Gå til hovedindhold

Referater - Arkiv 2018-2021

Her finder du referater fra byrådsperioden 2018-2021.

Indhold

    Udvalg: Udvalget for Social Omsorg
    Mødedato: 10. august 2020 16:00
    Mødested: Mødelokale 2 Hedensted Rådhus

    Sagsnr.: 00.00.00-P05-1-20

    Beslutningstema

    Drøftelse af kommende undersøgelse på handicapområdet herunder temaer der ønskes belyst, kommissorium samt forslag til hvor der skal anvendes ekstern konsulentbistand.

    Historik

    Byrådet behandlede på sit møde den 24. juni 2020 et forslag fra Venstres byrådsgruppe om at iværksætte en ekstern undersøgelse af sagsbehandlingen på handicapområdet i Hedensted Kommune (se bilag).

    Sagsfremstilling

    I forbindelse med Byrådet på sit møde den 24. juni 2020 behandlede et forslag fra Venstres byrådsgruppe om at lave en ekstern undersøgelse af sagsbehandlingen på handicapområdet i Hedensted kommune (se bilag) besluttede man følgende;


    "Byrådet beder Udvalget for Social Omsorg og Udvalget for Læring drøfte, hvilke temaer indenfor voksenhandicap og børnehandicap der ønskes belyst, og hvordan en proces kan tilrettelægges på områderne i samarbejde mellem udvalg og forvaltning. Udvalgene vender tilbage til Byrådet med forslag til kommissorium på mødet ultimo august 2020, herunder forslag til hvor der anvendes ekstern konsulentbistand".


    Udvalget for Social Omsorg og Udvalget for Læring anmodes om at drøfte;

    1. Hvilke temaer indenfor voksenhandicap og børnehandicap der ønskes belyst i en kommende undersøgelse


    2. Forslag til tilrettelæggelse af en proces på områderne i samarbejde mellem udvalg og forvaltning


    3. Forslag til Kommissorium herunder forslag til hvor der skal anvendes ekstern konsulentbistand


    Formand og næstformand for Udvalget for Social Omsorg og Udvalget for Læring fremsender oplæg til drøftelse.

    Kommunikation

    Udvalgenes indstilling behandles af Byrådet på mødet i august måned 2020.

    Lovgrundlag

    Byrådets beslutning 24. juni 2020.

    Indstilling

    at forslag drøftes og indstilles til Byrådet.

    Beslutning


    Udkast til kommissorium godkendes og videresendes til Byrådet, hvor der ligeledes bedes udpeget repræsentanter til styregruppen fra Byrådets partier.


    Fraværende: Bent Poulsen

    Sagsnr.: 00.00.00-Ø00-2-20

    Beslutningstema

    I henhold til budgettidsplanen skal udvalgene i august drøfte følgende emner:

    • Oplæg til +/-fil på udvalgets område
    • Overblik over tildelings- og visitationskriterier på udvalgets område, samt
    • Input til anlægsprioritering

    Sagsfremstilling

    Ad +/-fil

    Som led i arbejdet med budgetforslagets forudsætninger udarbejder administrationen en oversigt over forhold i udvalgenes budgetter, der alt-andet-lige medfører færre eller øgede udgifter. Oversigten vil som udgangspunkt ikke indeholde ønsker til budgettet, da disse skal meldes ind som led i de politiske drøftelser. +/-filens poster er i stedet en opsamling af de økonomiske konsekvenser af tidligere politiske beslutninger, lovændringer, demografi osv.

    Administrationen har foretaget en opdeling af +/-filens poster i 2 kategorier. Til den første kategori (A) henregnes poster, som administrationen skønner umiddelbart skal konsekvensrettes i budgetoplægget – f.eks. som følge af hidtidig praksis (demografi) eller tidligere politiske beslutninger. I den anden kategori (B) er oplægget, at den økonomiske konsekvens enten skal håndteres indenfor udvalgets egen ramme eller indgå i en tværgående prioritering.

    Administrationens opdeling i de 2 kategorier skal alene ses som et oplæg, som efterfølgende skal bearbejdes i den politiske proces.


    I vedlagte bilag fremgår udvalgets poster på +/-filen, som vil blive gennemgået for udvalget på mødet.


