Gå til hovedindhold

Landdistrikts-, Kultur- & Fritidsudvalget - Dagsordener og referater

Se dagsordener og referater fra møderne i Landdistrikts-, Kultur- & Fritidsudvalget.

Indhold

    Udvalg: Landdistrikts-, Kultur & Fritidsudvalget 2026-2029
    Mødedato: 4. juni 2026 17:00
    Mødested: Mødelokale 3, Hedensted Rådhus

    Sagsnr.: 18.15.00-A26-2-26

    Beslutningstema

    Mødets fraværende noteres her.

    Beslutning

    Jørgen Mikkelsen, Freddy Maagaard og Ivonne Pedersen deltog ikke i mødet.

    Kenneth Dahl deltog ikke i behandlingen.

    Sagsnr.: 85.02.10-A26-1-25

    Beslutningstema

    Introduktion til puljemidler og driftsøkonomi for Landdistrikts-, Kultur- og Fritidsudvalget

    Sagsfremstilling

    Forvaltningen giver en introduktion til midler under Landdistrikts-, Kultur- og Fritidsudvalget: 

    • Udviklings- og Anlægspuljen: 909.164. kr. til disposition ud af budget på 1.100.000 kr. 
    • Materialepuljen: 941.903 kr. til disposition ud af budget på 1.100.000 kr.
    • Vedligeholdelsespuljen: 80.146 kr. til disposition ud af budget på: 100.000 kr.  
    • TagDel: 877.000 kr. til disposition inkl. overførsler af uforbrugte midler. Budget på 480.000 kr.
    • Hjemmesidetilskud til lokalråd: 88.000 kr. 
    • Tilskud til lokalråd: 84.000 kr. Der udbetales årligt 2.500 kr. til de 29 lokalråd. 
    • Bredbåndspulje: 82.000 kr.
    • Driftsmidler for Landdistrikts-, Kultur- og Fritidsudvalget: 36.000 kr.
    • Medlemskab af Landdistrikternes Fællesråd: 21.000 kr.
    • Forsikring: 44.350 kr.

    Indstilling

    at orientering tages til efterretning

    Beslutning

    Orientering taget til efterretning

    Sagsnr.: 20.00.00-Ø40-15-26

    Beslutningstema

    Behandling af ansøgning om udvidelse af discgolfbane ved Hedensted Søerne fra 9 huller til 18 huller.

    Økonomi

    Udgifter:

    Projektets samlede udgifter er 228.147,51 kr. inkl. moms, hvor af ca. 210.000 kr. er til etablering af de nye 9 huller, mens den resterende del skal bruges til at forbedre de eksisterende 9 huller.

    Indtægter:

    Klubben har søgt/planlægger at søge følgende puljer og fonde:

    • Udviklings- og anlægspuljen: Ansøgt 114.000 kr.
    • Nykredits Fond: Bevilget 25.000 kr.
    • Jelling Sparekasses Fond: Bevilget 25.000 kr.
    • Middelfart Sparekasses Fond
    • DGI
    • Nordea Fonden
    • Friluftsrådet
    • Den Jyske Sparrekasses Fond
    • Gl. Skanderborg Fonden
    • Salling Fonden

    Klubben bidrager selv med minimum 1.000 frivillige mandetimer i projektet, da planen er at lave mest muligt arbejde med frivillige kræfter. 

    Historik

    Klubben etablerede i 2020 de første 9 huller ved Hedensted Søerne med blandt andet et tilskud på 25.000 kr. fra den daværende Udviklingspulje. 

    Sagsfremstilling

    Østjysk DiscGolf Klub søger 114.000 kr. fra Udviklings- og anlægspuljen til udvidelse af den eksisterende discgolfbane ved Hedensted Søerne fra 9 til 18 huller.

