Gå til hovedindhold

Referater - Arkiv 2018-2021

Her finder du referater fra byrådsperioden 2018-2021.

Indhold

    Udvalg: Udvalget for Teknik
    Mødedato: 5. maj 2020 12:00
    Mødested: Byrådssalen Juelsminde

    Sagsnr.: 05.01.01-P19-18-20

    Beslutningstema

    Udvalget for Teknik skal tage stilling til et nyt vejnavn i forbindelse med det nye boligområde øst for Løsning - lokalplan 1120

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Sagsfremstilling

    I forbindelse med det nye boligområde øst for Løsning skal der tildeles et nyt vejnavn.

     

    Administrationen har været i dialog med borgergrupperne under "Løsning lykkes" omkring det nye vejnavn.

    Borgergrupperne har blandt andet peget på vejnavne inden for temaet "vilde blomster" - og gerne med endelsen -vænget. Temaet kan bruges i de fremtidige vejnavne i området, hvis det ønskes.

     

    Der er flere forslag til vejnavne at vælge imellem inden for temaet vilde blomster.

    Forslag til vejnavne:

     

    • Mælkebøttevænget
    • Valmuevænget
    • Margueritvænget
    • Akelejevænget

     

    Bilag 1 viser et oversigtkort over området.

    Kommunikation

    De foreslåede vejnavne er alle godkendt af SDFE (Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering).

    Lovgrundlag

    Adresseloven: Lov nr. 136 af 1. februar 2017, §3

    Bekendtgørelse om vejnavne og adresser: BEK nr. 271 af 13. april 2018, §3 og §6

    Indstilling

    at udvalget godkender et af de foreslående vejnavne.

    Beslutning

    Vejnavnet bliver Valmuevænget

    Sagsnr.: 05.01.01-P19-32-20

    Beslutningstema

    Udvalget for Teknik skal tage stilling til nye vejnavne i de nye boligområder, etape 3 og 4 Lille Dalby Bakker, lokalplan 1142.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Sagsfremstilling

    I forbindelse med påbegyndelsen af etape 3 og 4 i Lille Dalby Bakker skal der tildeles adresser til de nye grunde.

     

    Boligområdet Lille Dalby Bakker er oprindeligt tiltænkt at skulle have ét og samme vejnavn til alle etaper i boligområdet.

    Dette princip strider dog mod reglerne for tildeling af vejnavne og husnumre. Administrationen vil på mødet redegøre nærmere herfor.

     

    Det er derfor nødvendigt at tildele nye vejnavne til hver af de resterende etaper i Lille Dalby Bakker. Hele området i lokalplan 1104 vil dog stadig benævnes Lille Dalby Bakker.

     

    I første omgang er det etape 3 og etape 4, der skal have tildelt vejnavn. For at understøtte Lille Dalby Bakker som et samlet boligområde foreslår admininstrationen at vejnavnene til de resterende etaper i Lille Dalby Bakker alle kommer til at starte med Lille Dalby efterfulgt af et natur- eller landskabsnavn, eksempelvis Lille Dalby Skrænten. Derved bevares et navnemæssigt sammenhæng med Lille Dalby Bakker.

     

    Konkret foreslås det, at etape 3 får vejnavnet Lille Dalby Lunden og at etape 4 får vejnavnet Lille Dalby Højen. Vejnavnet til etape 3 har været drøftet med den private udstykker af etapen, som foretslår vejnavnet Lille Dalby Lunden.

    Bilaget viser et oversigtskort over området.

      

    For de to nuværende boligudstykninger foreslås det, at der ikke ændres vejnavn. Til orientering har ejerne af grundene i disse etaper været partshørt om en eventuel ændring af husnummereringen af deres ejendomme. Denne ændring bliver efter ovennævnte forslag ikke relevant.

    Kommunikation

    Begge vejnavne er godkendt af SDFE (Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering).

     

    Lovgrundlag

    Adresseloven: Lov nr. 136 af 1. februar 2017, §3

    Bekendtgørelse om vejnavne og adresser: BEK nr. 271 af 13. april 2018, §3 og §6

    Indstilling

    at udvalget godkender følgende;
    at etape 3 får vejnavnetLille Dalby Lunden
    at etape 4 får vejnavnetLille Dalby Højen

    Beslutning

    Etape 3 er indstillet til vejnavnet Lille Dalby Lunden. Administrationen er imidlertid blevet opmærksomme på, at vejnavnet Dalbylunden findes i nærområdet.

    De enslydende vejnavne har være drøftet med den private udstykker af etape 3, der foreslår, at etape 3 i stedet indstilles til vejnavnet Lille Dalby Ager.

     

    Etape 3 får vejnavnet Lille Dalby Ager.

    Etape 4 får vejnavnet Lille Dalby Højen.

    Sagsnr.: 04.18.00-P19-1-18

    Beslutningstema

    Udvalget for Teknik skal tage stilling til ansøgning om kystbeskyttelse ved As Vig.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Historik

    Udvalget for Teknik besluttede i december 2019, at administrationen skulle igangsætte sagsbehandlingen af As Vig Syd Digelags kystbeskyttelsesprojekt.

    Sagen blev efterfølgende sendt til udtalelse ved Kystdirektoratet.

    Sagsfremstilling

    Kystdirektoratet har nu givet deres lovpligtige § 2-udtalelse til sagen, se bilag 1 og 2.

    Udvalget skal på baggrund af udtalelsen beslutte, om sagen skal fremmes. I det tilfælde skal det indsendte projekt og ansøgningen offentliggøres i forbindelse med en høring. Efter høringen udarbejder administrationen en tilladelse på baggrund af ansøgning og indkomne høringssvar.

    Udvalget for Teknik skal senere endeligt godkende tilladelsen.

