Gå til hovedindhold

Referater - Arkiv 2018-2021

Her finder du referater fra byrådsperioden 2018-2021.

Indhold

    Udvalg: Udvalget for Fritid & Fællesskab
    Mødedato: 13. august 2019 14:30
    Mødested: Mødelokale 6, Uldum

    Sagsnr.: 01.02.25-P20-1-19

    Beslutningstema

    Byrådet skal beslutte om forslag til strategi for Agenda 21 i perioden 2020 - 24 skal sendes i høring, samt forslag til procesplan.

    Historik

    Byrådet besluttede på mødet den 31. august 2016 Strategi for Agenda 21 2016 - 20.

    Sagsfremstilling

    Byrådet skal inden udgangen af den første halvdel af den kommunale valgperiode offentliggøre en redegørelse for deres strategi for kommunens bidrag til en bæredygtig udvikling i det 21. århundrede. I strategien skal Byrådet fremlægge de politiske målsætninger for

     

    • At mindske miljøbelastningen
    • At fremme en bæredygtig byudvikling og byomdannelse
    • At fremme biologisk mangfoldighed
    • At inddrage befolkningen og erhvervslivet
    • At fremme samspil mellem beslutningerne om miljø, trafik, erhverv, social, sundhed, uddannelse, kultur og økonomi

     

    Med baggrund heri er der udarbejdet et forslag til strategi for Agenda 21 i Hedensted Kommune for prioden 2020 - 24.

     

    FNs verdensmål er centrale i strategien og for hver målsætning er der sat konkrete verdensmål, som der skal arbejdes med.

     

    Arbejdet med strategien forankres i Klima- og Energirådet.

     

    Strategien foreslås sendt i offentlig høring i en periode på 8 uger. Herefter vil indkomne forslag blive behandlet og den endelig strategi kan derfor forventes vedtaget i december 2019.

     

    Nærværende sag drøftes på fælles møde mellem Udvalget for Fritid & Fællesskab og Udvalget fot Teknik kl. 14.30.



    Administrationen indstiller, 13. august 2019, pkt. 111:

    at der tages stilling til forslag til strategi for Agenda 21 og forslag til procesplan.



    Udvalget for Teknik, 13. august 2019, pkt. 111:

    Anbefales godkendt

    Lovgrundlag

    Bekendtgørelse af lov om planlægning nr. 287 16. april 2018, § 33a

    Sagsnr.: 01.00.00-P20-2-19

    Beslutningstema

    Byrådet skal beslutte om forslag til vedtægter og afgrænsning for Juelsminde digelag skal vedtages, samt om principper for inddragelse af Landindvindigslaget Søkjærs anlæg og driftsopgaver i det nye digelag kan tiltrædes.

    Økonomi

    Når et eventuelt digelag er etableret, skal der tages stilling til, om kommunen skal stå i forskud med udgifter til projektering med mere.

    Dette punkt vil blive genoptaget senere.

    Hedensted Kommune skal yde teknisk og sekretariatsmæssig bistand til laget.

    Selve processen med at etablere et digelag holdes inden for kommunens normale budget. Denne proces er formuleret som Coast2Coast projektet C18 "Borgerdrevet klimatilpasning". EU er dermed med til at finansiere processen omkring etablering af digelaget.

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.

    Historik

    Byrådet vedtog i september 2015 ”Risikostyringsplan 2015 for Juelsminde”. Ifølge denne skal Hedensted Kommune tage ansvar for en proces mod dannelse af et digelag. Digelaget skal så forestå den nødvendige, fremtidige højvandssikring af byen. På byrådsmødet den 28. november 2018 blev det besluttet at igangsætte en proces mod dannelse af et digelag.

    Sagsfremstilling

    Efter byrådet på mødet i november 2018 vedtog at igangsætte processen mod dannelse af et digelag i Juelsminde, var første skridt at indkalde til et stormøde. Mødet blev afholdt på Hellebjerg Efterskole den 29. januar 2019. Indbudte var alle i Juelsminde by, som har matrikel og dermed adresse indenfor 2,5 meter højvandskurven. 600 borgere mødte frem. På mødet var der bred opbakning til, at der skulle arbejdes for at danne et digelag, og at der skulle etableres en mindre gruppe, som skulle arbejde på et oplæg til stiftende generalforsamling i digelaget (vedtægter og afgrænsning) hurtigst muligt.