    Ad kriterier

    Med budgetaftalen for 2020 blev det besluttet, at der skulle arbejdes videre med de 4 initiativer i BAR (Balance mellem Aktiviteter og Rammer).

    Et af BAR-initiativerne er en kortlægning af de visitations- og tildelingskriterier, som benyttes til at tildele budgetmidler på udvalgenes opgaveområder. Dette initiativ er inspireret af de resultater, som Udvalget for Social Omsorg har opnået via Genopretningsplanen, hvor en målrettet fokus på anvendelse af – og opfølgning på – visitation og tildelingskriterier har skabt bedre overensstemmelse mellem forbrug og de politiske målsætninger.

    Intentionen med dette BAR-initiativ er således at give mulighed for en politisk drøftelse af det valgte serviceniveau samt at fremlægge de økonomiske konsekvenser ved at vælge et andet serviceniveau.

    Der er store forskelle mellem udvalgene på, hvor meget af budgettet, der fastlægges via visitations- og tildelingskriterier. En væsentlig del af budgettets poster er nemlig fastlagt ved hjælp af rammebeløb, der i stor udstrækning videreføres fra år til år, og som er kendetegnet ved, at der ikke kan defineres et konkret serviceniveau.

    I vedlagte opstilling (…hvis udvalget er omfattet af dette BAR-initiativ) er anført de visitations- og tildelingskriterier, der anvendes på udvalgets område. Det fremgår af oversigten, hvor stort et budget der er allokeret til det enkelte kriterie, ligesom der er anført et overslag over den økonomiske besparelse på at justere kriterie-niveauet.


    Ad input til anlæg

    Udvalget havde i juni 2020 en indledende drøftelse af udvalgets projekter i den nuværende investeringsoversigt samt overvejelser om eventuelle justeringer af investeringsoversigten, herunder nye anlægsønsker. Udskrift fra udvalgets drøftelse er vedlagt.

    Til brug for Byrådets arbejde med anlægsbudgettet skal udvalget færdiggøre overvejelserne om udvalgets bidrag til de politiske drøftelser af investeringsoversigten i budgetforslag 2021-2024.


    I det korrigerede anlægsbudget for Udvalget for Social Omsorg er indskrevet:


    2021:

    - Opdatering af brandforhold på plejehjem 2,277 mio. kr.


    2023:

    - Nyt demensplejehjem 10,5 mio. kr.

    - Nyt plejehjem Juelsminde 15 mio. kr.


    2024:

    - Nyt plejehjem Løsning 15 mio. kr.


    Administrative bemærkninger ovenstående anlægsbeløb er:

    • Opdatering af brandforhold på plejehjem vil fortsat være gældende.
    • Nyt demensplejehjem: Der vil være behov for et større anlægsbeløb til finansiering af servicearealer og indkøb af inventar mv.
    • Nyt plejehjem i Juelsminde: Der vil næppe være i år 2023 være et kapacitetsbehov for flere plejeboliger i Juelsminde, da der i år 2023 løsnes plejeboliger, der i dag bruges i skærmet afdeling / demens. Samtidig vil det tidsmæssigt ikke kunne laves en proces til et nyt plejehjem til år 2023. Anlægsbeløbet kan derfor skubbes til år 2024/25.
    • Nyt plejehjem i Løsning: Der vil næppe være i år 2023 være et kapacitetsbehov for flere plejeboliger for dækning af Hedensted/Løsning/Øster Snede områderne, da der i år 2023 løsnes plejeboliger, der i dag bruges i skærmede afdelinger / demens. Forventningen er, at behovet for flere plejeboliger vil blive en realitet fra tidligst år 2025. Det kan dog afhænge af en eventuel sundhedsreform, hvor kommunerne skal have flere rehab./ korttidspladser. Anlægsbeløbet forventes derfor at kunne skubbes til år 2026.


    Administrationen fremsætter nedenstående nye anlægsønsker til år 2021:

    • Nyt demensplejehjem: Yderlig finansiering af servicearealer 5 mio. kr. i år 2023 og indkøb af senge, lifte, nødkaldsanlæg, køkkengrej, møblering af demensdaghjem, snoozlerum, udearealer, personalerum/faciliteter i alt 3,9 mio. kr. fordelt med 1,9 mio. kr. i år 2022 og 2 mio. kr. i år 2023.
    • Samling af udekørende 2 hjemmeplejegrupper i vest med udekørende sygepleje på Møllebo Plejehjem, Rask Mølle. Forventet anlægsudgifter 1,4 mio. kr.