     

    Kystdirektoratet udtaler at:

    - Det vurderes at diget vil yde en sammenhængende beskyttelse og minimere risiko ved oversvømmelse.

    - Hvis der forventes at stå vand op ad diget i længere tid, bør materialevalg ændres til et mere tæt/impermeabelt materiale.

    - Det anbefales at digets skråningshældning på indersiden ændres til en mere flad hældning på højst 1:3.

    - Der bør redegøres for, hvordan vandet på indersiden af diget håndteres.

     

    Kystdirektoratet anbefaler således, at diget etableres. Eventuelt ændres materialevalg og skråningshældning.

     

    Ud over en forlængelse af diget omfatter sagen nu også en vandløbssag, hvor vandet i tilløb til Døde Å skal ledes mod nord via grøften langs vestsiden af Gludvej. Vandet ledes til engområdet som afgrænses af Skjold Å mod nord og Gludvej mod øst.

    I en periode i januar 2020 blev vandet i tilløb til Døde Å ledt via grøften til engområdet ved Skjold Å. Det medførte i følge administrationens oplysninger ikke problemer for lodsejere i området. Afledningen af vandet fra baglandet ønskes derfor gjort permanent.

    Der siver fortsat grundvand ud i Døde Å og åen vil derfor fortsat være vandfyldt.

     

    Det nye dige placeres inden for As Kirkes Exner-fredning, kirkeomgivelser og kirkebyggelinje. Haderslev Stift og As-Klakring-Juelsminde Sogns menighedsråd har i en foreløbig udtalelse til sagen udtalt, at de ingen bemærkninger har til sagen. Kirken vil blive hørt igen i forbindelse med partshøring og offentliggørelser i sagen.

    Kommunikation

    Beslutningen offentliggøres på kommuens hjemmeside og med brev til alle ejere i As Vig Syd Digelag, samt nabolodsejere (kyst) og berørte lodsejere langs grøften ved Gludvej til Skjold Å mod nord. Haderslev Stift orienteres ligeledes.

     

    Udvalgets beslutning kan ikke påklages.

    Lovgrundlag

    Lovbekendtgørelse nr. 57 af 21. januar 2019 om Kystbeskyttelse, § 2a, stk. 1

    Indstilling

    at sagen fremmes og at kystdirektoratets anbefalinger indarbejdes i den udstrækning, det vurderes at give mening for projektet.

    Beslutning

    Godkendt

    Sagsnr.: 01.24.08-P19-1-18

    Beslutningstema

    Udvalget for Teknik skal tage stilling til ansøgning om kystbeskyttelse ved Pøt Strandby.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Historik

    Udvalget for Teknik besluttede i december 2019, at administrationen skulle igangsætte sagsbehandlingen af Nørgårdkoloniens kystbeskyttelsesprojekt.

    Der ønskes etableret hård kystbeskyttelse (kampesten) på en ca. 100 m strækning samt to T-høfder.

    Sagsfremstilling

    Projektet omfatter etablering af 100 m skråningsbeskyttelse af marksten og to T-høfder.

    Formålet er at opnå beskyttelse mod erosion af kystnære arealer samt beskyttelse mod ødelæggelse af bebyggelse. Fra skræntkanten er der ca. 85 m til nærmeste sommerhus.

     

    Kystdirektoratet har nu givet deres lovpligtige § 2-udtalelse til sagen, se bilag.

     

    Hvis det besluttes at sagens skal fremmes, vil næste skridt være, at Nørgårdkolonien indsender et konkret kystbeskyttelsesprojekt med angivelse af tidsplan, pris og fordelingsnøgle for udgifterne. Herefter kan administrationen påbegynde arbejdet med en egentlig tilladelse. Tilladelsen skal efterfølgende godkendes af Udvalget for Teknik.

     

    Kystdirektoratets udtaler:

    - Dræning af skrænten vurderes at ville modvirke skred.

    - Den syd-østgående sandtransport er begrænset. De ansøgte høfder vil derfor kun have en mindre virkning. Læsideerosionen fra den eksisterende badebro/høfde kan dog mindskes ved at forkorte badebroen/høfden.

    - Det anbefales at skrænten beskyttes ved at udlægge ler i stedet for sten. Vælges løsningen med stensikring, vil der blive frigivet mindre materiale til kysten, og havbunden foran vil blive eroderet og med tiden vil vandet foran blive dybere. Ved brug af sten bør der derfor løbende sandfodres, så erosionen ikke underminerer stensætningen.

    - Det anbefales at tilladelsen gøres tidsbegrænset svarende til kystbeskyttelsesanlæggets levetid.

    - Det anbefales at undersøge, hvordan projektet vil påvirke nabokyststrækninger.

    - Det bør sikres, at der er overensstemmelse mellem målsætningen og effekt af projektet, altså om det ansøgte projekt løser problemerne.

     

    Palsgaard, der ejer ca. 540 m kyststrækning mod syd, har udtalt, at der ikke er nogen indvindinger over for projektet og vurderer, at der ikke er behov for at undersøge de erosionsmæssige konsekvenser.

     

    Kystdirektoratet anbefaler således en blød kystbeskyttelse med ler og dræning af skrænt. Alternativt bør en hård kystbeskyttelse etableres uden nye høfd i nogen grad eroderes.  

    Kommunikation

    Beslutningen offentliggøres på kommuens hjemmeside og med brev til alle ejere i Nørgårdkoloniens Grundejerforening, samt første nabolodsejere (kyst) nord og syd for Nørgårdkolonien, Pøt Strandby.

     

    Udvalgets beslutning kan ikke påklages.