    Formålet med projektet er at:

    • skabe et fuldt udbygget idræts- og fritidstilbud i området
    • øge tiltrækningen af brugere, herunder borgere, skoler og turister
    • understøtte områdets udvikling som rekreativt område

    En fuld discgolfbane består af 18 huller, hvilket er standarden nationalt og internationalt, herunder for turneringsafvikling. En udvidelse til 18 huller vil styrke områdets rekreative tilbud og muliggøre afholdelse af større turneringer, som eksempelvis Fairway Cup samt på sigt nationale turneringer (Danish Tour) og danmarksmesterskaber.

    Hedensted Søerne har de seneste år gennemgået en væsentlig udvikling med etablering af bl.a. badestrand (2024), badebro (2025) og cykelsti (2025). En udvidelse af discgolfbanen vil være i god tråd med denne udvikling.

    Projektet henvender sig bredt til alle kommunens borgere. Banen er frit tilgængelig og gratis at benytte året rundt. Derudover har foreningen et samarbejde med de nærliggende skoler, Løsning Skole, Hedensted Skole og Stjernevejsskolen. Samarbejdet omfatter bl.a. undervisningsforløb og udlån af udstyr.

    Klubben anvender selv banen en gang om ugen til organiseret spil, ligesom den benyttes uformelt af et stort antal borgere. Brugsstatistik viser en stigende anvendelse, herunder en registreret stigning på 89 % i antal spillede runder i en app fra 2024 til 2025 (fra 1.216 til 2.309 runder). Det faktiske brug vurderes at være væsentligt højere, da mange brugere ikke registrerer deres spil.

    Projektet kan igangsættes umiddelbart efter tilsagn om støtte. Foreningen har erfaring fra etableringen af de første 9 huller, som blev gennemført på ca. 6 måneder. Udvidelsen forventes gennemført i etaper i takt med at finansieringen kommer på plads.

    Der er indgået en brugsaftale med Hedensted Kommune, som beskriver hvilke forpligtelser klubben har i forhold til drift og vedligeholdelse samt hvilke aftaler der er lavet med kommunens Materielgård.

    Kommunikation

    Østjysk DiscGolf Klub informeres om beslutningen.

    Indstilling

    at ansøgningen imødekommes

    Beslutning

    Ansøgningen imødekommes med tilsagn på 94.200 kr. til fase 1 og det resterende ansøgte beløb til fase 2. 

    Sagsnr.: 20.00.00-Ø40-20-26

    Beslutningstema

    Behandling af ansøgning om tilskud til Rum for alle på Glud Museum

    Økonomi

    Projektet beløber sig samlet set til 1,26 mio. kr., hvoraf Museet søger om 150.000 kr. fra puljen. Bilag 2 viser budget og finansieringsplan.

    Historik

    Glud Museum modtager årligt et driftstilskud - 4.000.570 kr. i 2026.
    Derudover modtog Museet i 2024 en bevilling fra Kulturpuljen på 25.000 kr. til projektet Alle generationer leger på Glud Museum.

    Sagsfremstilling

    Glud Museum søger støtte til et toårigt udviklingsprojekt, der har til formål at styrke tilgængeligheden og deltagelsesmulighederne for borgere med funktionsnedsættelser, med særligt fokus på børn og unge. Projektet tager afsæt i, at en væsentlig del af borgere med handicap i dag ikke deltager i kulturlivet. Samtidig er der et uudnyttet potentiale for at gøre museer mere inkluderende. Som kommunens eneste statsanerkendte museum har Glud Museum en særlig forpligtelse til at være et åbent og relevant kulturtilbud for alle borgere. Projektet vil udvikle og implementere en række konkrete og varige tiltag, herunder:

    • forbedret skiltning og wayfinding på museumsområdet
    • etablering af hvilestationer og bedre opholdsmuligheder
    • udvikling af et digitalt udstillingskatalog med oplæsningsfunktion
    • auditiv og digital formidling i udstillingerne
    • målrettede formidlingsforløb for borgere med funktionsnedsættelser
    • synliggørelse af tilgængelighed via museets hjemmeside

    Tiltagene skal samlet set skabe bedre forudsætninger for deltagelse, tryghed og læring for flere brugergrupper. Projektet er forankret i museets strategi 2025–2030 og gennemføres i samarbejde med lokale aktører som specialskoler, STU-tilbud og foreninger. Projektet understøtter Hedensted Kommunes strategiske mål om at anvende kultur som løftestang for trivsel, læring og fællesskab. 
    Der er tale om et udviklingsprojekt med varige effekter, som både kommer borgere med funktionsnedsættelser og øvrige besøgende til gavn. Projektet vurderes at have en bred målgruppe og et tydeligt lokalt forankret samarbejde.