    Samling af de to hjemmeplejegrupper og samling med sygeplejen giver gode rammer for faglig sparring og koordinering, samtidig med at det forventes at kunne give mere optimale rammer for planlægning. Derfor forventes en driftsmæssig reduktion af driftsudgifterne på 200.000 kr. årligt.

    • Nyt indgangsparti og cykelskur ved Sundhedshuset i Løsning. Forventet anlægsudgifter 125.000 kr.

    Nuværende indgangsparti gør at der kommer et kraftigt vindpust ind gennem Sundhedshuset og direkte ind på ventende borgere. Der er i efterårs, vinter og forårs perioderne en del borger klager over kold træk.


    Det videre forløb

    Den 26. august afvikles Byrådets Aktørdag med deltagelse af Hoved MED, hvor rammer og forudsætninger for budgetforslaget præsenteres.

    Der er førstebehandling af budgetforslaget den 16. september og andenbehandling finder sted den 7. oktober.

    Mellem disse 2 behandlinger af budgetforslaget afvikler Byrådet et budgetseminar den 23. september.

    Indstilling

    At udvalget orienteres om oplæg til +/-fil på udvalgets område,

    At kriterie-oversigten jfr. BAR drøftes, og

    At udvalget drøfter og beslutter udvalgets input til anlægsbudgetlægningen

    Beslutning

    Sagen drøftet og forslag til anlæg indstilles videre i budgetlægningen.


    Fraværende: Bent Poulsen

    Sagsnr.: 00.15.10-P35-1-20

    Beslutningstema

    Drøftelse af punkter til dialogmøde med Seniorrådet den 31. august 2020.

    Sagsfremstilling

    I den løbende dialog mødes Udvalget for Social Omsorg fast med Seniorrådet.


    Seniorrådet har fremsendt følgende punkter til drøftelse:


    Forslag til budget 2021:

    1. Pårørendevejleder
    2. Fritidspas til seniorer
    3. Hvordan sikrer vi, at der ikke opstår "Århus problemer" på plejehjemmene i Hedensted Kommune
    4. Fast team til borgere i eget hjem
    5. Rengøringsjob i hjemmepleje


    Desuden en generel drøftelse af følgende:

    6. At være ufrivilligt alene, hvad gør vi?

    1. Rekruttering og fastholdelse af personale, hvad gør vi?

    Indstilling

    at Udvalget drøfter indhold og form for dialogmøderne samt emner.

    Beslutning

    Udvalget ser frem til en drøftelse af punkterne.


    Fraværende: Bent Poulsen

    Sagsnr.: 00.30.00-Ø00-9-20

    Beslutningstema

    Drøftelse af Seniorrådets budgetønsker 2021.

    Sagsfremstilling

    Seniorrådet har fremsendt følgende budgetønsker 2021:


    Pårørendestøtte/ Pårørendevejleder

    Pårørende har en meget vigtig position som støtte, tovholder, hjælper m.m.. Dog føler mange pårørende sig alene i denne rolle og føler de kæmper mod systemet i stedet for muligheden for at samspille omkring deres pårørende.

    Dette kom til udtryk på de afholdte møder omkring pårørendepolitik, hvor de pårørende udtrykte oplevelse af manglende koordinering af indsatsen.

    Vi foreslår derfor, at der oprettes en funktion, hvor pårørende kan henvende sig for støtte og information i den aktuelle problematik


    Fritidspas til seniorer – Styrkelse af tilbuddene til specielt de ældre borgere

    Med ønsket om at udskyde tidspunktet for, hvornår seniorer bliver omkostningstunge kunne det være en god idé at oprette et fritidspas til seniorer fra 65 år med henblik på tilskud v/deltagelse i motionsaktiviteter og kulturelle aktiviteter i tidsrummet 8 – 16 med henblik på inddragelse i sociale fællesskaber. Dette tiltag, kan samtidig forebygge ensomhed.

    Tiltaget kunne etableres i samarbejde med Fritid og fællesskab.