     

    Lovgrundlag

    Lovbekendtgørelse nr. 57 af 21. januar 2019 om Kystbeskyttelse, § 2a, stk. 1

    Indstilling

    at sagen fremmes
    at udvalget beslutter, om der skal arbejdes videre med det ansøgte projekt, eller projektet skal tilpasses Kystdirektoratets anbefalinger.

    Beslutning

    Godkendt, idet der arbejdes videre med det ansøgte projekt.

    Sagsnr.: 06.00.05-P16-8-18

    Beslutningstema

    Udvalget for Teknik skal tage endelig stilling til vedtagelse af tillæg 17 til spildevandsplan 2015-2020 – privat regnvandslav i Lille Dalby Bakker og spildevandskloakering af boligområde omfattet af lokalplan nr. 1104 og nr. 1142.

    Økonomi

    Der er ingen direkte økonomi i forhold til det kommunale budget, men projektet har indflydelse på Hedensted Spildevands økonomi.

    Økonomi har ingen bemærkninger til de økonomiske aspekter.

    Historik

    Udvalget besluttede den 14. januar 2020 at sende forslag til tillæg 17 til spildevandsplanen i 8 ugers offentlig høring.

     

    Forslaget har i overensstemmelse hermed været fremlagt i offentlig høring fra torsdag den 6. februar 2020 til torsdag den 2. april 2020.

    Sagsfremstilling

    Hedensted Spildevand skal stå for den kommende spildevandskloakering af etape 3 og 4 for Lille Dalby Bakker, som fremgår af lokalplan 1142, samt at optage det private regnvandslav for Lille Dalby Bakker i spildevandsplanen.

     

    Derudover vil tillægget blive brugt til at tilrette spildevandsplanen for lokalplanramme 1104 etape 1 og 2 for Lille Dalby Bakker, så dette område ligeledes fremgår af spildevandsplanen.

     

    Det er vurderet fra rådgivers side, at der ved en lille udvidelse af regnvandsbassinerne kan håndteres en 100 års hændelse for regnvand i bassinerne. Dette ses som et stort plus i forhold til, at det vil være af stor værdi for fremkommeligheden i området, at klimasikre mod store vandmængder i fremtiden.

     

    Der er modtaget vedtægter til et privat spildevandslav, som skal stå for en privat kollektiv håndtering af områdets regnvand. Områdets sanitære spildevand vil blive afledt til Hedensted Spildevands kloaksystem, som tidligere nævnt. Vedtægterne skal, senest ved vedtagelse af dette tillæg, tinglyses på de enkelte ejendomme.

     

    Forslag til tillæg 17 til spildevandsplanen har været udsendt i offentlig høring i 8 uger, fra den 6. februar 2020 til den 2. april 2020.

    Der er i den 8 ugers høringsperiode ikke kommet nogle høringssvar.

     

    Tillæg nr. 17 indstilles til godkendelse.

    Kommunikation

    Det endeligt vedtagne tillæg til spildevandsplanen offentliggøres i henhold til spildevandsbekendtgørelsens §7.

    Lovgrundlag

    - Lov om miljøbeskyttelse nr. 1218 af 25. november 2019, §32

    - Bekendtgørelse om spildevandstilladelser efter miljøbeskyttelseslovens kap 3 og 4 nr. 1317 af 4. december 2019, jf. lovbek. nr. 1317 af 4. december 2019, §5

    Indstilling

    at tillæg 17 til spildevandsplanen vedtages uden ændringer.

    Beslutning

    Godkendt

    Sagsnr.: 06.00.05-P16-8-19

    Beslutningstema

    Udvalget for Teknik skal tage endelig stilling til vedtagelse af tillæg 20 til spildevandsplan 2015-2020 – privat spildevandslav ved Krovænget i Tørring.

    Økonomi

    Der er ingen økonomiske udgifter for kommunen i forbindelse med ændring af spildevandsplanen.

    Historik

    Udvalget besluttede den 10. april 2018 at ændre spildevandsplanen, således at der kan oprettes et privat spildevandslav ved Krovænget.

     

    Forslaget til ændring af spildevandsplanen har i overensstemmelse hermed været fremlagt i offentlig høring fra torsdag den 6. februar 2020 til torsdag den 2. april 2020.

    Sagsfremstilling

    Der er modtaget vedtægter til et privat spildevandslav, som skal stå for en privat kollektiv håndtering af områdets husspildevand og regnvand. Områdets sanitære spildevand vil gennem en privat ledning blive afledt til Hedensted Spildevands kloaksystem. Vedtægterne skal, senest ved vedtagelse af dette tillæg, tinglyses på de enkelte ejendomme.

     

    Forslag til tillæg 20 til spildevandsplanen har været udsendt i offentlig høring i 8 uger, fra den 6. februar 2020 til den 2. april 2020.

     

    Der er i den 8 ugers høringsperiode ikke kommet nogle høringssvar.

    Forslaget indstilles derfor uden ændring til endelig godkendelse.

    Kommunikation

    Det endeligt vedtagne tillæg til spildevandsplanen offentliggøres i henhold til spildevandsbekendtgørelsens §7.

    Lovgrundlag

    -      Lov om miljøbeskyttelse nr. 1218 af 25. november 2019, §32

    -      Bekendtgørelse om spildevandstilladelser efter miljøbeskyttelseslovens kap 3 og 4 nr. 1317 af 4. december 2019, jf. lovbek. nr. 1317 af 4. december 2019, §5

    Indstilling

    attillæg 20 til spildevandsplanen vedtages uden ændringer.

    Beslutning

    Godkendt

    Sagsnr.: 06.00.05-P16-2-20

    Beslutningstema

    Udvalget for Teknik skal drøfte, om Spildevandsplanen skal ændres, så den muliggør, at den del af sommerhusområdet ved Snaptun der ikke er omfattet af kloakopland spildevandskloakeres.

