Gå til hovedindhold

Referater - Arkiv 2018-2021

Her finder du referater fra byrådsperioden 2018-2021.

Indhold

    Udvalg: Klima & Energiråd
    Mødedato: 8. maj 2019 16:00
    Mødested: Compas, Danmarksvej 2, Hedensted

    Sagsnr.: 09.00.00-P35-1-18

    Beslutning

    Dagsorden godkendt.

     

    Velkommen til Anders Korsgaard og Carsten Steffensen som nye deltagere i Klima- & Energirådet.

    Sagsnr.: 00.16.00-Ø34-1-19

    Beslutningstema

    Klima- & Energirådet skal tage stilling til det videre arbejde med at udarbejde en klimastrategi for Hedensted Kommune.

    Historik

    Byrådet besluttede den 27. marts 2019, at Hedensted Kommune skulle søge om at komme med i DK2020, som er Realdanias projekt, hvor der skal laves klimastrategi.

    Den 30. april 2019 fik vi besked om, at Hedensted Kommune ikke er kommet med i projektet.

     

    Der lægges op til en drøftelse af, hvordan Klima- & Energirådet skal sætte gang i processen om at udarbejde en klimastrategi.

    Indstilling

    at Rådet beslutter det næste skridt for udarbejdelsen af en klimastrategi.

    Beslutning

    Realdania har givet afslag på vores ansøgning. Vi skal derfor selv i gang med at lægge en plan for strategiarbejdet.

     

    Der var en snak om, hvad arbejdet skal indeholde og munde ud i. Rådet ønsker at fokusere på HVORFOR og så koble konkrete handlinger på. En strategi i sig selv er ikke så interessant.

     

    Beslutningen blev, at der igangsættes en proces, hvor Rådet får drøftet, hvilke indsatser der skal laves og HVORFOR. Der skal være fokus på udvalgte verdensmål. I sidste ende skal arbejdet munde ud i en strategi, som også kan indeholde den lovpligtige Agenda 21 strategi, som skal laves i 2019.

     

    Torsten, Henrik, Per og Merete mødes og laver et oplæg til næste møde i Klima- & Energirådet.

    Sagsnr.: 00.01.00-A00-3-19

    Beslutningstema

    Klima- & Energirådet skal tage stilling til, om det udkast der er til kommissoriet kan godkendes, eller om der skal laves tilpasninger.

    Sagsfremstilling

    På strategimødet den 13. marts 2019 besluttede Rådet at lave en række tilpasninger af kommissoriet. Disse er blevet indarbejdet.

     

    Som bilag findes grafisk fremstilling af status for Rådets arbejde og det nye udkast til kommissoriet.

    Indstilling

    at Klima- & Energirådet beslutter de sidste rettelser af kommissoriet og godkender dette.

    Beslutning

    Kommissoriet blev godkendt.

    Sagsnr.: 00.01.00-A00-3-19

    Beslutningstema

    Der gives status på afviklede møder i 2019. Klima- & Energirådet skal tage stilling til det videre samarbejde med Tørring Gymnasium.

    Sagsfremstilling

    Repræsentanter fra Klima- & Energirådet har deltaget i en række møder.

     

    Nærvarmemøde den 11. april 2019

    Tørring Gymnasium den 23. april 2019

    Daugaard Lokalråd den 29. april 2019

    Dialogmøde i Byrådet den 6. maj 2019

     

    Der gives en status for disse fra dem, der har deltaget.

     

    Såfremt der er planlagte møder de næste måneder, orienteres der også om dem.

     

    Tørring Gymnasium:

    På Tørring Gymnasium kom de unge med idéer til, hvad man som ung/studerende selv kan gøre for klimaet, og derudover kom de med forslag til, hvad de kunne tænke sig at samarbejde med Klima- & Energirådet om. Noterne er sammenfattet i bilag.

    Emnerne var mange, og generelt var der mange forslag og idéer i forhold til affaldsområdet.

    Det foreslås, at Klima- & Energirådet drøfter, hvilke emner de vil spille tilbage til gymnasiet med henblik på et videre samarbejde. Forslag er:

    - Klima- & Energirådet vil gerne gå i dialog om at etablere et unge-klima-råd på Tørring Gymnasium med henblik på, at det kan udvides eller kopieres andre steder i kommunen.

    - Klima- & Energirådet sender forslag og idéer om affald videre til Teknisk Udvalg med henblik på at optage en dialog med de unge om udviklingen af affaldsplan.

     

    Indstilling

    at Rådet drøfter, om besøgene/møderne giver anledning til yderligere opfølgning fra Rådets side.
    at Rådet beslutter, hvilke aktiviteter fra Tørring Gymnasium, der skal handles yderligere på og spilles tilbage til gymnasiet.

    Beslutning

    Nærvarmemøde:

    Alle 5 fjernvarmeværker i kommunen var repræsenteret sammen med øvrige interessenter for at drøfte forskellige muligheder for at drive lokale energianlæg. På dagen deltog Michael Meldgaard Christensen fra Trustrup-Lyngby Vand og Varmeværk, som har lavet en model for ejerskab og drift af sådanne anlæg.