    Fast team til borgere i eget hjem der modtager personlig pleje og praktisk hjælp

    Et stort ønske for både borgere og pårørende. Kendskab til hinanden fremmer både forståelse og tilgangen til arbejdet i hjemmene, og sikrer nødvendig handling v/ændringer.


    Tilbud om helbredscheck til borgere v/67 år

    Således, at der i samråd med disse kan udarbejdes en sundhedsplan udfra BMI, levevis og interesser. Evt. i samråd med almen praksis og ikke mindst sundhedsteamet i Hedensted kommune.


    Bevarelse af klippekortet

    Klippekortet ønskes bevaret både på plejehjem og til udsatte hjemmeboende borgere.

    Indstilling

    at Seniorrådets budgetønsker 2021 drøftes.

    Beslutning

    Udvalget indstiller Seniorrådets forslag til den videre budgetlægning i Byrådet. Administrationen bedes beregne estimerede udgifter til forslagene.


    Fraværende: Bent Poulsen

    Sagsnr.: 27.15.12-G01-1-20

    Beslutningstema

     Valg af repræsentant til arbejdsgruppe for planlægning af frivilligfest 2021.

    Sagsfremstilling

    Hedensted Kommune er én gang årligt vært ved frivilligfest for frivillige inden for senior, handicap og i sociale foreninger.

    Frivilligfesten er besluttet rykket fra efteråret 2020 til vinter/ forår 2021, så der ikke er sammenfald med andre større arrangementer.


    For planlægning af frivilligfesten nedsættes en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Seniorråd, Handicapråd og Udvalget for Social Omsorg.


    Udvalget bedes udpege en repræsentant til arbejdsgruppen.

    Indstilling

    at der vælges en repræsentant til arbejdsgruppe for planlægning af frivilligfest 2021.

    Beslutning

    Allan Petersen er repræsentant for udvalget.


    Fraværende: Bent Poulsen

    Sagsnr.: 27.00.00-P27-67-20

    Beslutningstema

    Stillingtagen til indmeldelse i Fælles Servicecenter.

    Økonomi

    Indmeldelse i den nye forening Fælles Servicecenter har ingen økonomisk betydning, da der i dag betales til Fælles Servicecenter, og betalingen er uændret.

    Sagsfremstilling

    Omdannelse af Fælles Servicecenter fra et kontraktuelt samarbejde til en forening med begrænset ansvar.


    Den fremtidige organisering af FS

    FSC omdannes fra det nuværende kontraktuelle samarbejde til en forening med begrænset ansvar. Omdannelse skal sikre et klart, lovligt mandat for FSC til at levere ydelser til foreningens medlemmer.


    Omdannelsen medfører øgede driftsudgifter fordi de ydelser som foreningens medlemmer stiller rådighed fro FSC skal afregnes på markedsvilkår. Disse stilles i dag gratis til rådighed af værtskabet. Det betyder en samlet meromkostning på 0,65 mio. kr.
    I første omgang bidrager Region Midtjylland med 350.000 kr. til at dække de øgede driftsudgifter. De resterende 300.000 kr. forventes tilvejebragt gennem indtægter fra salg af rådgivning og mindre administrative besparelser.


    Foreningen vil kunne optage medlemmer uden for den midtjyske geografi. Der arbejdes ved foreningens oprettelse med to former for medlemskaber og kontingenter. Et Sundhedsaftaleunderstøttende medlemskab, som kun kan indgås af Region Midtjylland og de enkelte kommuner i Midtjylland og et Servicebenyttende medlemskab, som kun kan indgås af regioner og kommuner uden for Region Midtjylland.


    Fælles Servicecenter – baggrund og organisering

    Fælles Servicecenter for Telesundhed (FSC) blev etableret 1. maj 2018 som en fællesoffentlig tværsektoriel driftsenhed og serviceplatform, efter en forudgående 3. årig periode som OPI-projekt. FSC er etableret for at understøtte telemedicinske- og digitale sundhedsydelser (eksempelvis telemedicinsk hjemmemonitorering til borgere med KOL, virtuel hjemmepleje og digital medicinhåndtering), men der tegner sig også et betydeligt potentiale for at FSC kan udgøre en platform for andre ydelser, som efterspørges i det nære sundhedsvæsen. Konkret i form af produkter til hjemmebehandling, kropsbårne hjælpemidler mv. hvor FSC vil kunne håndtere den samlede proces fra borgerne afgiver bestilling til leverance.