    Kommunikation

    Museet informeres om beslutningen

    Indstilling

    at ansøgningen imødekommes.

    Beslutning

    Ansøgningen imødekommes

    Sagsnr.: 04.21.00-G01-2-26

    Beslutningstema

    Landdistrikts-, Kultur-, og Fritidsudvalget skal tage stilling til tiltag for at understøtte foreninger og lokalområder i arbejdet med at søge fonde og puljer til lokale projekter.

    Økonomi

    Afvikling af puljecafé kr. 10.000

    Udgift til ubegrænset flerbrugerlicens til Fonde.dk vil udgøre 37.500 kr. for 1 års aftale, 35.000 kr./år ved en 2 årig aftale og 32.500 kr./år ved en 3 årig aftale.  

    3 timers fundraising workshop til foreninger kr. 15.000

    Det samlede forslag med en 3 årig aftale samt 2 fundraising workshops vil i alt udgøre 127.500 kr., som foreslås finansieret af midlerne til puljer og indsatser under Landdistrikts-, Kultur-, Fritidsudvalget.

    Sagsfremstilling

    Landdistrikts-, Kultur-, og Fritidsudvalget drøftede og udvalgte på sidste møde temaer og indsatser, der skal danne rammen for den videre dialog med Udvalget for Vækst og Fællesskab om kommende indsatser og handlinger på udvalgets område.

    Ud fra udvalgets dialog på mødet har forvaltningen vurderet, at udvalget med dette tiltag med det samme vil kunne iværksætte en handling, der skaber en forskel for foreningernes arbejde med at søge midler til nye projekter og arrangementer og dermed understøtte temaerne Livet i vores lokalsamfund og Vores fællesskab.

    Forvaltningen foreslår, at foreninger og lokalområder kan opnå kompetenceudvikling i arbejdet med at søge fonde og puljer til lokale projekter ud fra nedenstående handlinger:

    Temaaften - Gør dine idéer til virkelighed – få styr på puljer, fonde og fundraising

    Som led i arbejdet med at øge synligheden på puljerne, som Landdistrikt-, Kultur-, og Fritidsudvalget varetager foreslår forvaltningen, at der afholdes en temaaften i september 2026.

    Temaaftenen vil have en varighed på 3 timer og foregå en hverdagsaften, hvor alle foreninger og aktører inden for udvalgets område inviteres.

    På temaaftenen vil repræsentanter for Landdistrikt-, Kultur-, og Fritidsudvalget have mulighed for at fortælle om udvalgets arbejde og puljerne under Landdistrikts-, Kultur-, Fritidsudvalget.

    Derudover inviteres eksempelvis Nordea Fonden, Gl. Skanderborg Fonden og Insero, til kort at fortælle om deres fonde. 

    Der vil efterfølgende være mulighed for at få sparring fra repræsentanter for Landdistrikt-, Kultur-, og Fritidsudvalget og forvaltningen. Ligesom at deltagerne vil kunne gå i dialog med de inviterede fonde.

    Der har tidligere været afviklet et lignende arrangement, der blev kaldt Puljecafé, hvor 60 personer deltog. Forvaltningen har efterfølgende haft efterspørgsel på et lignende arrangement.

    Afviklingen af arrangementet estimeres til at koste 10.000 kr.

    Indkøb af flerbrugerlicens til Fonde.dk

    Ved oprettelse af en licens til Fonde.dk vil foreningerne få adgang til en database, hvor der kan søges i og udvælges specifikke fonde og puljer, som har relevans for foreningens projekt.