    På mødet meldte 27 personer sig til gruppen. Denne gruppe holdt møde den 20. februar 2019. Her var der enighed om, at 27 mennesker var en for stor gruppe og der blev derfor valgt en mindre gruppe på 9 personer.

    Den mindre gruppe gik herefter i gang med arbejdet. Der var hurtigt enighed i gruppen om, at der skulle arbejdes for en fælles, solidarisk løsning for alle indenfor afgrænsningen. Gruppen har holdt 5 møder. Gruppen har i enighed fået udarbejdet forslag til vedtægter og afgrænsning. Afgrænsningen omfatter i alt 1.119 matrikler.

    Sideløbende hermed er der taget kontakt til Landindvingslaget Søkjær for en mulig afklaring af, hvorledes det kan indgå i det nye digelag. Dette er udmøntet i vedlagte principskrivelse. Bilag hertil, hvoraf kun bilag 2 er modtaget, betragtes som information fra Søkjær.

    Styregruppen anmoder Byrådet om at godkende vedtægter og afgrænsning, samt at tiltræde principperne for inddragelse af Søkjær.

    Byrådets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet indenfor 4 uger af de, der har ret hertil.

     

    Repræsentanter fra styregruppen deltager på mødet.

    Kommunikation

    Grundejerne indenfor afgrænsningen får brev om Byrådets afgørelse via e-post. Der informeres på kommunens hjemmeside. Der inviteres til to informationsmøder på Hellebjerg Efterskole i efteråret.

    Lovgrundlag

    Bekendtgørelse af lov om kystbeskyttelse mm. nr. 57 af 21. januar 2019, §§ 7 og 18

    Indstilling

    at forslag til vedtægter og afgrænsning for Juelsminde digelag vedtages
    at principperne for inddragelse af Landindvindingslaget Søkjærs anlæg og driftsopgaver i digelaget tiltrædes, mens bilag hertil betragtes som information.

    Beslutning

    Anbefales godkendt

    Sagsnr.: 01.02.17-P22-1-19

    Beslutningstema

    Byrådet skal drøfte og tage stilling til en revideret landdistriktsstrategi, herunder hvilke indsatser der arbejdes med i 2019/2020.

    Økonomi

    Indsatserne kan rummes indenfor den eksisterende økonomi på området

    Historik

    Byrådets fokusliste fra august 2018 "Vækstmål og Fokusliste - Rammer og sammenhæng i forhold til Strategi 2022 og Arbejdsgrundlag 2018" sætter fokus på landdistriktsudvikling. Pejlemærke 15 handler om "Fremtidens landdistriktsarbejde i Hedensted Kommune" og igangsætter udarbejdelsen af en revideret landdistriktspolitik/strategiplan, der fokuserer indsatserne og fremmer udviklingen i landdistrikterne.

     

    På udvalgsmødet i Fritid & Fællesskab den 15. januar blev der nedsat en arbejdsgruppe med deltagere fra Udvalget for Fritid & Fællesskab, Det Fælles Landdistriktsråd og administrationen, som på baggrund af de forskellige inputs har udarbejdet et udkast til en revideret strategi.

    Sagsfremstilling

    Proces

    Udkastet til en revideret strategi for landdistriktsudvikling i Hedensted Kommune er udarbejdet på baggrund af dels en evaluering af borgerbudget processerne og dels en workshop med deltagere fra lokalrådene, byrådet og administrationen. Til workshoppen bidrog deltagerne med deres hitidige erfaringer samt deres syn på fremtidens udfordringer og muligheder indenfor udvikling af lokalområderme. Derudover har arbejdsgruppen fundet inspiration i FN's Verdensmål, der også sætter fokus på udviklingen af bæredygtige byer og lokalsamfund.

