Gå til hovedindhold

Referater - Arkiv 2018-2021

Her finder du referater fra byrådsperioden 2018-2021.

Indhold

    Udvalg: Udvalget for Fritid & Fællesskab
    Mødedato: 3. november 2020 16:00
    Mødested: Mødelokale 1 Uldum

    Sagsnr.: 21.01.00-A00-1-20

    Beslutningstema

    Udvalget for Fritid & Fællesskab skal drøfte udvikling i udlån af materialer i 2020 på Hedensted Bibliotekerne.

    Økonomi

    Samlet blev der i 2019 anvendt 351.000 kr. på digitale udlån. Med muligheden for øgede digitale udlån i 2020 er der pr. 30. september anvendt 441.354 kr. på digitale udlån. I nedlukningsperioden er de øgede digitale udlån finansieret via budgettet til indkøb af fysiske materialer. Muligheden for øgede digitale udlån finansieres den resterende del af året inden for udvalgets ramme.


    Det skal drøftes, hvordan en eventuel fremtidig mulighed for øgede digitale udlån finansieres, da der ikke er afsat midler hertil indenfor bibliotekets ramme.


    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.

    Historik

    Udvalget for Fritid & Fællesskab drøftede status for udlån af materialer på udvalgsmødet 11. august 2020. Udvalget besluttede at fastholde niveauet for mulige digitale resten af 2020 og ønskede punktet genoptaget i november 2020.

    Sagsfremstilling

    I forbindelse med nedlukningen som følge af Corona-virus åbnede Hedensted Bibliotekerne for flere udlån på både e-Reolen, hvad angår e-bøger og lydbøger samt på Filmstriben, der er bibliotekernes filmtilbud. De fysiske biblioteker lukkede 12. marts og øgede derefter muligheden for digitale udlån som beskrevet i bilag 1. Fra 10. april havde lånerne mulighed for at bestille en bogpose, mens de fysiske biblioteker åbnede igen 18. maj.


    Udvikling i udlån viser, at antallet af digitale udlån generelt stiger i perioden for nedlukningen og fortsætter med et forhøjet niveau efter bibliotekernes genåbning. For udlån af film gælder det, at der i marts og april var en tredobling af udlån sammenlignet med samme måneder i 2019. I maj var antallet det samme antal udlån sammenlignet med maj 2019, mens der i juni-september igen var et øget udlån sammenlignet med 2019. For e-bøger gælder det, at der i månederne fra marts til juni var en fordobling af udlån sammenlignet med samme periode i 2019, mens juli har haft samme antal udlån som i 2019. Fra august til september har der igen været et væsentligt øget udlån af e-bøger sammenlignet med samme periode i 2019. For lydbøger gælder det, at der i 2020 har været 1000 flere udlån i gennemsnit pr. måned end i 2019 med en faldende tendens frem til juli. I august og september fortsætter tendensen dog kun med 400-500 flere udlån pr. måned sammenlignet med 2019. Samtidig viser sammenligningen, at der i årets første måneder generelt var en stigning i antallet af udlån af netlydbøger sammenlignet med 2019. En samlet sammenligninig mellem 2019 og 2020 er i bilag 1.


    Udvalget skal i lyset af ovenstående drøfte, hvorvidt der skal ændres i muligheden for digitale udlån fremadrettet.

    Leder af Hedensted Bibliotekerne Thomas Ry Andersen deltager i behandlingen af dette punkt.

    Indstilling

    at sagen drøftes.

    Beslutning

    Orientering taget til efterretning.

    Nuværende udlånspraktik forsættes året ud. Pr. 1. januar 2020 nedsættes udlån på Filmstriben til max 3 udlån/måned.

    Sagen genoptages på udvlagsmøde i februar 2021.

    Sagsnr.: 20.00.00-S49-1-20

    Beslutningstema

    Udvalget for Fritid & Fællesskab skal drøfte etablering og finansiering af en strategisk kulturpulje.

    Økonomi

    En strategisk kulturpulje på 300.000 kr. skal i givet fald finansieres af eksisterende midler på kultur- og fritidsområdet.

    Puljen er som udgangspunkt en engangspulje i 2021 og evalueres i slutningen af 2021 sammen med en kulturpuljen i Det Fælles Landdistriktsråd og Fritidsudvalget.


    Bilag 1 viser en samlet status over økonomien på hele kultur- og fritidsområdet for 2020 med udgangspunkt i det korrigerede budget, altså inkl. overførsler fra 2019.

    Bilag 2 viser en status på puljer og tilskud indenfor kultur- og fritidsområdet for 2020 med udgangspunkt i det oprindelige budget for 2020. Hvad angår puljerne i Det Fælles Landdistriktsråd og Fritidsudvalget vil der ske yderligere bevillinger på de kommende møder i 2020 på baggrund af ansøgninger fra foreninger, lokalråd og andre aktører.


    Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.


