Gå til hovedindhold

Referater - Arkiv 2022-2025

Her finder du referater fra byrådsperioden 2022-2025.

Indhold

    Udvalg: Det fælles Landdistriktsråd
    Mødedato: 24. oktober 2024 17:00
    Mødested: Sundhedshuset i Løsning, Ny Skolegade 4, 8723 Løsning

    Sagsnr.: 04.21.00-A26-1-24

    Beslutningstema

    Godkendelse af dagsorden

    Sagsfremstilling

    Dagsordenen for mødet skal godkendes.

    Indstilling

    at dagsordenen godkendes

    Beslutning

    Godkendt


    Pie Munksgaard og Marianne Thomsen deltog ikke i mødet

    Sagsnr.: 04.21.00-A26-2-24

    Beslutningstema

    Godkendelse af referat

    Sagsfremstilling

    Referatet fra sidste møde skal godkendes.

    Indstilling

    at referatet godkendes

    Beslutning

    Godkendt


    Pie Munksgaard og Marianne Thomsen deltog ikke i mødet

    Sagsnr.: 04.21.00-G01-2-24

    Beslutningstema

    Orientering om puljemidler på landdistriktsområdet

    Sagsfremstilling

    Der orienteres om puljemidler på landdistriktsområdet:


    • Midler til disposition i Vedligeholdelsespuljen: ca. kr. 59.000
    • Midler til disposition i Kulturpuljen: Ca. kr. 136.000
    • Midler til disposition i den Lille Landdistriktspulje: kr. 151.380
    • Midler til disposition i den Store Landdistriktspulje: kr. 261.606
    • Midler til disposition i LUP-Puljen: kr. 1.031.873
    • Midler til disposition til borgerbudgetprocesser: kr. 465.000
    • Midler til disposition til driftsudgifter for Landdistriktsrådet: kr. 169.000


    I alt midler til disposition i lille, store og LUP-puljer: ca. kr. 1.445.000.


    Der er ansøgninger på dagsordenen for sammenlagt kr. 1.083.000 til landdistriktspuljerne. Landdistriktsudvalget skal desuden forholde sig til om det ønske at afsætte kr. 152.500 til samarbejdsprojektet Foreningsudviklingens dag.

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning

    Beslutning

    Orienteringen taget til efterretning


    Pie Munksgaard og Marianne Thomsen deltog ikke i mødet

    Sagsnr.: 20.00.00-Ø40-16-24

    Økonomi

    Foreningen Tofteskovens Venner søger et Startstøtte for nystartede foreninger, på i alt 30.000 kr.

    15.000 kr. 1. år, 10.000 kr. 2. år og 5.000 kr. 3. år.


    Historik

    Foreningen modtog en bevilling fra Kulturpuljen, efter møde i Landdistriktsrådet d. 20. juni 2024. Foreningen søgte og fik 20.000 kr. til åbningen af Biodiversitetshaven i Juelsminde.

    Sagsfremstilling

    Foreningen Tofteskovens Venner, er opstartet med det formål at fremme aktiviteter for Juelsmindes børnefamilier. Foreningen er nystartet og inden de oprettede sig som forening, skabte de ”en biodiversitetshave med shelters til Juelsmindehalvøens børnefamilier”. Den 1.000 kvadratmeter store have, med shelters og aktivitetshus stod færdig i sommeren 2024. Projeket havde fået støtte fra blandt andre Friluftsrådet, NRGIs Værdipulje, Insero Horsens, Sydbank Fonden og Nordeas Liv i Det Lokale (ca 700.000 kroner i alt).


    Projektet er skabt for at give en grøn oase til alle Juelsmindehalvøens familier, der ønsker at lære om biodiversitet og/eller har lyst til at lave mad og overnatte i naturen. Foreningen fremhæver desuden hvordan projeket taler ind i Hedensted Kommune Strategi for Biodiversitet, med ønsket om at lære børn og deres familier om naturen.


    Den nystartede forening, har nu har vi et afgørende mål: At få skabt en masse aktiviteter i haven og at få brugt de skønne faciliteter sammen med julesmindes børnefamilier. Derfor søger foreningen startsstøtte, som kan være med til at gøre foreningen bæredygtig hen over de næste tre år.


    Formandskabet i Landdistriktsrådet har bedt foreningen om at beskrive, hvordan kultur spiller en rolle i foreningen. Foreningen beskriver det således:


    Formålet i Tofteskovens Venner er bredt: At skabe aktiviteter i vores biodiversitetshave til glæde for byens børn og familier. For foreningen er fællesskabet i centrum, og de kulturelle aspekter er en helt naturlig del af foreningens formål.


    Overordnet set vil det ifølge foreningen komme til udtryk gennem naturformidling, jord-til-bord-aktiviteter, samt gennem arrangementer, hvor det kulturelle helt naturligt kommer til at spille en rolle.