    Økonomi

    Planen vil sandsynligvis give et anlægsmæssigt underskud for Hedensted Spildevand A/S.

    Økonomi har ingen bemærkninger til de økonomiske aspekter.

    Sagsfremstilling

    Området, der omfatter i alt ca. 11 sommerhuse, er ikke omfattet af kloakopland. Det drejer sig om Skovly 1-9, 11 og Snaptunvej 39D.

     

    I forbindelse med en byggesag og en henvendelse fra ejer af Snaptunvej 39D, har administrationen og Hedensted Spildevand drøftet, om der skal udarbejdes et tillæg til spildevandsplanen, der vil betyde, at de pågældende huse vil blive kloakeret for sanitært spildevand.

     

    Der er enighed mellem administrationen og Hedensted Spildevand om, at det i denne sag vil være den bedste og mest fremtidssikre løsning. Der forventes en stigning i antallet af ansøgninger om gennemgribende fornyelse af sommerhuse. Disse grundstykker har en størrelse, der ofte kun yderst vanskeligt muliggør en placering af et individuelt renseanlæg på den enkelte grund. Det kan samtidig forventes, at området fremover vil blive benyttet i en større del af året.

     

    Helt generelt har mange sommerhuse i området en utidssvarende løsning, der i både teknisk og miljømæssig forstand ikke er hensigtsmæssig.

    Der vil fremover være stigende behov for nye spildevandsløsninger, og det er vanskeligt at pege på gode løsninger for de enkelte grundejere. En offentlig kloakering vil ofte være den nemmeste og miljømæssigt bedste løsning for den enkelte grundejer.

     

    Hedensted Spildevand har ledninger lige i nærheden.

    Kommunikation

    Der opstartes dialog med interessenterne. Dette sker som henvendelser til de omfattede hus-og grundejere og til Hedensted Spildevand A/S.

    Lovgrundlag

    Lov om miljøbeskyttelse, lov bekendtgørelse nr. 1218 af 25. november 2019, §32.

    Indstilling

    at der igangsættes en dialog med berørte hus-og grundejere og Hedensted Spildevand med henblik på ændring af spildevandsplanen, der ændrer den del af sommerhusområdet ved Snaptun, der ikke er omfattet af kloakopland til planlagt spildevandskloakeret.

    Beslutning

    Godkendt

    Sagsnr.: 07.00.01-P15-4-20

    Beslutningstema

    Der skal tages stilling til affaldsplanen 2020-2032 -men henblik på at sende den til offentlig høring.

    Økonomi

    Affaldsområdet hviler i sig selv økonomisk og er dermed brugerfinansieret.

    Affaldsplanen er et udtryk for kommunalbestyrelsens ønskede tiltag og retning indenfor affaldsområdet, men er ikke bindende, så affaldsplanen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser.

     

    Tiltag beskrevet i affaldsplanen giver mulighed for, at kommunen må spare sammen til udførslen af disse gennem takst og gebyr.

    Historik

    Udarbejdelsen af affaldsplanen og dens tiltag er baseret på en politisk proces, hvor Udvalget for Teknik siden august 2019 har drøftet forskellige temaer, der har relevans for affaldsplanen.

    Byrådet har i januar 2020 ved et temamøde drøftet affaldsplanens ambitionsniveau generelt, samt forhold vedrørende den nye henteordning, der skal træde i kraft i maj 2021, hvor den nuværende renovatørkontrakt udløber. På baggrund af drøftelserne ved temamødet, samt de overordnede krav til ordningerne fra EU og regeringen, vedtog Udvalget for Teknik i februar, at den nye henteordning konkret indebærer to to-delte beholdere ved enfamiliehuse til sortering af madaffald og restaffald samt metal, glas, hård plast og pap, papir, karton og blød plast.

    Etageejendomme, tæt-lav og sommerhuse kan vælge mellem standardløsningen og fællesløsninger.

    Sagsfremstilling

    Affaldsplanen skal indeholde en kortlægning af affaldsområdet i kommunen, samt målsætninger og tiltag for den første del af planperioden 2020-2026. Udvalget for Teknik har siden august løbende drøftet og vedtaget hvilke målsætninger og tiltag, affaldsplanen skal indeholde.

     

    Udkastet til affaldsplanen kan ses her: http://hedensted.viewer.dkplan.niras.dk/dkplan/dkplan.aspx?planId=37 

    Kommunikation

    Når affaldsplanen er godkendt af Udvalget for Teknik og Byrådet, skal den sendes i offentlig høring i 8 uger, før den endeligt kan godkendes i Byrådet.

    I forbindelse med det mest fremtrædende tiltag i affaldsplanen, den nye henteordning ved husstandene, vil der blive udformet en større kommunikationskampagne.

    Indstilling

    at affaldsplanen 2020-2032 anbefales godkendt, inklusiv eventuelle kommentarer, og sendes i høring.

    Beslutning

    Anbefales godkendt med en enkelt justering

    Sagsnr.: 07.18.00-Ø54-2-19

    Beslutningstema

    Udvalget for Teknik skal tage stilling til udbud af renovatøropgave til husstandsindsamling af dagrenovation, genanvendelige fraktioner og miljøkasser

    Økonomi

    Affaldsområdet fungerer efter "hvile i sig selv" princippet. Ved godkendelse af udbudsmaterialet forventes en stigning af omkostninger til renovatør. Dette er skønnet ud fra en forventning om stigning af pris for tømning af hvert enkelt affaldsbehodler, samt at antallet af beholdere øges ved indførelsen af ny henteordning.