     

    Indhold

    Udkastet til en revideret strategi indeholder først og fremmest det elememt, at det lokale og decentrale fortsat er et særligt kendetegn for landdistriktsudviklingen i Hedensted Kommune. Derudover indeholder udkastet en række centrale emner, som udviklingen af lokalområderne tager udgangspunkt i. Arbejdet med emnerne skal sikre, at lokalområderne fortsat er attraktive for nuværende og kommende borgere, at udviklingen tager udgangspunkt i hvert enkelt lokalområdes stedbundne kvaliteter og at udviklingen sker via tværgående samarbejder. Endelig indeholder udkastet en række metoder til, hvordan der sikres samarbejde om, investering i og udvikling af lokalområderne.

     

    Det foreslås, at de indsatser, der arbejdes med i 2019/2020 er:

    • Udvikling af funktionen "lokalkontaker" og arbejdet med at tilbyde lokalkontakter til alle lokalområder
    • Opstart af ny borgerbudget proces med udgangspunkt i de centrale emner i strategien
    • Ændring af puljebeskrivelserne, således bevillingerne fra landdistriktspuljerne gives til initiativer, der bakker op om de centrale emner i strategien

     

    Udkast til en revideret strategi for landdistriktsudvikling i Hedensted Kommune er vedlagt i bilag 1.

    Peter Altenborg, Karl Ole Knudsen og Susanne Ernst fra arbejdsgruppen deltager i behandlingen af punktet.

    Indstilling

    at udkastet til en revideret strategi for landdistriksudvikling i Hedensted Kommune anbefales godkendt.
    at arbejdet med de udvalgte indsatsområder anbefales igangsat.

    Beslutning

    Indstliing anbefales godkendt, idet der indarbejdes enkelte redaktionelle ændringer.

    Sagsnr.: 21.00.00-A00-1-19

    Beslutningstema

    Udvalget for Fritid & Fællesskab skal drøfte fremtidig retning for udvikling af Hedensted Bibliotekerne.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Personale

    Den nuværende leder af Hedensted Bibliotekerne ønsker at gå på pension og ansættelse af en ny leder forventes at kunne ske pr. 1. november 2019.

    Sagsfremstilling

    Folkebibliotekerne har gennem de seneste år været under forandring. De fysiske materialer er også blevet digitale og de forskellige huse bliver brugt til mere end blot udlån og avislæsning. Bibliotekets rolle som kulturinstitution i Hedensted Kommune skal også fortsat udvikles. Det gælder både i de ydelser, som biblioteket tilbyder og hvordan husene anvendes, men i lige så høj grad hvilke partnere biblioteket samarbejder med og at biblioteket også er tilstede ud over egne matrikler.

     

    Der vil på mødet blive præsenteret et oplæg til drøftelse.

    Indstilling

    at Udvalget for Fritid & Fællesskab drøfter fremtidig retning for udvikling af Hedensted Bibliotekerne.

    Beslutning

    Der ønskes fokus på bibliotekets rolle som kulturinstitution med et stærkt samarbejde internt og med eksterne interessenter.

    Et bibliotek, der udover at være et typisk mødested, er til stede og er igangsættende i andre sammenhænge.

    Sagsnr.: 18.16.00-Ø40-38-18

    Beslutningstema

    Udvalget for Fritid & Fællesskab skal drøfte de generelle vilkår for lokalarkiverne.

    Økonomi

    Der ydes fra Hedensted Kommune et samlet tilskud til lokalarkiverne på 117.950 kr. i 2019. Hvert enkelt lokalarkiv modtager et tilskud på 4.000 kr. To lokalarkiver modtager 8.000 kr. i tilskud, fordi de er flere sammen og dermed dækker et større område. Det gælder for lokalarkivet i Hedensted samt lokalarkivet, der dækker Glud, Rårup, Hjarnø og Skjold. Den resterende del af tilskuddet på 37.950 kr. overføres som en fællespulje til Det Lokalhistoriske Samvirke, der en fælles forening for lokalarkiverne. Derudover betaler Hedensted Kommune samvirkets faglige kontigent til Sammenslutningen af Lokalarkiver (SLA) på 22.300 kr. SLA er en interesseorganisation, som tilbyder kurser og databaser til registrering.
    Lokalarkiverne er enten beliggende i kommunale ejendomme eller i private lejemål. For de private lejemål er der en samlet huslejeudgift inklusiv forbrug på 18.100 kr., som Hedensted Kommune afholder. Der er ikke foretaget et samlet beregning på, hvad udgiften for lokalarkiver i kommunale ejendomme beløber sig til.