    Foreningens første planlagte arrangement er fx ’Halloween i Haven’ søndag den 27 oktober, hvor målgruppen er byens børnefamilier (børn i alderen 1-8 år). Den kulturelle del af dette arrangement vil gå på to ben:

    1. Kreativ workshop, hvor børnene laver halloweenpynt og snitter græskar.

    2. Formidling af historien bag Halloween-traditionen gennem skattejagt og oplæsning ved bålet.


    På samme måde forestiller foreningen sig, at andre kommende arrangementer helt naturligt vil indeholde kulturelle aspekter. På tegnebrættet har foreningen pt to konkrete ideer til aktivitetsdage, der har et tydeligt kulturelt afsæt:


    • ’Tegn med frugt og grønt’: Maleworkshop for 8-12-årige v. tegner Zarah Juul (pdf om workshoppen vedhæftet)

    • ’Vores fælles sangskat rundt om bålet’ – arrangement med lokal musiker, der spiller op til fællessang i bålhytten for store og små.


    Dertil skal det nævnes, at foreningen har lagt op til, at alle kan bidrage med gode ideer til aktiviteter i vores nye, fælles have. Foreningen er åbne over for alle gode ideer og input, som bestyrelsen hen ad vejen vil tage stilling til, om foreningen kan og vil realisere. I den forbindelse vil det ifølge foreningen gøre en forskel at have penge på kistebunden; det vil gøre det muligt at realisere ideer båret af kultur som de to ovenfor – der jo selvfølgelig vil koste penge, hvis foreningen vil levere arrangementer af kvalitet med lønnet arbejdskraft.


    Foreningen har opstartet samarbejder med DDS Spejderne Juelsminde, Rema1000 Juelsminde, Juelsminde Skole Hus 1, Hellebjerg Efterskole, Juelsminde Visionsråd og Tofteskovens Børnehuse.


    Foreningen regner med, at de med øget aktivitet i haven og mindst fire større arrangementer i haven årligt kan opnå stor medlemstilvækst. Ved foreningens første arrangement, havens indvielsesfest, fik foreningen 30 nye medlemmer.


    Ansøgningen er vedhæftet som bilag 1, budgettet over de næste tre år som bilag 2, og den store projektbeskrivelse for hele biodiversitetshaven, som bilag 3. Derudover er der vedhæftet en brochure om haven og havens indretning som bilag 4 og 5.


    Indstilling

    at ansøgningen drøftes

    Beslutning

    Ansøgningen imødekommes


    Pie Munksgaard og Marianne Thomsen deltog ikke i mødet

    Sagsnr.: 04.21.00-Ø40-23-24

    Beslutningstema

    Stillingtagen til ansøgning fra Ølholm Lokalråd

    Økonomi

    Etableringsudgifter:

    Indhentet tilbud: kr. 2.827.338

    Frivilligt arbejde svarende til 600 timer: kr. 60.000

    Lokale donationer/sponsorater: kr. 225.000

    Etableringsudgifter i alt: kr. 3.112.338


    Finansieringsplan (se detaljeret finansieringsplan i bilag):

    Pulje og fonde (bevilliget) + indsamlinger + sponsorater + frivilligt arbejde: kr. 2.662.339

    Pulje og fonde (ansøgt): kr. 450.000

    I alt: kr. 3.112.338

    Sagsfremstilling

    Ølholm Lokalråd søger LUP-puljen om tilskud på kr. 250.000 til projektet: Mig, dig og os - En fællesskabende aktivitetsplads for alle.


    Ølholm har i samarbejde med Landsbyhøjskolen gennemført en Bæredygtig Landsby Udviklings Proces (BLUP). I denne proces har vi blandt andet gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt byens borgere, afholdt et fremtidsværksted og børneborgermøde.


    Formålet har været at identificere, hvilke udfordringer og hvilke styrker Ølholm har, samt hvad der kan gøre Ølholm til et endnu bedre sted at bo og gøre landsbyen endnu mere attraktiv for kommende tilflyttere.


    I processen er det identificeret, at der mangler et udendørs aktivitetsområde. Et område, der dels giver mulighed for nye faciliteter til bevægelse for alle, men også et samlingssted for børn og unge samt for generationerne på tværs. Et område, som kan understøtte fællesskabet og lokalsamfundet baseret på frivillighed. Et område som er nemt at tilgå uforpligtende – det kan nogle gange være svært at træde ind i de etablerede indendørs fællesskaber.

    Det ambitiøse projekt gennemføres af frivillige ildsjæle og en lang række frivillige borgere inddrages i gennemførelsen af projektet. Et projekt - hvor vi drømmer om, at når vi lykkes sammen, skaber det endnu større frivilligt engagement til fremtidige projekter og eksisterende aktiviteter.


    Lokalrådet ønsker at skabe et område, hvor den enkelte ølholmer får alsidige muligheder for friluftsliv og bevægelse, den enkelte ølholmer kan bidrage til medborgeres livskvalitet og ikke mindst – et sted, hvor fællesskabet spirer og gror. Områder med aktiviteter, sport og opholdsarealer, som giver mulighed for nye sociale relationer på tværs - og fritid i et helt nyt perspektiv. Et socialt bæredygtigt område, som inkluderer alle i trygge omgivelser. Særligt børn og unges muligheder for fysisk aktivitet og sociale relationer er i højsædet i etableringen af området.