    For at sikre det rette mandat til løsningen af nuværende og fremadrettede opgaver, har FSC i samarbejde med jurister fra både region og kommuner konsulteret Bech-Bruun. Den juridiske vurdering er, at den nuværende samarbejdsaftale mellem de midtjyske kommuner og Region Midtjylland ikke indeholder det fornødne mandat og retlige grundlag for FSC. Dette begrundes i en usikkerhed om, hvorvidt der er hjemmel til, at værtsmyndigheden (Region Midtjylland) har mandat til at varetage opgaver for de deltagende kommuner via FSC. Derudover er organisationsformen uhensigtsmæssig, idet Region Midtjylland hæfter udadtil overfor tredjemand for FSC's forpligtelser og aktiviteter. Ud fra en samlet vurdering anbefales det, at FSC organiseres som en forening med begrænset ansvar.


    Organisationsformen kendetegnes ved en selvstændig juridisk enhed, hvor ingen medlemmer hæfter personligt, solidarisk og uden begrænsning. Dette betyder, at medlemmerne ikke hæfter for de økonomiske forpligtelser eller ansvarspådragende fejl, da foreningen selv hæfter overfor tredjemand (f.eks. 3. partsleverandører). Region Midtjylland frigøres således for den hæftelse udadtil, der i den nuværende model påhviler Region Midtjylland som værtsmyndighed. FSC etableres dermed som en selvstændighed juridisk enhed med eget CVR.


    Foreningsdannelsens betydning for driften af FSC

    Foreningsdannelsen vil få betydning for driften af FSC, herunder de samlede driftsomkostninger.


    • Som følge af en foreningsdannelse må medlemmerne ikke stille fx lokaler, rådgivning mv. gratis til rådighed for FSC, som det er tilfældet i dag. FSC's driftsomkostninger til husleje, IT udstyr mv. vil derfor stige. Konkret vurderes disse udgifter samlet at blive 0,65 mio. kr. årligt.
    • I 2020 og for budgetåret 2021 vil Region Midtjylland bidrage med henholdsvis 115.000 kr. og 350.000 kr. til som en delvis finansiering af de øgede driftsomkostninger. De resterende 300.000 kr. vil blive forsøgt tilvejebragt gennem øgede indtægter via salg af rådgivning og mindre besparelser.
    • Ydelserne, som FSC leverer til medlemmerne, er ikke udbudspligtige, da ydelserne kan varetages under et såkaldt udvidet in-house forhold jf. udbudsloven.
    • For så vidt angår de opgaver, som medlemmerne kan udføre for FSC, er det Bech Bruuns umiddelbare vurdering, at der i Sundhedsloven er hjemmel til, at regioner og kommuner i et vist omfang kan udføre opgaver for FSC. Eksempelvis at det er region eller kommuner som forestår selve udbuddet (fx udbud af stomiprodukter, telemedicinske løsninger mv.). Men da der ikke foreligger en offentliggjort praksis eller udtalelser på, hvordan bestemmelserne skal fortolkes eller omfanget af ydelser, der kan leveres, anbefaler Bech Bruun, at Region Midtjylland og kommunerne i fællesskab forelægger spørgsmålene for Sundheds- og Ældreministeriet. Der vil derfor blive udarbejdet en henvendelse til Sundheds- og Ældreministeriet sideløbende med en foreningsdannelse.


    Anbefalingerne til en ny forening er


    a) Et Sundhedsaftaleunderstøttende medlemskab, som kun kan indgås af Region Midtjylland og de enkelte kommuner i Midtjylland. Til medlemskabet er der knyttet en række services, herunder teknisk support, rådgivning til bestilling af produkter, logistik og lager mv. Derudover er der tilknyttet et årsværk til opgaver i form af rådgivning, udvikling, koordinering og afklaring samt videns opsamling i forbindelse med opgaver, som ligger under Sundhedsaftalen.


    b) Et Servicebenyttende medlemskab, som kun kan indgås af regioner og kommuner uden for Region Midtjylland. Medlemskabet er opdelt i et servicesæt til Telesundhed og et servicesæt til stomiprodukter. Servicesættene differentieres i forhold til de forskellige ydelser, som der kan leveres fra FSC, men grundlæggende indeholder de samme services som det Sundhedsaftaleunderstøttende medlemskab. Dog differentieres der ved, at det Servicebenyttende medlemskab ikke har tilknyttet et årsværk til opgaver i form af rådgivning, udvikling, koordinering mv., som ligger under Sundhedsaftalen.