    Udbudsmaterialet indeholder også forventninger til affaldsbeholdere, hvorfor en godkendelse af udbudsmaterialet også medfører nødvendigheden af et udbud for affaldsbeholdere. Det forventes at investeringen til nye beholdere vil være 24 mio. kr.

    Investeringen vil kunne delvist lånefinansieres afhængig af kommunens samlede udlæg til forsyningsområdet ultimo 2021.

    Forudsat, det går som budgetteret for 2020, vil kommunens gæld til ordninger for dagrenovation udgøre ca. 13 mio. kr. ved udgangen af 2020, som ved udgangen af 2021 vil være vendt til et tilgodehavende på fomentlig omkring ca. 20 mio. kr. Fra 2021 vil der således være behov for øgede indtægter fra renovationsafgifter til dækning af de stigende driftsudgifter samt investeringen til nye beholdere, idet ordningen på sigt skal hvile i sig selv.

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.

    Historik

    Det blev på udvalgsmøde den 4. februar 2020 godkendt, at der i udbuddet blev arbejdet videre med parameter i det kommende udbud, men at pris skulle vægtes højest.

    Sagsfremstilling

    Den 31. april 2021 udløber kontrakten med nuværende renovatør, og der skal ske et nyt udbud af renovationsopgaven. Det er planlagt således, at opstart for den nye renovatør sker samtidig med at den nye henteordning for madaffald, metal, glas, hård plast, papir, pap, karton, blød plast, farligt affald og restaffald går i drift.

    Forud for opstart skal den nye renovatør investere i indkøb af nye indsamlingskøretøjer, det er derfor vigtigt at sikre, at den kommende renovatør har tid til at skaffe de nødvendige indsamlingskøretøjer.

    Udbuddet for ny renovatør skal derfor udsendes snarligt og inden affaldsplan 2020-2032 er endeligt vedtaget i Byrådet til efteråret.

     

    I udarbejdelsen af udbudsmaterialet er der defineret et tildelingskriterie på 70% pris og 30% kvalitet i valget af renovatør. Det ses i bilagene, hvor udbudsbetingelserne og kravsspecifikationerne til tilbudsgiverne er beskrevet.

    I forhold til brændstof/grøn energi anvendes euronorm 6.

     

    Udbudsmateterialet er udarbejdet i samarbejde med Indkøbskontoret.

    Lovgrundlag

    Udbudsloven, Udbudsloven LOV nr. 1564 af 15. december 2015

    Affaldsbekendtgørelsen, Bekendtgørelse om affald BEK nr. 224 af 8. marts 2019

    Affaldsaktørbekendtgørelsen, Bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og -aktører m.v. BEK nr. 1753 af 27. december 2018

    Miljøbeskyttelsesloven, Bekendtgørelse af lov om miljøbeskyttelse LBK nr. 1218 af 25. november 2019

    Indstilling

    at udbudsmaterialet godkendes til offentliggørelse.

    Beslutning

    Indstilling godkendt

    Sagsnr.: 09.17.13-P19-2-20

    Beslutningstema

    Udvalget for Teknik skal tage stilling til, om der skal meddeles dispensation til hold af heste i byzone på Kirkebro 1, 7150 Barrit.

    Økonomi

    Kommunen ejer naboejendommen, Barrit Langgade 45, den tidligere kro i Barrit. Hold af heste på Kirkebro 1 kan have indvirkning på prisen i forbindelse med salg.

    Økonomi har ingen bemærkninger til de økonomiske aspekter.

    Sagsfremstilling

    Der er ansøgt om etablering af hestehold på heste med føl på Kirkebro 1. Bokse til heste indrettes i eksisterende staldbygning. Til opbevaring af husdyrgødning, etableres en fast plads nord vest for staldbygningen. Se kortbilag. Ejendommens bygninger og den påtænke plads til husdyrgødning er beliggende indenfor byzone i Barrit. Inden for byzone er det ikke tilladt at holde heste, grise, kvæg, får og geder dog med ganske få undtagelser. Der er mulighed for at dispensere fra dette forbud i særlige tilfælde, fx hvis der er en eksisterende stald.

     

    Hedensted Kommune har den 2. april modtaget ansøgning om dispensation fra forbud mod hold af heste i byzone. Ansøgningen er modtaget fra ansøgers advokat. I forbindelse med handel af Kirkebro 1, Barrit, betinger køber sig, at der kan etableres et hestehold på 4 heste med føl på ejendommen.

     

    Hedensted Kommune har hørt naboer og omkringboende i en periode på 2 uger med frist for indsendelse af kommentarer senest den 1. maj 2020.

    Indkomne bemærkninger fremgår af bilag - øvrige bemærkninger eftersendes.

     

    Nuværende praksis er, at når ansøgning om dispensation er modtaget, sendes et høringsbrev ud til matrikulære naboer og omkringboende. Hvis der ikke inden for fristen på 2 uger er modtaget indsigelser, meddeles dispensation. Såfremt der kommer indsigelser, lægges beslutning over til Udvalget for Teknik.

     

    Problematikken i sagen er, at med etablering af dyrehold og oplagsplads til husdyrgødning fra dyreholdet, kan der opstå gener for de omkringboende i form af flueplage og lugt.

     

    Udvalget har tidligere tilkendegivet, at man ikke ønsker produktionsdyr som svin i byzone.

    Kommunikation

    Der skal meddeles dispensation eller afslag på ansøgning om dispensation til ansøger.

    Lovgrundlag

    Beslutningen skal træffes med hjemmel i Miljøaktivitetsbekendtgørelsens §8 (BEK nr. 844 af 23. juni 2017 om miljøregulering af visse aktiviteter).

    Se bilag for uddrag af lovtekst.

    Indstilling

    at Udvalget for Teknik træffer afgørelse i sagen.