    Byparken ligger centralt, åbent og imødekommende i Ølholm. Der er allerede etableret grillhytte, toiletbygning og krolfbaner. Etableringen af aktivitetspladsen vil skabe endnu mere liv i Byparken i dagligdagen og dermed synliggøre mulighederne for deltagelse i det lokale sociale samvær og understøtte dannelsen af sociale relationer.


    I relation til Landdistriktsrådets strategi for landdistriktsudvikling peger lokalrådet på at etableringen af aktivitetspladsen i Ølholm vil være med til at understøtte den lokale udvikling af Ølholm. Lokalrådets mål er, at Ølholm er et attraktivt lokalsamfund at bosætte sig i ved at udvide den lokale mangfoldighed af udendørs aktivitetsmuligheder og samlingssteder.

    Lokalrådet er ikke i tvivl om, at tiltaget vil gøre deres lokalområde mere attraktivt for børnefamilier og/eller fastholde andre indbyggere. Projektet vil give lokalområdet et godt samlingssted for sundt samvær og fællesskab.


    Området skal etableres og lokalrådet er klar til at gå i gang, så snart de sidste midler på plads. Midlerne forventes rejst senest 31.12.2024 og så gravearbejdet kan påbegyndes straks efter 01.01.2025. Pladsen forventes indviet den 5. juni 2025.


    Lokalrådet peger på at produkterne, der anvendes i projektet, består af redskaber, der er gjort grønne gennem forskning, udvikling og genanvendt forbrugeraffald. Made Green redskaberne er produceret af forbrugeraffald og reducerer derved CO2 aftrykket. Produkterne kan efter endt brug genanvendes, hvilket minimere ressourcespildet også i fremtiden. Herudover er produkterne testet og godkendt for indholdsstoffer og styrke og giver derfor en bæredygtig, sikker og holdbar løsning.


    Ølholm Lokalråd har etableret årlig indbetaling af landsbykontingent fra byens borgere på 200 kr. pr. husstand, som skal dække omkostninger til vedligeholdelse og reparationer. Dette er startet i andet halvår 2023 med stor opbakning fra byen.

    En lang række frivillige borgere varetager græsslåning og løbende renholdelse af området.


    Herudover har Ølholm Lokalråd udsigt til årlige indbetalinger fra 2 lokale solcelle/vindmølle projekter. Projekterne har som en del af deres ansøgning tilkendegivet, at de vil give et årligt beløb til lokalområdet i de kommende 10 år.

    Der indgås en 10-årig serviceaftale med leveringsvirksomheden for at sikre sikkerheden på aktivitetspladsen. Herudover tegnes forsikring, som dækker eventuelle hærværksskader.

    Lokalrådet vurderer således, at midler til vedligeholdelse er til rådighed.

    Indstilling

    at ansøgningen drøftes

    Beslutning

    Ansøgningen imødekommes


    Pie Munksgaard og Marianne Thomsen deltog ikke i mødet

    Sagsnr.: 04.21.00-Ø40-21-24

    Beslutningstema

    Stillingtagen til ansøgning

    Økonomi

    Budget-hovedtal:

    • Vandværksparken 800.000 kr.
    • Mobilitet og mødested 1. etape 225.000 kr.
    • Bygade torv og parkering (Plan) 50.000 kr.

    Samlet budget 1.075.000 kr.


    Finansiering:

    • Nordeafonden 600.000 kr. Bevilget
    • Region Midt 100.000 kr. Bevilget
    • Lup-puljen 300.000 kr. ansøgning
    • Øvrige fonde 75.000 kr. ansøges

    Samlet finansiering 1.075.000 kr.


    Yderlig uddybning af budget og finansiering af delprojekter kan ses i bilag Samlet budget.

    Sagsfremstilling

    Daugård Lokalråd søger kr. 300.000 fra LUP-puljen til projektet Daugård Bymidte - fra vision til virkelighed.


    Siden den første kickstart ved byfesten i august 2021 har der været arbejdet med en visionsplan for bymidten i Daugård.

    Planen indgår som et element i BLUP-forløbet (Bæredygtig Lokal UdviklingsProces) og er blevet til i et længere forløb støttet af bla. Region Midt og med flere borgermøder undervejs, herunder workshops på seneste nytårskur i Daugård. (Visionsplan vedhæftet).

    En konkret implementering skal nu i gang.


    Planen indeholder 5 elementer, som er ved at blive kogt sammen til 3:

    1. Vandværksparken. I Daugård by findes der ikke et centralt udendørs område, som inviterer til ophold og socialt samvær. Det vindblæste græsbesåede område mellem købmandsbutik, hal og skole, har en central beliggenhed, som gør det til et potentielt vigtigt opholds- og samlingssted i byen – både for ældre fra byen og for børn/unge som ellers ikke har et naturligt udendørs sted at mødes. I samarbejde med skolen som er nabo, er der desuden identificeret et potentiale for at arbejde med biodiversitet og for skolebørns aktive deltagelse.

    2. Mobilitet og Mødested. I Daugård opleves det som en stor begrænsning, at der er meget ringe muligheder for offentlig transport. Tidligere er der blevet opsat et skilt med Flextur-knudepunkt. (Bag ved købmanden, hvor ingen kommer om aftenen). Kun meget få i Daugård ved hvordan Flextur fungerer. Der er et stort potentiale for at udvikle brugen af Flextur, Nabogo, anden samkørsel, delebil m.m.