    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.

    Sagsfremstilling

    I Hedensted Kommune er der 18 lokalarkiver fordelt udover hele kommunen. Mange af dem er opdelt efter de tidligere sognegrænser. Arkiverne arbejder med områdernes historier gennem bøger, aviser, udklip, landkort, fotos og arkivalier.

     

    Flere lokalarkiver har senest henvendt sig med et ønske om større og bedre faciliteter og som følge deraf større udgift til husleje eller udgifter til anlægsønsker.

    Det gælder for Barrit-Vrigsted Lokalarkiv, der har tilhuse i Barrit Sognegård. I forbindelse med en renovering af Barrit Sognegård ønsker bestyrelsen at anvende lokalet, hvor lokalarkivet er placeret, til et nyt køkken. Lokalarkivet flyttes dermed til større lokaler på 1. sal, hvortil der skal etableres en stolelift på trappen. Lokalarkivet og sognegården har derfor henvendt sig med et ønske om tilskud til stolelift og en øget huslejeudgift. Det gælder også for Juelsminde Lokalarkiv, der har til huse i Juelsminde Hallerne. De ønsker at udvide antallet af arbejdspladser til de ti frivillige, der er involveret i foreningen. De kan leje et lokale mere af Juelsminde Hallerne, således der er plads til et skrivebord mere. Lokalarkivet har henvendt sig med et ønske om øget tilskud til husleje.

    Indstilling

    at Udvalget for Fritid & Fællesskab drøfter, hvorvidt der skal ændres i vilkårene for lokalarkiver.

    Beslutning

    Nuværende vilkår fastholdes.

    Er der problemstillinger om lokaliteter, undersøges det, om der kan anvises kommunale lokaler.

    Sagsnr.: 04.00.00-P15-1-17

    Beslutningstema

    Udvalget for Fritid & Fællesskab skal drøfte og tage stilling til, hvilke konkrete indsatser fra facilitetsstrategien der igangsættes i sæsonen 2019/2020.

    Økonomi

    Der er reserveret 50.000 kr. til inspirationsdagen i Fritidsudvalgets udviklingspulje.

    Historik

    Facilitetsstrategien blev godkendt af Byrådet 27. marts 2019, pkt. 52.

    Sagsfremstilling

    Facilitetstrategien for idrætsfaciliteter i Hedensted Kommune er nu udarbejdet i en grafisk version og konkrete indsatser for sæsonen 2019/2020 ønskes igangsat.

    Strategien er vedlagt som bilag 1.

     

    Forslaget til de konkrete indsatser tager afsæt i facilitetsstrategiens pejlemærker, som har været gennemgående for hele processen i drøftelser omkring udvikling af idrætsfaciliteterne: fællesskab, fleksibilitet og afstand.

    Endvidere skal de konkrete indsatser, jf. facilitetsstrategien, overordnet set arbejde med tre områder: 1) adgang, anvendelse og formidling, 2) indhold, kvalitet og udvikling og 3) nye faciliteter. Områderne berøres i mere eller mindre grad i de foreslåede indsatser.

     

    Konkrete indsatser:

      

    1 Kompetenceudvikling for selvejende idrætshaller

    Kompetenceudviklingsforløb sammensættes i samarbejde hallerne og Fritidsudvalget og forløbet tilbydes til hallernes ledere og bestyrelser.

     

    2 Effektiv kapacitetsudnyttelse

    Fortsat fokus på og diaglog omkring effektiv kapacitetsudnyttelse i de selvejende idrætshaller.

     

    3 Årlig inspirationsdag

    Inspirationsdagen er tiltænkt alle folkeoplysende foreninger med interesse for kultur- og fritidsliv i Hedensted Kommune. 