    Historik

    Udvalget for Fritid & Fællesskab behandlede på udvalgsmødet d. 9. juni 2020 et punkt om etablering af de to kulturpuljer. Udvalget besluttede at drøfte etablering og finansiering af en pulje til lokale initiativer med Det Fælles Landdistriktsråd og Fritidsudvalget. De to udvalg/råd har senest på deres møder henholdsvis 21. september 2020 og 6. oktober 2020 godkendt etablering og finansiering af puljen samt efter hvilke retningslinjer midlerne uddeles. Puljen til strategiske indsatser blev medtaget i budgetlægningen for 2021 og indgik som kategori B-ændring i +-filen og kan dermed finansieres indenfor udvalgsområdet.

    Sagsfremstilling

    I 2019 blev der lavet en kortlægning af kulturaktører i Hedensted Kommune, hvor også aktørerne bidrog med deres blik på styrker og potentialer i det lokale kulturliv. Deres input blev drøftet og videreudviklet på et inspirationsmøde i januar 2020 med deltagelse af et bredt udsnit af kulturaktører i Hedensted Kommune. Potentialerne samler sig om tre indsatsområder:


    Kommunikation

    • Fælles markedsføring - offentlig formidling af kulturaktiviteter, fællesskaber og aktører for eksempel på hjemmeside, sociale medier, kalender og nyhedsmails.
    • Kulturambassadører - unge og voksne kulturinteresserede ressourcepersoner, som kan være med til at formidle kulturtilbud lokalt.
    • Formidling til kulturaktører - formidling af mulighed for brug af faciliteter, hjælp til print af markedsføringsmateriale og andre støttefunktioner


    Netværk

    • Samarbejde om aktiviteter og faciliteter - kulturrygsæk til børn i folkeskolen, Kulturfabrikken og lån af hinandens værksteder/håndværk.
    • Fælles møder - erfaringsudveksling på tværs af aktører, fagspecifikke netværk og samarbejde med andre fagområder.
    • Udvikling - faglige indspark til debat og inspiration, opkvalificering af kulturaktører og nye samarbejdsprojekter.


    Faciliteter

    • Centralt kulturhus - med plads til bibliotek, børnekultur og fleksible lokaler til arrangementer og arbejdende værksteder og udstillinger.
    • Lokale kulturfaciliteter - registrering af eksisterende faciliteter, synliggørelse af eksisterende muligheder, nyt i forsamlingshusene samt udsmykning og brug af tomme, midlertidige lokaler.
    • Kultur på hjul - kulturbus, der bringer kulturen hen til lokalområder og institutioner samt kulturtrailer med basisudstyr til arrangementer.


    Derudover er der i 2019 og 2020 satset på professionel scenekunst i samarbejde med Teater Jævn. Tilbagemeldingerne fra både styregruppe og tilskuerne til teaterprojekt 2019 har været positive, og det er et ønske også fremadrettet at bidrage til lokalområdernes udvikling gennem samarbejde mellem lokalområderne og professionelle kulturaktører og aktiviteter. Endelig modtager både Det Fælles Landdistriktsråd og Fritidsudvalget ansøgninger fra forskellige kulturaktører om midler til aktiviteter.


    På baggrund af ovenstående er der etableret følgende:

    Pulje 1 - Lokale initiativer

    Puljen er etableret i et samarbejde mellem Det Fælles Landdisstriktsråd og Fritidsudvalget og er i alt på 300.000 kr. Puljens formål er at understøtte en bæredygtig opstart af nye kulturforeninger samt at understøtte nye kulturaktiviteter i eksisterende og nystartede foreninger i Hedensted Kommune hvis formål har et kulturelt sigte eller som har et projekt, der arbejder indenfor kulturområdet.


    Derudover foreslås der etableret følgende:

    Pulje 2 - Strategiske indsatser

    Puljen anvendes til at igangsætte strategiske indsatser, såsom markedsføring af aktiviteter og fællesskaber, kulturrygsæk samt nyt liv i forsamlingshusene. Indsatserne prioriteres og igangsættes af Udvalget for Fritid og Fællesskab én gang årligt. Puljen er på i alt 300.000 kr.


    Indstilling

    at sagen drøftes.

    Beslutning

    Der etableres i 2021, som et forsøg, en strategisk kulturpulje, der finansieres via overførte milder fra 2020 til 2021.

    Sagsnr.: 18.00.00-A00-2-20

    Beslutningstema

    Udvalget for Fritid & Fællesskab skal tage stilling til fortsættelse af princippet for håndtering af tilskud til de selvejende haller som følge af den aktuelle situation med udbrud af Covid-19 virus.

    Økonomi

    Hvis der udbetales lokaletilskud for foreningerne brug af haller og svømmehaller baseret på timerne fra november og december 2019 svarer det til 3 mio. kr. fremskrevet til 2020 tal. Den kommunale udgift er således ca. 2,6 mio. kr., idet en delvis momsandel kommer retur.