    Som det er påpeget i Region Midt’s mobilitetsforum kan en lokal udvikling af et mobilitetsknudepunkt kombineres med et fysisk mødested med andre sociale funktioner (som i ”Danmarks flotteste busskur”). Der er mulighed for at kombinere et sådant mødested med en indretning af den nuværende kiksede forplads foran multihallen.

    3. Bygade, torv og parkering. Vejen igennem Daugård by ligger stadig, som dengang den var landevejen til Vejle. I dag adskiller den boligområdet fra både købmand, og skole, og bør ifølge foreningen, opdateres til en helt anden karakter af bygade for bløde trafikanter. Den transformation, peger foreningen på, bør samtænkes med udviklingen af et lille landsbytorv ved købmanden, som kan danne rammen om torvearrangementer og byfest m.m. Parkeringsforholdene ved købmanden og hallen, og funktioner som buslomme, Flexturstop og varelevering til købmandsbutikken skal forbedres. (Sidste år blev en fodgænger dræbt ud for butikken).


    Daugård Lokalråd og Daugård Vandværk vil i fællesskab sørge for vedligeholdelse af Vandværkspark og tilknyttede faciliteter. Undervejs vil der blive aftalt med skolen, at skolebørn får mindre opgaver. Også andre frivillige grupper vil blive involveret. Der er kræfter nok i Daugård.

    Den videre proces med udvikling af bygade, torv og parkering, vil fortsætte i samarbejde mellem Daugård lokalråd, købmandsforeningen og Hedensted kommune.

    Arbejdet med mobilitet og mødested vil fortsætte med Daugård Lokalråd som central aktør. Kørselskontoret i Hedensted kommune vil være en aktiv part, og der er aftalt med Midttrafik om en fælles interesse i et kommende samarbejde.


    Projektledelsen ligger hos Daugård Lokalråd, som etablerer en lille projektgruppe til opgaven.

    • Daugård Vandværk er en central partner i anlægsopgaven for Vandværksparken, og vil indgå i projektgruppen i den sammenhæng.
    • Hedensted kommune vil være en gennemgående part i hele projektet, og det er aftalt kommunen sætter et relevant hold til deres del af opgaven. Chefen for kommunens ”Vej, Ejendom og Drift” vil være nøglepersonen her.
    • Købmanden som forpagter og driver butikken er også en indlysende vigtig part og vil løbende blive inddraget i planlægningsarbejdet
    • Det samme gælder bestyrelsen for multihallen
    • Også Daugård skole er en aktiv part, og inviteres sammen med de øvrige nøgleaktører til at indgå i en referencegruppe.




    Administrationen indstiller 16. september 2024, pkt. 8:

    at ansøgningen drøftes



    Beslutning fra Det fælles Landdistriktsråd, 16. september 2024, pkt. 8:

    Ansøgningen er uklar for Landdistriktsrådet. Rådet ønsker afklaring af juridiske forhold i relation til ansøgningen til Nordea, vedligeholdelse aftaler, brugsretstilladelser, organisering og ansvar. Ansøgningen behandles igen når ansøgningen er klar.


    Linda Peitersen og Marianne Folke deltog ikke mødet.

    Henrik Narud deltog ikke i behandlingen af punktet.

    -------------------------------------------------------------------


    På baggrund af Landdistriktsrådets beslutning på mødet den 16. september har Daugård Lokalråd indsendt yderligere oplysninger om projektet.


    På mødet var der blandt andet spørgsmål til om medfinansiering er forudsætningen for tilsagnet fra Nordeafonden. I ansøgningen til Nordeafonden oplyser Lokalrådet at de ikke har angivet at have tilsagn om medfinansiering fra andre fonde og herunder fra Det Fælles Landdistriktsråd.

    Lokalrådet har derimod skrevet at det ville skaffe medfinansiering for 450.350 kr. og at rådet på det tidspunkt ikke havde tilsagn om nogen andele af det beløb.

    Se vedhæftede "Finansieringsplan" som er en del af ansøgningen.


    På mødet den 16/9 blev der desuden efterspurgt en afklaring på nogle andre punkter. Det er af lokalrådet søgt imødekommet i vedhæftede notat.


    Region Midt har senere bevilget 100.000 kr. af den budgetterede medfinansiering, og for de penge er vi i fuld gang med afklaring og skitseprojektering sammen med en dygtig rådgiver og de væsentligste aktører i projektet.


    Indstilling

    at ansøgningen drøftes

    Beslutning

    Ansøgningen imødekommes med en opfordring til at projektet fremadrettet også afsøger andre puljer eller fonde.


    Henrik Narud deltog ikke i behandlingen af punktet.