     

    Tørring Gymnasium:

    Henrik og Anders Møller deltog på klimadag på Tørring Gymnasium. De kom med en række indsatser, som de selv kan gennemføre, og ting som de gerne vil samarbejde med Klima- & Energirådet om. Rådet besluttede at sende en liste over forslag i forhold til affaldshåndtering til Teknisk Udvalg og at tilbyde Tørring Gymnasium at hjælpe med at igangsætte et unge-klimaråd på gymnasiet. Bl.a. blev der nævnt mulighed for at lave konkurrence – fx på affaldsområdet. Anders Korsgaard og Henrik vil gerne tage til møde med gymnasiet og starte dialogen. Merete retter første henvendelse.

     

    Daugaard Lokalråd:

    Henrik har holdt et lille oplæg i Daugaard om at begynde at arbejde med lokal fællesvarme. I den forbindelse er der søgt penge hos NRGI´s værdipulje til at komme i gang med arbejdet.

     

    Dialogmøde i Byrådet:

    Ove gav status over dialogmødet i Byrådet, hvor Ove, Torsten, Carsten og Merete deltog. Der blev givet en kort status over Klima- & Energirådets arbejde med lidt ekstra fokus på Compas. Byrådets melding var i korte træk, at Rådet skal lave mere af det samme og gerne må være offensive i Byrådet ved at komme med emner til drøftelse.

    Sagsnr.: 00.01.00-A00-3-19

    Beslutningstema

    Klima- & Energirådet skal beslutte, om der skal foretages ændringer i de igangværende projekter.

    Sagsfremstilling

    Porteføljelisten er blevet justeret. Blandt andet er projekt om kommunikation udgået, fordi der i stedet skal tænkes kommunikation ind i de enkelte projekter. Derfor skal der ved gennemgang af projekterne også tages stilling til, om der er aktiviteter, der skal kommunikeres.

     

    De enkelte projektansvarlige giver en status for projekterne.

     

     

    Indstilling

    at Klima- & Energirådet beslutter eventuelle ændringer i projekterne og beslutter, hvad der skal kommunikeres.

    Beslutning

    Klimaveje:

    Merete orienterede om Horsensvej, som godt kunne være en studietur værd på et tidspunkt. Og om at Klimatorium i Lemvig laver international formidling om blandt andet klimaveje, og at Hedensted er ved at blive en form for klimavej eksperter med Dalbyvej, Horsensvej, og evt. Neptunvej (og p-plads ved Lidl).

     

    De øvrige projekter blev ikke særskilt gennemgået, da de blev berørt under de andre dagsordenspunkter.

    Sagsnr.: 00.01.00-A00-3-19

    Beslutningstema

    Klima- & Energirådet skal drøfte muligheden for at facilitere indkøbsfællesskaber om energiløsninger.

    Sagsfremstilling

    Et af projekterne som Klima- & Energirådet arbejder med, handler om at etablere fælles energi i områder, der ligger uden for almindelig fjernvarme. Løsningerne kan være mange. Det kan være etablering af fælles systemer med slanger/rør, der forbinder husene. En anden løsning kan være fortsat at være uforbundne, men alligevel have glæde af at være med i et fællesskab. For eksempel hvis man ligger for langt fra hinanden til at være forbundne, eller det af andre årsager ikke er hensigtsmæssigt at forbinde dem. Et sådant fællesskab kunne handle om at lave nogle fælles indkøb af for eksempel varmepumper, men også andre energiforbedrende løsninger. Det kan også handle om at have nogle fælles driftsaftaler.

     

    Indkøbsfællesskaber kan løses i mange forskellige fora - eksempelvis i lokalråd eller andre allerede etablerede netværk. Klima- & Energirådet drøfter, hvilke muligheder der er for at gå i samarbejde med nogle andre parter om at etablere sådan et eller flere fællesskaber.

     

    Indstilling

    at Klima- & Energirådet drøfter muligheden for at igangsætte en proces for at etablere Indkøbsfællesskaber.

    Beslutning

    Det blev besluttet, at vi følger projektet i Daugaard og ser, hvilken eller hvilke fællesskaber de får etableret. Så kan erfaringerne derfra senere blive udbredt til andre områder.

     

    Der blev drøftet muligheden for at inddrage andre parter som fx elselskaber eller lokale virksomheder.

    Sagsnr.: 09.00.00-P35-1-18

    Beslutning

    • Merete orienterede om, at en gruppe fra Trykkeriparken har bedt om foretræde for Klima- & Energirådet, og de kommer på næste møde.
    • Der blev orienteret om et nyt Oliefyrs/energimøde for borgere den 31.oktober.
    • Torsten har investeret i en plakat til Rådet ”16 måder du giver mere indlandsis til børnene".
    • Anders Korsgaard nævnte husstandsmøller, som efterhånden er langt i udviklingen og ikke kræver tilladelser. Det førte til lidt indledende snak om de vindmøller, der er i Hedensted Kommune, som i øjeblikket er under afvikling, eftersom der ikke gives tilladelser til opstilling af erstatningsmøller. Dette blev italesat som en udfordring, som Rådet evt. skal tage op på et tidspunkt.
    • Ove gjorde opmærksom på, at vi skal huske at invitere VIA til at give os en opdatering om klimavejen, Dalbyvej.