    Sammenhæng og betydning for andre projekter

    Behovet for en beslutning om at omdanne FSC til forening er, udover at sikre et bæredygtigt juridisk hjemmegrundlag for FSC nuværende virke, nødvendig for igangsætning af udbud af stomiprodukter i sensommeren 2020. I regi af Økonomiaftalen 2017 er der iværksat et samarbejde mellem Aarhus Kommune, Odense Kommune, Region Syddanmark og Region Midtjylland om et fælles udbud af stomiprodukter. Formålet er at sætte borgeren i centrum ved at sikre smidige overgange fra region til kommune for borgere med permanent stomi. Projektet virker således understøttende på økonomiaftalens opdrag om at skabe en bedre og mere sammenhængende offentlig sektor på tværs af sektorgrænserne.


    En klar forudsætning for at kunne administrere et fælles produktsortiment er, at dette kan håndteres igennem en fælles serviceplatform (fælles fysisk infrastruktur som opbygges til på sigt at kunne håndtere et større opgavefelt af korpsbårne hjælpemidler). En fælles serviceplatform om også de syddanske kommuner kan tilslutte sig ved et medlemskab af foreningen FSC.


    ”I forhold til etableringen af det fornødne mandat og retlige grundlag for FSC, vil det være nødvendigt at etablere fællesskabet i en ny struktur, herunder med et nyt retligt grundlag i forhold til det eksisterende, herunder ikke mindst hvis Region Syddanmark og kommunerne i regionen skal indtræde i samarbejdet” (redegørelse fra Bech-Bruun).


    Fra de midtjyske kommuners perspektiv vil det være vigtigt at få Syddanmark med (både region og kommuner). Både af hensyn til volumen i udbuddet (forventet bedre pris for kommuner på stomiprodukter) og forbi de vil give en styrket økonomi til at udvikle den nødvendige serviceplatform – og i sidste ende flere til at betale driftsomkostninger i FSC.


    Den videre proces

    Nedenfor er skitseret den forventede proces omkring omdannelsen af FSC til en forening:

    Element i foreningsdannelse

    Dato

    Primært (Midtjylland)

    Sekundær (øvrige)

    Endelig adm. godkendelse

    Uge 19

    Sundhedsstyregruppens formandskab


    Orientering


    28/5

    Sundhedskoordinationsudvalget (SKU)


    KD-net


    29/5

    Endelige adm. godkendelse i kommunerne


    Godkendelse


    10/6

    Udvalg for nære sundhedstilbud (regionalt)


    Orientering


    17/6

    KKR


    Indmeldelse i foreningen via politisk godkendelse

    10/6 – 14/8

    Kommuner (udvalg/byråd)

    RM forretningsudvalget (16/6)

    RM regionsrådet (24/6)

    Kommuner og region i Syddanmark mhp. tilslutning til løsningsmodel i det fælles Stomiudbud

    Tiltrædelses-deadline


    14/8

    Alle kommuner og regioner


    Udpegning af kandidater til FSCs bestyrelse, jævnfør vedtægter

    10/6 -14/8

    KOSU – DKS forum/sundhedschefkreds

    RM-Dir/adm. sundhedsledelsesforum/strategisksundhedsledelsesforum

    PLO-M - spørges

    DAK – Syddanmark

    RS

    Meddelelse om stiftende generalforsamling

    29/6

    Senest rettidig information om stiftende generalforsamling den 31. august 2020, samt angivelse af sted og tid for begivenheden

    Indkaldelse til stiftende generalforsamling

    17/8

    Senest rettidig indkaldelse af medlemmer til stiftende generalforsamling den 31. august 2020, med angivelse af sted og tid for begivenheden og antal af stemmeberettigede pr. medlem. Ved tilmelding ønskes opgivet prioriteret liste af kandidater til bestyrelse med henblik på tilrettelæggelse af evt. valghandling

    Stiftende generalforsamling

    31/8

    Medlemmer

    Sættende bestyrelsesmøde

    14/9

    Overdragelse af samarbejdsorganisationen FSC incl. indkøbs- og serviceaftaler samt ansatte til foreningen FSC


    Indmeldelse skal ske senest fredag den 14. august for at være stemmeberettiget og kunne stille med en evt. kandidat til bestyrelsen på den stiftende generalforsamling som forventes indkaldt til afholdelse mandag den 31. august. Der vil blive udarbejdet en specifik indmeldelsesblanket som vil blive fremsendt til alle kommuner. Der vil være behov for kandidater på direktørniveau til den kommende bestyrelse i Foreningen Fælles Servicecenter. Derfor også en opfordring til at overveje muligheden.