    Pie Munksgaard og Marianne Thomsen deltog ikke i mødet

    Sagsnr.: 04.21.00-Ø40-24-24

    Beslutningstema

    Stillingtagen til ansøgning

    Økonomi

    Frivilligt arbejde

    Planlægning og projektklargøring: 75 timer à kr. 100 = kr. 7.500

    Klargøring af arbejdsområde: 300 timer à kr. 100= kr. 30.000

    Retablering af grønt område: 200 timer à kr. 100 = Kr. 20.000

    I alt: kr. 57.500


    Samlet udgift:

    Indhentet tilbud: kr. 1.212.500

    Frivillige timer: kr. 57.500

    Samlet udgift: kr. 1.270.000


    Finansieringsplan:

    LAG tilsagn: kr. 649.375

    Det Fælles Landdistriktsråd, Borgerbudget: kr. 30.000

    Frivilligt arbejde: Kr. 57.500

    Ansøgt tilskud LUP Det Fælles Landditriktsråd: Kr. 533.125

    I alt: kr. 1.270.000

    Historik

    I 2018 er Snaptun Jollehavn bevilliget 300.000 kr. fra LUP-puljen til etablering af en stenhøfte og i 2022 blev der bevilliget kr. 202.000 til yderligere stenhøfte.

    Sagsfremstilling

    Snaptun Jollehavn søger kr. 533.000 fra LUP-puljen til udvidelse af jollehavnen.


    Snaptun Jollehavn ønsker at udvide antal pladser til i alt 72 jollepladser. I dag råder Snaptun Jollehavn over 50 pladser og har en venteliste på 30. Der er stor tilgang af nye medlemmer, som ønsker en plads. For at imødekomme ønskerne, projekteres der med en udvidelse inden for Snaptun Jollehavns område. Området er afgrænset af moler mod nordvest, syd og øst.


    Snaptun Jollehavn er ifølge foreningen en vigtig del for områdets borgere og blev anlagt i 2018 efter et ønske fra borgerne i Snaptun. Det skete ved en BorgerBudget proces i 2015, hvor forslaget til jollehavn fik flest stemmer. Snaptun Jollehavn er blevet et samlingspunkt for turister og borgere, hvor der foregår mange aktiviteter. En udvidelse vil gøre det muligt at folk, der gæster Snaptun, vil få mulighed for at benytte faciliteterne i havnen. Desuden bruger Snaptun Kajakklub jollehavnen, når de sætter deres kajakker i vandet fra stranden i havnen. Det har været et ønske for medlemmerne af Snaptun Kajakklub at få en kajakbro, hvor de kan sætte kajakkerne i vandet. På jollehavnen er der en uformel gruppe af fritidsfiskere, der det meste af året mødes kl. 17. Her dyrkes det sociale og der udveksles oplysninger om fiskeriet.


    Projektets formål er at udvide havnen med en ny flydebro, herunder en kajakbro for at få flere jollepladser. Desuden vil gæstejoller, kajakker og kanoer få mulighed for at bruge havnen i en kortere periode. Baggrunden for projektet er at kunne tilbyde folk på venteliste en jolleplads. Kajakklubben får en mulighed for at søsætte kajakkerne fra en bro, som de kan nå direkte fra klubhuset. I dag skal de gå skråt over terrænet for at komme forbi en stenanlæg. Udvidelsen af antal pladser er godkendt af Kystdirektoratet og er en tilføjelse til oprindelige antal godkendte pladser. Den nye bro gør ombordstigning nemmere eller muligt for seniorer.


    I forhold til Strategi for Landdistriktsudvikling er projektet ifølge ansøger med til at:

    • understøtte skabelsen af fællesskab mellem mennesker lokalt
    • støtte lokale netværk og vil have lang levetid efter støtten er givet
    • gøre en forskel lokalt for borgere samtidig med at det støtter lokal udvikling og skaber større tilgængelighed og mere mangfoldighed for alle


    Aktivitetsplan:

    1. Projektopstart 2024.08.01

    2. Fjernelse af sten samt retablering af 150 m2 2025.03.01

    3. Levering af materialer til fast bro (landtilslutning) 2025.04.01

    4. Montering/samling af fast bro 1,6 x 15 m 2025.05.01

    5. Levering af materialer til flydebro 2,4 x56 m 2025.06.01

    6. Montering og samling samt udlægning af flydebro 2025.06.01

    7. Levering af pæle – 11 stk. 6 m 2025.06.01

    8. Montering af 11 pæle 2025.06.01

    9. Levering af I-bomme 11 stk. 2025.06.01

    10. Montering af I-bomme 2025.06.01

    11. Aflæsning og isætning af materiale 2025.06.01


    Vedligeholdelse foretages af medlemmerne af Snaptun Jollehavn. I dag vedligeholdes den bestående jollehavn også af medlemmerne. Kontingent for medlemskab dækker udgifterne i jollehavnen.


    Forvaltningen har vedhæftet den politisk godkendte helhedsplan for Snaptun Havn, som projektet vurderes til at være inde for rammerne for.


    Indstilling

    at ansøgningen drøftes

    Beslutning

    Ansøgningen imødeskommes med kr. 150.000 med henvisning til tidligere bevillinger og i en samlet vurdering af værdien for lokaludvikling som helhed for området.