    Beslutning

    Der meddeles dispensation, idet der er bestående stald på ejendommen

    Sagsnr.: 05.01.00-G01-2-20

    Beslutningstema

    Udvalget skal tage stilling til muligheder for at ændre trafikforholdende på Ørumvej samt mulig ændret status på Svends Møllevej

    Økonomi

    Der er ikke beregnet økonomi på de forslag, der er foreslået.

    Historik

    Udvalget er orienteret om status på Ørumvej d. 14. januar.

    Udvalget deltog i et møde med beboere på Ørumvej samt repræsentanter fra Ørum lokalråd d. 18. februar.

    Sagsfremstilling

    I forbindelse med at der den 21. oktober 2019 skete udskridning af Ørumvej, og den deraf følgende lukning af vejen for lastbiltrafik, tog beboerne langs Ørumvej initiativ til en dialog omkring vejens fremtidige brug.

    Der blev afholdt et møde mellem beboere ved Ørumvej, lokalrådet i Ørum og Teknisk udvalg hos en beboer på Ørumvej d. 18. februar.

     

    På mødet blev drøftet status på Ørumvejs tilstand og plan for genopbygning, samt beboernes oplevelser under det nuværende stop for lastbilkørsel. Der blev dog særligt drøftet beboernes forslag og ønsker til de fremtidige forhold på Ørumvej med udgangspunkt i brev fremsendt til Udvalget for Teknik, se bilag. Her var fremsat 2 forslag til ændret status på Ørumvej:

    • Gør gennemkørsel forbudt for lastbiler på strækningen Egehøjvej til Stouby Kirkevej permanent.*
    • Ændre den samme strækning til en lokalvej, evt. 2-1 vej, hvor formålet hovedsageligt er at betjene få lokale og langsomt kørende biler, cyklister og fodgængere. Det giver endvidere mulighed for at etablere hastighedsdæmpende foranstaltninger.

     *I praksis betyder forslaget at der etableres gennemkørsel forbudt på strækningen fra Bråskovvej ad Hornumkær og Ørumvej og ud på Juelsmindevej.

     

    Baggrunden for forslaget er, at beboerne observerer, at der er meget gennemkørende lastbiltrafik fra Juelsmindevej ad Ørumvej og Hornumkærvej til Bråskovvej. Dette giver en mindre kilometerbesparelse i forhold til at benytte Bråskovvej til Stouby og Juelsminde/Vejlevej, der er de overordnede veje.

     

    Et gennemkørselsforbud for lastbiler vil ikke betyde ændring af betingelserne for, at der kan køres til grusgravene ved Ørum ad Hornumkærvej og Ørumvej. Et gennemkørselsforbud skal godkendes af politiet, og der kan ikke forventes at politiet vil bruge særlige ressourcer på at håndhæve mulige overtrædelser. Hverken Ørumvej eller Hornumkærvej er bygget til omfattende tung lastbiltrafik, hvilket de aktuelle skader er et godt eksempel på.

     

    Forslaget om en mulig 2-1 vej giver en række tekniske og oversigtsmæssige udfordringer på særligt strækningen op til Ørum, der betyder, at det umiddelbart ikke kan gennemføres på denne strækning. Det kan dog være en mulighed på dele af vejstykket op mod Svends Møllevej ved Daugaard. Se en uddybning af dette i notat.

     

    Svends Møllevej har været spærret for trafik i en længere periode, da et vandløb var begyndt at erodere ind i vejen. For at sikre vejen vil der enten skulle laves en kraftig forstærkning i rabatten af vejen, alternativt skal der laves en forlægning af vandløbet. Begge løsninger vil være omkostningstunge reperationer, og der skal indhentes en række tilladelser for eventuelt at flytte vandløbet. Der er ingen udkørsler til Svends Møllevej fra ejendomme i området og vejen fungerer blot som genvej ind til Daugaard. Administrationen foreslår derfor, at vejen nedlægges som kommunevej og i stedet klassificeres som offentlig sti. Som sti kan der stadig gives mulighed for kørsel med landbrugsmaskiner, og stien kan sikres mod yderligere erosion uden store omkostninger.

     

    På udvalgsmødet fremlægges forskellige muligheder og forslag for trafikforholdende på vejstrækningerne.

    Kommunikation

    Beboere ved Ørumvej samt Ørum lokalråd orienteres om udvalgets beslutning

    Indstilling

    at der søges oprettet et gennemkørselsforbud for lastbiler på Hornum SKovvej og Ørumvej fra Bråskovvej til Juelsmindevej
    at Svends Møllevej nedklassificeres til offentlig sti
    at der arbejdes videre med mulighederne for at skabe en sammenhængende adgang for gående og cyklende mellem Daugaard og Ørum ud fra de skitserede muligheder

    Beslutning

    Indstilling godkendt.

    I samarbejde med lokalråd og borgergrupper søges udarbejdet et projekt, der kan indgå i drøftelserne om anlægsbudget 2021.

    Her skal også fokuseres på krydset til Ørumvej / Egehøjvej.

    Sagsnr.: 05.01.08-G01-64-19

    Beslutningstema

    Byrådet skal tage stilling til ansøgning om anlægsbevilling til reparation af Ørumvej efter udskridning

    Økonomi

    Der søges anlægsbevilling på 1,4 mio. kr.

    Udgiften foreslås finansieret med 1,4 mio. kr. fra "Byprojekter, herunder baneunderføring”, hvor der i 2020 er afsat 10,4 mio kr.

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.