    Midlerne er afsat i budgettet.

    Historik

    Udvalget for Fritid & Fællesskab godkendte på udvalgsmødet 31. marts principper for håndtering af tilskud på hele kultur- og fritidsområdet.

    Sagsfremstilling

    På udvalgsmødet 31. marts godkendte udvalget følgende pricip for håndtering af lokaletilskud til foreningstimer i haller og svømmehaller:


    • Lokaletilskud til foreningstimer i haller og svømmehaller afregnes enten på baggrund af et gennemsnit for den samme periode i 2017-2019 eller for den samme periode i 2019 alt efter hvilket beløb, der er størst. Tilskuddet udbetales som ekstraordinært driftstilskud for hver berørt måned i hallerne og svømmehallerne for den periode, som hallerne vanligt afregner for.


    Lokaletilskuddet til foreningstimer i haller og svømmehallerne blev håndteret ud fra ovenstående princip i perioden marts-juni 2020, hvor hallerne og svømmehallerne var lukket ned ved lov. I juli kunne hallerne få det samme som i 2019 eller for det faktiske forbrug. Fra august og fremadrettet har hallerne udelukkende fået for det faktiske forbrug, da faciliteterne igen måtte benyttes. I perioden fra august og frem til 26. oktober har hallerne oplevet en del aflysninger af f.eks. stævner og lign, mens en del af træningerne har været afholdt som vanligt. Fra 26. oktober blev forsamlingsforbuddet sænket fra 50 personer til 10 personer. For børn og unge ind til og med 21 år gælder dog fortsat, at de gerne må være 50 personer til idræts- og foreningsaktiviteter. Det betyder, at hallerne og svømmehallerne oplever endnu flere aflysninger, som følge af de nye restriktioner.


    Det foreslås derfor, at princippet for håndtering af lokaletilskud til foreningstimer i haller og svømmehaller genoptages i november og december 2020. For det øvrige folkeoplysende område gælder principperne ligeledes for hele 2020.

    Kommunikation

    Beslutningen meddeles de berørte haller.

    Indstilling

    at princippet for håndtering af lokaletilskud til foreningstimer i haller og svømmehaller som behandlet på udvalgsmødet 31. marts fastholdes under de nuværende restriktioner.

    Beslutning

    Godkendt

    Sagsnr.: 00.00.00-A00-2-20

    Beslutningstema

    Orientering om månedsopfølgning September 2020 - Hvordan forventes regnskab 2020 at holde i forhold til budgettet?

    Beslutning

    Til efterretning

    Sagsnr.: 00.22.04-A00-2-19

    Beslutningstema

    Der skal tages stilling til udvalgets deltagelse i diverse kurser, møder mv.

    Økonomi

    Deltagelsen er - for så vidt der er deltagerbetaling - indeholdt i budgettet.

    Historik

    Byrådet har den 28. januar 2014 besluttet, at såfremt der gives kørselsgodtgørelse til kurser, møder mv. inden for et udvalgs arbejdsområde, skal udvalgets deltagelse have været optaget og godkendt som et punkt på udvalgets dagsorden (afsnit 2.7 i Byrådets retningslinjer for vederlag og godtgørelser).

    Sagsfremstilling

    Invitation til "Fremtidens idrætsfaciliteter - organisering, styring og ledelse", tirsdag d. 2. feb. 2021 i Arena Randers, Fyensgade 1, 8900 Randers


    Program:

    15.00 Velkomst og præsentation v. IFFD
    15.15 Fremtidens Idrætsfaciliteter - anbefalinger v. SDU og Idan
    16.15 Pause med kaffe og kage
    16.30 Anbefalinger på uddannelsesområdet v. Idrættens Udviklingscenter (IUCE)
    16.50 Hvordan arbejder vi videre med de konkrete anbefalinger?
    17.30 Refleksioner og perspektivering på tværs af kommuner
    17.50 Afrunding og opsamling


    Foryderligere information:

    https://www.iffd.dk/fremtidens-idraetsfaciliteter

    Indstilling

    at udvalget beslutter, om der skal være deltagelse i ovenstående arrangementer og i givet fald, hvem der deltager.


    Beslutning

    Deltagelse godkendt.

    Liselotte Hillestrøm og Hans Vacker deltog i møde med Hedensted Rideklub den 2. november 2020.


    Sagsnr.: 00.01.00-P35-9-19

    Beslutningstema

    • Orientering om stiftende generalforsamling i Juelsminde Digelag

    Beslutning

    Til efterretning

    Sagsnr.: 00.01.00-P35-11-19

    Beslutning

    Intet at bemærke

    Sagsnr.: 00.01.00-P35-6-19

    Beslutningstema

    Underskriftsside / godkendelsesside i First Agenda


    Beslutning

    Godkendt

    Sagsnr.: 88.12.03-Ø54-3-20