    Pie Munksgaard og Marianne Thomsen deltog ikke i mødet

    Sagsnr.: 04.21.00-G01-13-24

    Beslutningstema

    Landdistriktsrådet og Fritidsudvalget skal godkende samarbejdsprojekt: Foreningsudviklingens dag i Hedensted Kommune

    Økonomi

    Budgettet baserer sig på et forventet deltagerantal på: 300 personer


    Budget:

    Rådgivning i opsætning af spørgeskema: kr. 30.000

    Formidling / kommunikation: kr. 50.000

    Leje af lokaler: kr. 25.000

    Forplejning: kr. 60.000 (kr. 200 pr. person)

    Materialer: kr. 15.000

    Oplægsholdere/facilitatorer: kr. 50.000

    Lydanlæg: kr. 30.000

    Markedsføring (SOME, invitationer, plakater m.m.): kr. 10.000

    Netværksmøder: kr. 10.000

    Uforudsete udgifter: kr. 25.000

    I alt: kr. 305.000


    Der er ikke indhentet konkrete tilbud endnu. Budgettet er estimeret på baggrund af erfaring med lignende arrangementer.


    Forvaltningen foreslår at budgettet deles lige mellem Landdistriktsrådet og Fritidsudvalget således at hver afsætter kr. 152.500

    Historik

    Landdistriktsrådet og Fritidsudvalget godkendte den 20. august på et fællesmøde et oplæg til en skitse til et samarbejdsprojekt mellem rådet og udvalget. Samarbejdsprojektet er opstået på baggrund af de udfordringer som både råd og udvalg samt forvaltning oplever i mødet med foreningslivet - nemlig at det er svært at få frivillige til at løse frivillige opgaver eller få medlemmer til foreningen eller bestyrelsen. Frivilligheden er måske anderledes end tidligere og kræver andre kompetencer eller organiseringer i foreningslivet. Med dette som udgangspunkt ønskede både råd og udvalg at understøtte en udvikling af kommunens foreninger, så de opnår kompetencer, netværk og viden til at imødekomme de forandringer frivilligheden er under.


    Både Landdistriktsrådet og Fritidsudvalget godkendte oplægget med henblik på, at forvaltningen skulle udarbejde en mere detaljeret beskrivelse af, hvordan et samarbejdsprojekt kunne se ud.

    Sagsfremstilling

    Forvaltningen har udarbejdet et oplæg til et samarbejdsprojekt mellem Landdistriktsrådet og Fritidsudvalget. Projektet centrerer sig i første omgang om én konference for folkeoplysende foreninger, kulturforeninger og lokalråd i kommunen, hvor Landdistriktsrådet og Fritidsudvalget sætter fokus på foreningsudvikling i Hedensted Kommune. Formålet med samarbejdet er følgende:


    • at få mere viden om hvilke typer af foreningsudvikling kommunens foreninger har behov for
    • at skabe rum for at foreningslivet på tværs af foreningstyper kan mødes, skabe netværk, vidensdele og inspirere hinanden
    • at indsatsen giver et konkret afsæt til at dele af foreningslivet efterfølgende tør give sig i kast med foreningsudvikling


    Konferencen - Foreningsudviklingens dag i Hedensted Kommune - afvikles lørdag den 26. april 2025 fra kl. 9-15. Dagen forventes af bestå af både plenum oplæg, men også op til 10 selvstændige sessioner med foreninger, der har erfaringer med foreningsudvikling. Deltagerne kan ved tilmelding prioritere 3 sessioner de ønsker at deltage i. Den praktiske afvikling af dagen vil forvaltningen planlægge og koordinere, og hvor det er nødvendigt inddrage Fritidudvalget og Landdistriktsrådet.


    For at formålet med konferencen bedst kan indfries lægges der op til at der inden konferencen udsendes en spørgeskemaundersøgelse til foreningslivet. Dette er inspireret af Fritidsudvalget, der hvert år i november måned sender et spørgeskema ud til de folkeoplysende foreninger, hvor udvalget bl.a. spørger til udviklingsprojekter og hvordan puljerne på området bedst understøtter dette. Lokalrådene og kulturforeningerne modtager ikke spørgeskemaer. Det kan derfor være en god metode til at indhente viden om dels, hvad der fylder i foreningsarbejdet men primært hvilke typer af foreningsudvikling, der skal være fokus på til konferencen også for lokalråd og kulturforeninger. Der er afsat midler i budgettet til at råd og udvalg kan få eksterne konsulenter til at hjælpe med at designe spørgeskema specifik til brug for konference samt et spørgeskema der efterfølgende kan bruges som redskab til at kunne indhente data fra foreninger. Afhængigt af konsulenternes anbefalinger kan det eventuelt også bidrage til viden om, hvad foreningerne efterspørger i det videre arbejde med udviklingsprocesser.


    For at sikre at konferencen bliver i øjenhøjde med kommunens foreningsliv vil der - så vidt det er muligt - blive trukket på foreninger i kommunen, som har erfaring med den type af foreningsudvikling, som foreninger peger på behov for. Hvis der ikke kan findes foreninger i kommunen, som har arbejdet med den type af foreningsudvikling der efterspørges, kigges der ud over kommunegrænsen.