     

     

    Sagsfremstilling

    På grund af den megen regn i vinter skete der d. 19.oktober 2019 en udskridning af vejen på Ørumvej lige øst for broen over Rohden å. Udskridningen betød, at vejen af sikkerhedsmæssige årsager måtte lukkes for lastbiltrafik. Siden er der arbejdet på at lave en sikker reparation af vejen for at undgå, at det vil gentage sig. Vejen er hårdt belastet af lastbiltrafik fra især grusgravene i Ørum, dette forhold har været medvirkende til udskridningen af vejen, da denne ikke er bygget til den meget tunge trafik, der er i dag.

     

    Der er 3 udfordringer ved Ørumvej: 

    1.       Ørumvej ligger i et område med et stort grundvandstryk. Vandet trykkes ud af bakkerne, og ned under/igennem vejkassen, i retning mod Rohden Å.

    2.       Ørumvej ligger i et område med et stort indhold af ler, silt og løsaflejret sand

    3.       Ørumvej er ikke bygget til den megen tunge trafik 

     

    Derfor er det nødvendigt at stabilisere vejkassen ved at:

    ·         mindsket grundvandstrykket

    ·         udskiftet ler, silt og løs sand, med stærkt grusmateriale

    ·         danne modtryk med et større skråningsanlæg

     

    Forklaring

    Der vedbliver at være et stort grundvandtryk i området, som siver ned igennem vejkassen og jordbunden. Jordbunden har et stort indhold af ler, silt og løsaflejret sand.

    Når grundvandet strømmer igennem ler, silt og sand, mister jordbunden bæreevnen. Det bliver flydende.

    Det er derfor nødvendigt, at etablerer dræn langs Ørumvej og udskifte jorden med grusmateriale, der låser sig sammen og giver en stabil vejkasse, selvom grundvand siver igennem materialet.

    På nuværende tidspunkt sker der også det, at vejkassen skubbes ud mod åen af grundvandtrykket. Dette ændres ved, at opbygge et skråningsanlæg, der kan danne modtryk til grundvandstrykket.

    Den nye vejopbygning med grusmateriale bevirker, at vejkassen fremadrettet også kan tåle den store og tunge trafikbelastning.

     

    Anlægsprojekt

    Ørumvej graves derfor helt op fra Ørum Bro i østlig retning. Det er en strækning på 140 m.

    Der etableres vejdræn og rensebrønde, på den sydlige side af Ørumvej, der leder grundvandet ud i Rhoden Å.

    Asfalten, rabatten og den bløde vejkasse fjernes.

    Herefter opbygges en stærkere vejkasse og et bredere skråningsanlæg.

    I denne proces indbygges og komprimeres der forskellige gruslag, der giver vejkassen og skråningsanlægget stabilitet.

    Skråningsanlægget gøres cirka 7-8 meter bredere, end tidligere anlæg, for at danne modtryk til grundvandstrykket.

    Herefter udlægges der nyt asfalt, og der opsættes nyt autoværn. 

     

    Projektet igangsat med fældning af træer og afspærring af vejen d. 28. april, der er seneste aflevering d. 12. juni, men det forventes at være færdig før dette.

    Kommunikation

    Beboere i området er orienteret om afspærring af vejen.

    Indstilling

    at der meddeles anlægsbevilling på 1,4 mio. kr til arbejdet
    at finansiering sker som beskrevet under Økonomi

     

    Beslutning

    Anbefales godkendt

    Sagsnr.: 05.09.00-P20-2-19

    Beslutningstema

    Byrådet skal tage stilling til det udarbejdede tomgangsregulativ for Hedensted Kommune.

    Økonomi

    Der vil ikke være udgifter eller indtægter i forbindelse med et tomgangsregulativ.

    Historik

    Udvalget for Teknik vedtog den 4. februar, at der skal implementeres et tomgangsregulativ. Det skal gælde for hele Hedensted Kommune, både by, land og industri.

    Sagsfremstilling

    Ud af Danmarks 98 kommuner har 60 kommuner regler omkring tomgangskørsel. Her må man holde i et antal maksimum minutter (oftest 1-3 minutter) inden motoren skal slukkes. Dette gælder dog ikke ved kø-kørsel og standsning i forbindelse med lyssignaler.

    Set ud fra et miljømæssigt aspekt bør tomgangskørsel reduceres mest muligt.

    Tomgangskørsel giver en række gener i form af eksempelvis øget forurening, da brændstoffet ikke udnyttes optimalt og de fleste motorer bruger mellem 0,5-1,0 l brændstof i timen ved tomgangskørsel.

     

    Udover den øgede miljøbelastning kan der også være en række gener i form af støj og røg for omgivelserne.

    Eksempelvis når lastbiler holder i tomgang gennem længere tid under af- og pålæsning eller ved opstart om morgenen, hvis lastbiler holder stille for at varme kabine og motor op.

     

    Tomgangsregulativet skal dække hele kommunen.

     

    Kommunen vil ikke have udgifter til andet end udarbejdelsen af tomgangsregulativet og der vil ikke umiddelbart være yderligere forpligtelser forbundet med indførelse af et regulativ på området.

    Sydøstjyllands Politi skal håndhæve tomgangsregulativet ved overtrædelser.

    Kommunikation

    Når regulativet er vedtaget, vil det blive offentliggjort på Hedensted Kommunes hjemmeside samt i ugeaviser.

    Lovgrundlag

    Bek nr 844 af 23. juni 2017

    Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter: § 18. For at forebygge unødvendig luftforurening eller støjgener kan kommunalbestyrelsen påbyde eller udstede forskrifter om, at adgangen til at lade motoren i holdende motorkøretøjer være i gang skal begrænses.

     

    Indstilling

    at tomgangsregulativ for Hedensted kommune godkendes.