    Inspirationsdagen kan indeholde følgende elementer:

    a.    Foredrag til inspiration 

    b.    Foreningsudvikling med fagspecifikke ekspertoplæg

    c.    Idrætsspecifikke netværksmøder 

     

    4 Fremtidens idrætsfaciliteter – udendørsområdet

    a.    Fodboldanalyse

    ·         Belægning på og drift af græsbaner 

    ·         Behov for kunstgræs 

    ·         Funktionel vurdering af lysanlæg 

    b.    Kortlægning af outdoorfaciliteter inkl. formidling

     

    En uddybning af de konkrete indsatser er vedlagt som bilag 2.

    Kommunikation

    Den grafiske version samt formidling af de konkrete indsatser sendes til idrætsforeninger, haller, lokalråd samt andre interesserede og offentliggøres via kommunens hjemmeside.

    Indstilling

    at udvalget godkender forslag til konkrete indsatser.

    Beslutning

    Indstilling godkendt

    Sagsnr.: 18.16.00-Ø40-54-15

    Beslutningstema

    Udvalget for Fritid & Fællesskab skal godkende årsrapport og revisonsprotokollat for 2018.

    Økonomi

    Ingen bemærkninger

    Sagsfremstilling

    Glud Museum fremsender revideret årsrapport og revisionsprotokollat for 2018 til godkendelse, bilag 1 og 2.

    Museets samlede besøgstal i 2018 var 12.897 gæster, hvilket svarer til et fald på ca. 6 % fra året før.

    Museet gennemførte i 2018 et flot årsprogram med mange aktiviteter, se bilag 1 under ledelsesberetning.

    Regnskabet viser et underskud på 140.869 kr., hvilket efter eget udsagn ikke er tilfredsstillende. Underskuddet er efter egen beretning forårsaget af ikke-budgetterede lønudgifter, der er fremkommet i forbindelse med fejl i lønadministration i tidligere år.

    Kommunikation

    Glud Museum samt Slots- og Kulturstyrelsen orienteres om udvalgets beslutning.

    Lovgrundlag

    Bekendtgørelse af museumsloven, LBK nr. 358 af 8. april 2014, kap. 11, §34

    Indstilling

     

    at årsrapport og revisionsprotokollat for 2018 godkendes.

     

    Beslutning

    Godkendt

    Sagsnr.: 00.30.04-S00-3-18

    Beslutningstema

    Udvalget drøfter, om der er justeringer til de anlægsprojekter, der skal indgå i anlægsbudgettet for 2020-2023

    Økonomi

    Fremgår af dagsorden

    Sagsfremstilling

    Byrådet skal i forbindelse med vedtagelsen af budget 2020-2023 godkende en investeringsoversigt, der indeholder de anlægsprojekter, der ønskes igangsat/færdiggjort i budgetperioden.

     

    Investeringsoversigten er 4-årig, og der er således i forbindelse med vedtagelsen af budget 2019 taget foreløbig stilling til årene 2020-2022, hvorimod der p.t. ikke er anført projekter for år 2023. I tilknytning til vedtagelsen af budget 2020-2023 kan Byrådet tage stilling til, om de nuværende projekter i investeringsoversigten skal fastholdes, eller om der skal ske justeringer i oversigten.

     

    Nærværende drøftelse giver udvalget lejlighed til at drøfte investeringsoversigten på eget udvalgsområde samt vurdere, hvorvidt der skal ske ændringer, der ønskes medtaget i Byrådets drøftelser

     

    Byrådets økonomiske strategi afsætter 70 mio. kr. årligt i en anlægsramme. På grund af overførsler mellem årene eller konkrete beslutninger kan der godt være anlægsaktivitet til en samlet sum udover 70 mio. kr. i et budgetår.