    Derudover vil der være et fokus på, at der kan udleveres konkrete værktøjer/vejledninger/processkabeloner samt laves korte film til at formidle udviklingsprocesserne efterfølgende. Udover at foreningerne gerne skal have konkrete redskaber med sig fra konferencen, vil forvaltningen sammen med interesserede foreninger afklare, om der kan etablereres netværk blandt foreningerne og hvordan disse skal faciliteteres. Netværket skal etableres med henblik på, at foreningerne efterfølgende kan bruge hinanden i arbejdet med samme eller lignende udviklingsprocesser.I budgettet er der afsat kr. 10.000 til at der umiddelbart efter konferencen kan afvikles netværk blandt foreningerne, hvis der viser sig et behov.


    Det forventes at der deltager op til 300 personer i konferencen. Hvis der deltager 3 personer pr. forening svarer det til at 100 foreninger er repræsenteret på konferencen. Bestyrelsen for foreningerne vil være de primære interessenter, men foreningens bestyrelse er velkommen til at sende invitationen videre til andre i foreningen der kunne have en interesse i at deltage. Spørgeskemaerne, der sendes ud til foreningerne, kan bruges til at få en indikation på, hvor stor interesse der er for konferencen, så forvaltningen kan skalere begivenheden efter det og kan give både råd og udvalg en tilbagemelding - forventelig i slutningen af 2024.


    Samarbejdsprojektet understøtter i særligt grad de to sigtepunkter forpligtende fællesskaber og vækst i balance fra Kommunalbestyrelsen strategi Sammen om Hedenstederne. Derudover bidrager projektet til at Hedensted Kommune fortsat har levende lokalområder, som beskrevet i Kommunalbestyrelsens Bosætningsstrategi.


    Projektet bidrager også til Kommunalbestyrelsens Kulturstrategi og realiseringen af mål 1: "Vi udvikler vores stærke kulturelle lokalområder" samt mål 3: "Vi skaber kulturaktiviteter, der bidrager til læring og trivsel". Konkret realiseres handlingerne:


    • Mål 1: Vi vil bruge kommunale kræfter på at skabe nye netværk eller forbindelser mellem aktører, som har fælles interesser, hvad enten de tager udgangspunkt i for eksempel aktiviteter eller geografi.
    • Mål 1: Etablering af vidensbank for emner og kurser for aktører
    • Mål 1: Vi skal være opsøgende i forhold til regionale- og nationale tendenser og projekter, der kan tilføre nye muligheder og oplevelser for kommunens borgere, klubber og foreninger.
    • Mål 2: Iværksætte forsøg og indsamle erfaringer som kan bringes til politisk behandling og beskrive disse i et særskilt handlekatalog



    Også inden for Strategi for Landdistriktsudvikling understøtter samarbejdsprojektet følgende centrale emner:


    • Stedbunde kvaliteter: Emnet handler om identitet og og mangfoldighed og at udnytte og styrke potentialer
    • Tværgående samarbejder: Emnet handler om den gode dialog og inddragelse, inspirere og lade sig inspirere og at dele de fælles muligheder og ressourcer


    Når konferencen er gennemført evaluereres den i Fritidsudvalget og Landdistriktsrådet i forhold til de mål udvalg og råd har sat for samarbejdsprojektet. Der var vil også være en evaluering i Udvalget for Fællesskab i forhold til udmøntning af de strategier og indsatser som samarbejdsprojektet bidrager til at realisere. Evalueringen er tiltænkt som en opsamling på, om der kan være afledte indsatser, der på baggrund af projektet skal arbejdes videre med i udvalg og råd, hos forvaltningen eller lokalt. Således stopper fokusset på foreningsudvikling ikke efter konferencen er afholdt.



    Administrationen indstiller, 8. oktober 2024, pkt. 3:

    at oplægget drøftes og godkendes

    at Fritidsudvalget og Landdistriktsrådet hver afsætter kr. 152.500 til projektet

    at forvaltningen giver råd og udvalg en status på tilbagemeldingen på spørgeskemaundersøgelsen



    Beslutning fra Fritidsudvalget 2022-2025, 8. oktober 2024, pkt. 3:

    Fritidsudvalget besluttede at afsætte kr 152.500 til projektet. Der er forslag om at øremærke nogle af midlerne til præmier, for at fremme svarprocenten på spørgeskemaet.

    Jette Søby, Bibi Dyrby Blenker og Claus Græsholm deltog ikke i mødet.

    Beslutning

    Godkendt med en opfordring til at forvaltningen finder en dato i marts. Og at Landdistriktsrådet og Fritidsudvalget kommer med input til indholdet i sessionerne.


    Pie Munksgaard og Marianne Thomsen deltog ikke i mødet

    Sagsnr.: 04.21.00-G01-17-24

    Beslutningstema

    Landdistriktsrådet skal træffe beslutning om det ønsker at være medvært på afsluttende seminar om Folkets Lykke-Per.

    Sagsfremstilling

    Teater Jævn har sendt forvaltningen konkret materiale og information om planerne for de aftalte seminarrækker, der markerer afslutningen på projektet Folkets Lykke-Per. Teater Jævn har omdøbt semniarrækkerne til ‘5 videns-saloner’. Formålet er at øve os i at forstå hinanden og nærme os et fælles sprog, med hvilket vi kan tale og forstå hinanden, når vi ifremtiden skal tale om kunst og den betydning, kunsten kan have for voressamfund og verden.