    Indstilling

    • at godkende indmeldelsen i Foreningen Fælles Servicecenter (FSC), med de foreliggende udkast til vedtægter og forretningsorden. Foreningen forventes dannet med virkning fra den 1. september 2020.
    • at der med indmeldelsen gives mandat til at Foreningen Fælles Servicecenter kan levere ydelser til foreningens medlemmer inden for det i vedtægterne beskrevne formål.
    • at der fastholdes et kontingent på 1,05 kr. pr. indbygger for budgetåret 2021 (for de midtjyske medlemmer), hvorefter der skal ske en konsolidering og afklaring af den fremtidige økonomi for foreningen.

    Beslutning

    Indstilling godkendt.


    Fraværende: Bent Poulsen

    Sagsnr.: 00.00.00-A00-2-20

    Beslutningstema

    Månedsopfølgning maj 2020
    Hvordan forventes regnskab 2020 at holde i forhold til budgettet?

    Beslutning

    Taget til efterretning.


    Fraværende: Bent Poulsen

    Sagsnr.: 27.36.00-A00-1-20

    Beslutningstema

    Opfølgning på TV2 dokumentar: Plejehjemmene – bag facaden.

    Sagsfremstilling

    Torsdag den 30. juli 2020 viste TV2 en udsendelse med skjulte optagelser fra to plejehjem i henholdsvis Århus og Randers kommuner.

    De skjulte optagelser i plejeboligerne ved to plejehjemsbeboere viser, at nogle personaler på forskellig vis handler uden respekt for og med omsorgssvigt over for de to ældre borgere.

    Jævn før de pårørende til de to ældre borgere med demens, så er de skjulte optagelser sat op efter, at de mange gange har snakket med personale og ledere om, at de ikke oplever omsorgen tilstrækkelig.


    Udsendelsen afføder automatisk spørgsmål ved politikere, pårørende og borgere i almindelighed om, hvorvidt den slags sker på plejehjem i Hedensted Kommune.

    Efter udsendelsen er der lavet en undersøgelse af danskernes tillid til at plejehjem yder god og omsorgsfuld pleje, og resultatet er, at rigtig mange danskere er kommet i tvivl/ har mistet tilliden til, at plejehjemmene yder god og omsorgsfuld pleje.


    Det er derfor afgørende vigtigt, at vi anerkender den virkelighed, at rigtig mange aktører blandt politikere, pårørende og alle andre borgere har behov for tryghed i, at der på plejehjemmene i Hedensted Kommune sker god og omsorgsfuld pleje af alle beboere.


    Samtidig med at vi har et borgerfokus, så skal vi have et medarbejderfokus.

    Mange medarbejdere spørger nu sig selv om, hvorvidt der kan blive lavet skjulte optagelser ved os, og det giver naturligvis en vis ængstelse – ikke nødvendigvis fordi, der er noget at skjule, men der er for alle en utryghed i uvished om at kunne blive iagttaget.


    Der skal ikke være tvivl om, at udsendelsen viste nogle scener med fuldstændig uacceptabel adfærd fra enkelte medarbejdere, som kræver handling. Det er dog vigtigt, at handlinger ikke bliver en ”klapjagt” på enkelte medarbejdere. Vi er ikke fritaget for ansvaret for egne handlinger, men vores handlinger foregår altid i en kontekst, hvor rigtig meget kan have betydning for vores adfærd. Vi tror på, at alle medarbejdere går på arbejde med den hensigt at drage god omsorg for beboerne.