     

    I vedlagte investeringsoversigt, som tager udgangspunkt i det vedtagne budget 2019, der efterfølgende er blevet suppleret med byrådsbeslutninger om henholdsvis overførsler mellem årene og nye anlægsprojekter, skønnes der p.t. et anlægsniveau på netto 85,7 mio. kr. i 2020. Heraf forudsættes det, at 93,4 mio. kr. er nyfinansieret (=skal finansieres indenfor den økonomiske ramme i 2020), medens -7,7 mio. kr. er overførselsfinansieret (=finansieret i et tidligere budgetår, men projekterne forventes overført til 2020)

     

    De aktuelle budgetudsigter for 2020 er uvisse på grund af den manglende økonomiaftale mellem KL og regeringen. Kommunens egne budgetforudsætninger p.t. tyder på, at der kan blive behov for at gennemføre besparelser i 2020, hvor initiativerne for at skabe balance i budgettet kan udmøntes på såvel drift som anlæg.

      

    Indstilling

    at udvalget drøfter anlægsprojekterne på udvalgets område, og
    at eventuelle justeringer/tilføjelser indgår i Byrådets prioriteringer vedr. Investeringsoversigt 2020-2023

    Beslutning

    Udvalget arbejder ud fra Facilitetsstrategien og har ikke nye områder p.t., hvorfor nuværende ønsker fastholdes.

    Sagsnr.: 00.00.00-A00-28-19

    Beslutningstema

    Stillingtagen til samarbejdsaftale mellem Veterancentret og Hedensted Kommune.

    Økonomi

    Samarbejdsaftalen er ikke en udgift

    Historik

    Byrådet i Hedensted Kommune godkendte den 30. maj 2018 en veteranpolitik for Hedensted Kommune.

    Sagsfremstilling

    Hedensted Kommune er blevet kontaktet af Veterancentret for at høre, om Hedensted Kommune skulle have interesse i at indgå en samarbejdsaftale med Veterancentret om anerkendelse og støtte af Veteraner. En samarbejdsaftale med Veterancentret går fint i tråd med Hedensted Kommunes veteranpolitik. Veterancentret kan blandt andet bistå kommunerne med rådgivning af sagsbehandlere, afholdelse af faglige oplæg og formidling af aktiviteter på veteranområdet.

     

    Med en samarbejdsaftale tilkendegiver Hedensted Kommune, at de anerkender og støtter veteraner og vil gøre brug af veterancentrets rådgivning og tilbud efter behov.

     

    Hvis en samarbejdsaftale godkendes, planlægges den underskrevet af Borgmester og en repræsentant fra Veterancentret i forbindelse med afvikling af kommunens arrangement på flagdagen 5. september 2019.

     

    Administrationen anbefaler at samarbejdsaftalen godkendes og for at koordinere opgaven med veteraner foreslås endvidere, at der udpeges en administrativ kontaktperson for veteraner og at dennes første opgave bliver at indkalde de frivillige aktører på området til et møde med henblik på at planlægge kommende aktiviteter.

    Kommunikation

    Veterancentret orienteres om beslutningen.

    Indstilling

    at samarbejdsaftalen med veterancentret godkendes.
    at der udpeges en administrativ kontaktperson for veteraner og at dennes første opgave bliver at indkalde de frivillige aktører på området til et møde med henblik på at planlægge kommende aktiviteter.

    Beslutning

    Godkendt

    Sagsnr.: 00.22.04-A00-3-18

    Beslutningstema

    Der skal tages stilling til udvalgets deltagelse i diverse kurser, møder mv.

    Økonomi

    Deltagelsen er - for så vidt der er deltagerbetaling - indeholdt i budgettet.

    Historik

    Byrådet har den 28. januar 2014 besluttet, at såfremt der gives kørselsgodtgørelse til kurser, møder mv. inden for et udvalgs arbejdsområde, skal udvalgets deltagelse have været optaget og godkendt som et punkt på udvalgets dagsorden (afsnit 2.7 i Byrådets retningslinjer for vederlag og godtgørelser).

    Indstilling

    at udvalget beslutter, om der skal være deltagelse i ovenstående arrangementer og i givet fald, hvem der deltager.

    Beslutning

    Intet at bemærke

    Sagsnr.: 00.01.00-P35-4-18

    Beslutning

    Intet at bemærke

    Sagsnr.: 00.01.00-P35-5-18

    Beslutning

    Næste mødes afholdes som oprindeligt planlagt den 3. september kl. 16.00