    Teater Jævn ønsker at skabe et format, der i sig selv formidler projektets formål; en helt særlig aften, hvor samtalerne, relationer og sanserne er i højsædet. Derfor inviterer teatret til en salon, der har setting som et middagsselskab: Omkring ét stort, dækket bord samles en række udvalgte gæster til tre timer med mad, samtaler og samarbejdsøvelser. Teatret står for udarbejdelse og afvikling af det hele.


    Videnssalonen, der kommer til at foregå i Hedensted Kommune, stiller skarpt på undertemaet "Kunst som Landdistriktsudvikling", hvor Landdistriktsrådet sammen med de andre involverede aktører i vidensaloner bidrager til samtalen om rådets arbejde med dette.


    Teater Jævn ønsker en tilbagemelding på om Landdistriktsrådet ønsker at være medvært på det første af videns-salonerne. Rollen som medvært består af følgende opgaver:

    • melde tilbage til os, hvilken dato i ønsker
    • stille lokale til rådighed til salonen fra morgen til aften på dagen for salonen (tekniske specifikationer til lokalet følger, men som udgangspunkt ønsker teatret rum på ca. 10 x 6 meter)
    • deltage som case til salonen (dvs. fortælle om jer selv og jeres arbejde)
    • melde tilbage til os, hvilken dato i ønsker
    • deltage i et online evalueringssamtale i april 2025


    Teater Jævn har foreslået følgende datoer for afvikling af videnssaloner - 4., 5. eller 6. februar 2025 fra kl. 17-20:00 med velkomst fra kl. 16:30


    Der skal indbydes 15-30 personer til aftenen der sammensættes af kunst-, erhvervs/videns- og den politiske branche. Gæstelisten laves i samarbejde med Teater Jævn.

    Indstilling

    at Landdistriktsrådet træffer beslutning om det ønsker at deltage som medvært
    at Landdistriktsrådet, hvis det ønsker at deltage i arrangementet, udpeger medlemmer til en arbejdsgruppe der løser de praktiske opgaver forbundet hermed
    at Landdistriktsrådet træffe beslutning om hvilken dato videnssalonen skal afholdes

    Beslutning

    Landdistriktsrådet ønsker at være medvært.

    Pie Munksgaard, Henrik Narud og Landdistriktskoordinatoren deltager i arbejdsgruppen.

    Alle datoer er mulige.


    Pie Munksgaard og Marianne Thomsen deltog ikke i mødet

    Sagsnr.: 01.02.03-G01-2-24

    Beslutningstema

    Orientering om punkter i årshjulet

    Sagsfremstilling

    Punkter i årshjulet:


    • Emner til fællesmødet mellem Udvalget for Fællesskab og Det Fælles Landdistriktsråd

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning

    Beslutning

    Orientering taget til efterretning


    Pie Munksgaard og Marianne Thomsen deltog ikke i mødet

    Sagsnr.: 04.21.00-G01-3-24

    Beslutningstema

    Orientering

    Sagsfremstilling

    Sager til orientering:


    • Orientering fra administrationen
      • Vedligeholdelsespuljen: Bevilling på kr. 900 til Snaptun Greenteam til reparation af buskrydder. Bevilling på kr. 10.000 til udskiftning af stålrør på badebro i Stouby.
    • Orientering om ansøgninger til Kulturpuljen
    • Orientering fra Udvalget for Fællesskab
    • Orientering fra Klimarådet
    • Orientering fra lokalområderne

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning

    Beslutning

    Orientering taget til efterretning


    Pie Munksgaard og Marianne Thomsen deltog ikke i mødet

    Sagsnr.: 04.21.00-G01-18-23

    Beslutningstema

    Landdistriktsrådet og Udvalget for Fællesskab skal drøfte emner til dagsordenen på fællesmødet i november måned

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Historik

    Landdistriktsrådet og Udvalget for Fællesskab mødes to gange om året til fællesmøde. Møderne foregår typisk i maj og november måned.

    Både udvalg og råd kan forud for møderne bidrage med emner, de ønsker at drøfte på fællesmødet.


    Sagsfremstilling

    På sidste fællesmøde mellem udvalg og råd den 28. maj 2024 var der følgende emner på dagsordenen:


    • Status på borgerbudgetprocessen

    • Samarbejder om kommende udviklingsprojekter og –processer lokalt

    • Kulturpuljen

    • Mobilitet


    Forvaltningen foreslår, at der gives en kort status på emnerne fra sidste fællesmøde, og at følgende emner drøftes:


    • Budgetforlig 2025-2028
    • Foreningsudviklingens dag i Hedensted Kommune
    • Møde med lokalråd/områder i forhold til projekt Fælles om Ungelivet
    • Revidering af vedtægter for Det Fælles Landdistriktsråd


    Fællesmødet forslås afholdt den 21. november på Hedensted Rådhus klokken 19.00-21.00 i forlængelse af Det Fælles Landdistriktsråds møde.

    Indstilling

    at emner til dagsordenen drøftes
    at mødested og tidspunkt fastsættes

    Beslutning

    Emner godkendt. Dato, tid og sted er godkendt.


    Pie Munksgaard og Marianne Thomsen deltog ikke i mødet