     

    Beslutning

    Godkendt

    Sagsnr.: 13.06.04-P20-1205018-18

    Beslutningstema

    Udvalget skal drøfte dispensation til udkørsel for lastbiler til kommende boligvej i Remmmerslund.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Historik

    I forbindelse med godkendelse af ny lokalplan 1111 den 24. april 2020 har virksomheden Medana A/S søgt om at få udkørsel til den nye vej. Dette blev afvist af udvalget ved behandlingen af lokalplanen.

    Sagsfremstilling

    I forbindelse med ombygning af krydset Hovedvejen/Spettrupvej, med tilhørende anlæg af ny vej til det nye boligområde ved Remmerslund, skal der erhverves et areal tilhørende virksomheden Medana A/S, Tømmertoften i Hedensted.

    Arealet henligger som et regnvandsbassin, der skal nedlægges. Overfladevandet skal så tilledes regnvandssystemmet i den nye boligudstykning.

    Virksomheden har pladsproblemer og ønsker umiddelbart ikke at afgive jord. Der er planer om at udnytte regnvandsbassinet til lagerplads for blandt andet hegnsartikler. Dette skal ske ved at lave et underjordisk faskineanlæg og derefter fylde arealet op til terræn. Arealet kan herefter anvendes som lagerplads.

     

    Virksomheden foreslår en anden løsning:

    En stor del af det udendørs areal henligger i dag som nødvendig vendeplads for fragtbiler. Såfremt disse biler kunne "køre igennem" kan vendepladsen i stedet anvendes som lagerplads. Samtidig undgås farlige situationer med bakkende lastbiler. Der kommer ca 10 lastbiler i døgnet - alle i virksomhedens åbningstid kl. 8.00 - 17.00.

    Virksomheden ønsker en mulighed for, at disse lastbiler kan få en udkørsel til den nye vej. Udkørslen fra virksomheden bliver lavet med en lastbilsluse, hvor kun store køretøjer med brede aksler og stor frihøjde kan passerer. Personbiler vil ikke kunne passere. Udkørslen vil kun være åben mandag til fredag mellem kl. 8.00 og 17.00. I den resterende tid vil den være spærret med en kraftig trådlåge.

    Hele virksomhedens plads er hegnet og kun tilgængelig indenfor åbningsiden.

     

    Administration skønner, at der ikke vil være trafiksikkerhedsmæssige problemer eller gener ved at imødekomme ansøgningen.

    Indstilling

    at der gives dispensation til etablering af udkørsel for lastbiller fra Tømmertoften i Hedensted til kommende vej umiddelbart nord for ansøgers parcel.

    Beslutning

    Godkendt

    Sagsnr.: 07.00.01-A26-1-20

    Beslutningstema

    Udvalget for Teknik skal drøfte organiseringen af driften på det tekniske område.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Sagsfremstilling

    På baggrund af lukningen af genbrugsstationerne og den delvise lukning af Materielgården under ”Coronakrisen” har udvalgsmedlem Lars Poulsen anmodet om at få en drøftelse af den fremtidige organisering af driften på det tekniske område, da han mener, at den nuværende organisering har vist sig at være meget sårbar.

    Indstilling

    at sagen drøftes

    Beslutning

    Sagen drøftet.

    Optages på kommende dialogmøde.

    Sagsnr.: 00.22.04-A00-2-19

    Beslutningstema

    Der skal tages stilling til udvalgets deltagelse i diverse kurser, møder mv.

    Økonomi

    Deltagelsen er - for så vidt der er deltagerbetaling - indeholdt i budgettet.

    Historik

    Byrådet har den 28. januar 2014 besluttet, at såfremt der gives kørselsgodtgørelse til kurser, møder mv. inden for et udvalgs arbejdsområde, skal udvalgets deltagelse have været optaget og godkendt som et punkt på udvalgets dagsorden (afsnit 2.7 i Byrådets retningslinjer for vederlag og godtgørelser).

    Sagsfremstilling

    •  Invitation til KL´s Teknik- og Miljøkonference den 24. - 25. november i Odense (tilmelding er sket og gælder også den nye dato for konferencen)

     

    Indstilling

    at udvalget beslutter, at der gives befordring til de under sagsfremstillingen nævnte arrangementer.

     

    Beslutning

    Godkendt

    Sagsnr.: 09.02.15-G01-8-18

    Beslutningstema

    På mødet gives en gennemgang af status på tilsynet med havbrugene.

    Under orienteringen vil Cowi, som bistår Hedensted Kommune med tilsynsopgaven, deltage.

    Beslutning

    Til efterretning

    Sagsnr.: 00.01.00-P35-8-19

    Beslutningstema

    • Orientering om afgørelse fra Planklagenævnet om stadfæstelse af afslag til udvidelse af fritidshus - se bilag (Sags ID 01.03.03-P19-217737-18) Landzonesagen blev behandlet af Udvalget for Teknik 2. april 2019
    • Orientering om afgørelse fra Planklagenævnet om vognmandsvirksomhed på Raskvej 28, Aale, 7160 Tørring: Sagen afvist pga. fraflytning - se bilag (Sags ID 01.03.03-P19-159-17)
    • Orientering om forøget vandindvinding til TREFOR Lysholt Kildeplads - se bilag (Sags ID 13.02.01-P19-2-20)
    • Orientering om status for rotter og resistens - se bilag (Sags ID 09.13.01-G01-59-17)
    • Orientering om status på "Corona-situationen" på det tekniske område.
    • Orientering om henvendelse vedrørende særlig tilladelse til sejllads på Gudenåen.

    Beslutning

    Til efterretning

    Sagsnr.: 00.01.00-P35-10-19

    Beslutning

    Intet af bemærke

    Sagsnr.: 07.01.00-P15-1-19

    Sagsnr.: 01.11.34-K08-6-20

    Sagsnr.: 01.11.34-K08-9-19

    Sagsnr.: 01.11.34-K02-1-16