    I bekymringen om, hvorvidt pårørende kan finde på at lave skjulte optagelser, så er der en vigtig erkendelse, som vi må gøre. Det er, at det sker kun hvis pårørende får mistanke om, at noget er galt, og at de oplever, at deres henvendelser ikke bliver hørt. Det betyder, at vi har handlerum ingen skjulte optagelser kan blive en realitet – det vil næppe være pårørendes første skridt.


    Udsendelsen har fokus på plejehjem, og derfor er den efterfølgende debat også centreret om plejehjem, men reelt set, så bør den videre dialog have fokus på alle møder med borgere, hvor der er asymmetrisk magtbalance – altså at borgere har brug for/ er afhængig af vores hjælp. Det betyder, at vi i Social Omsorg ikke kun vil have fokus på ældreområdet, men også voksenhandicapområdet.


    Vi må derfor både for at genskabe trygheden ved pårørende, borgere og politikere, også af hensyn til personalets tryghed skabe en bred dialog.

    Det er vigtigt at sige, at den dialog ikke udspringer af en mistanke om, at der kan foregå omsorgssvigt overfor borgere i Hedensted Kommune.


    Ovenstående er indledning på vedhæftet notat, som kan danne udgangspunkt for drøftelse i udvalget.


    Ud fra udvalgets drøftelse kan der til næste udvalgsmøde blive lavet forslag til en konkret procesplan for det videre arbejde.

    Indstilling

    at udvalget drøfter oplægget og beslutter, at der til næste udvalgsmøde skal udarbejdes en konkret procesplan for det videre arbejde.

    Beslutning

    Indstilling godkendt.


    Fraværende: Bent Poulsen

    Sagsnr.: 00.00.00-A00-35-19

    Beslutningstema

    • Proces for arbejdet med demensplejehjem, herunder præsentation af projekter den 25. september
    • Møde om behov for øget kapacitet for plejehjemspladser
    • Afgørelse fra Ankestyrelsen om brug af eksterne konsulenter
    • Dialogmøde med Område MED Social Omsorg den 08.09.20, Hornsyld Idrætscenter
    • Høringsbrev budget 2021 fra #enmillionstemmer

    Beslutning

    Taget til efterretning.


    Fraværende: Bent Poulsen

    Sagsnr.: 00.00.00-A00-35-19

    Beslutningstema

    Er udvalgsmedlemmerne opmærksomme på punkter, som ønskes på dagsordenen.


    • Utilsigtede hændelser (UTH – årsrapport)
    • Indhold for ekstern tilsyn
    • Redegørelse til Ankestyrelsen ift. sager med involvering af eksterne konsulenter
    • Orientering om arbejde med økonomiske styringsværktøjer på voksenhandicapområdet

    Beslutning

    Taget til efterretning.


    Fraværende: Bent Poulsen

    Sagsnr.: 00.00.00-A00-35-19

    Beslutningstema

    Stillingtagen til kørselsgodtgørelse til konferencer og møder mv.


    Byrådet har vedtaget at såfremt der gives kørselsgodtgørelse til konferencer, kurser og møder mv. inden for et udvalgs arbejdsområde, skal udvalgets deltagelse have været optaget og godkendt som et punkt på udvalgets dagsorden (afsnit 2.7 i Byrådets retningslinier for vederlag og godtgørelser).


    Der gives kørselsgodtgørelse til følgende arrangementer:


    • Politisk møde med KL’s Sundheds- og Ældreudvalg den 13. august kl. 16.00 - 18.00, Golf Hotel Viborg
      Tilmeldingsfrist: 10. august


    • Invitation til 10 årsjubilæum ved demenscafé


    • KL Ældrekonferencen - "Anderledes ældreliv" den 29. september 2020 kl. 09.00 - 16.00, Hotel Comwell Kolding
      Tilmelding:
      "Først-til-mølle"-princippet


    • Huskeugen - uge 39

    Beslutning

    - Claus Thaisen deltager den 13. august.

    - Deltagerne ved 10 års jubilæum ved demenscafé: Allan Petersen, Birgit Jakobsen, Merete Skovgaard-Jensen og Claus Thaisen.


    Fraværende: Bent Poulsen

    Sagsnr.: 00.00.00-A00-35-19

    Beslutning

    Ingenting.


    Fraværende: Bent Poulsen

    Sagsnr.: 00.00.00-A00-35-19

    Beslutning

    Digital underskriftsside.


    Fraværende: Bent Poulsen