    Foreningerne vil igennem digitale værktøjer kunne få inspiration og hjælp til at skrive fondsansøgninger og blive ledt igennem søge- og ansøgningsprocessen.

    Alle foreninger i Hedensted Kommune vil kunne få adgang til at benytte Fonde.dk og i forbindelse med opstarten af tilbuddet vil foreningerne blive inviteret til en 3 timers workshop. 

    Forvaltningen foreslår, at der indgås en tre årig aftale med Fonde.dk og at fundraising workshop gentages efter halvandet år, for at nye frivillige og foreninger kan deltage.

    Ved en 3 årig aftale med en 3 timers workshop i henholdsvis 2027 og 2029 vil økonomien udgøre 127.500 kr.

    Indstilling

    at forslaget imødekommes og finansieringen på 127.500 kr. sker fra midlerne til puljer og indsatser under Landdistrikts-, Kultur-, Fritidsudvalget.

    Beslutning

    Godkendt. 

    Sagsnr.: 04.21.00-G01-15-25

    Beslutningstema

    Landdistrikts-, Kultur- og Fritidsudvalget skal evaluere TagDel med udgangspunkt i de indsendte evalueringer og den nye udvalgsorganisering og tage stilling til de foreslåede ændringer af rammer og proces.

    Økonomi

    Årligt budget for TagDel: 480.000 kr. 

    Nuværende fordeling af budget: 

    • 5 x 75.000 kr. til 5 årlige deltagere = 375.000 kr. 
    • 5 x 20.000 kr. til den lokale procesfacilitering samt udgifter til eksempelvis lokaleleje eller forplejning = 100.000 kr.

    I alt: 475.000 kr.  

    Budget for forslåede ændringer af TagDel: 

    • 3 x 75.000 kr. til 3 årlige deltagere: 225.000 kr. 
    • Procentvis fordeling efter deltagerbyernes indbyggertal: 150.000 kr. 
    • 3 x 20.000 kr. til den lokale procesfacilitering samt udgifter til eksempelvis lokaleleje eller forplejning: 60.000 kr. 
    • Udviklingsmateriale / -tiltag f.eks.: Tekst/grafik/film materiale, digital platform, mødestreaming, mødeudgifter, uforudsete udgifter: 45.000 kr. 

    I alt: 480.000 kr. 

    Historik

    I 2025/2026 har 6 lokalsamfund deltaget i TagDel, da uforbrugte overførte midler gav mulighed for at ét ekstra lokalområde kunne deltage.

    TagDels formål er at engagere og involvere lokalsamfundet i en proces, hvor lokalsamfundet sammen skal afgøre, hvad de ønsker at bruge 75.000 kr. på. For at få engageret og involveret lokalsamfundet er der afsat yderligere 20.000 kr., som kan bruges på procesfacilitering, men også udgifter til eksempelvis lokaleleje eller forplejning. 

    Landdistriktskoordinatoren har godkendt budget for de 20.000 kr. til procesfacilitering. Og et medlem fra Landdistriktsrådet er udpeget som mentor, der sammen med lokalsamfundet i forskelligt omfang har bidraget til den lokale proces. Den nuværende ramme for TagDel er beskrevet i nedenstående:

    • TagDel skal gennemføres med opstart i august / september måned og afslutning og evaluering i maj / juni det efterfølgende år
    • Lokalområderne skal gøre brug af navnet TagDel
    • Processen skal have fokus på at involvere og engagere medborgere i lokalområdet
    • Demokratisk proces - ikke afstemning men konsensusbaseret
    • Der skal nedsættes en styregruppe for den lokale proces
    • For udbetaling af midler skal der indsendes et evalueringsskema og processen skal godkendes af det udpegede medlem fra Landdistriktsrådet
    • Det tilknyttede medlem fra Landdistriktsrådet skal bruges til sparring/inspiration/afklaring af spørgsmål i forbindelse med processen 


    I 2025/2026 deltager følgende byer; Bjerre, Ølsted, Hornsyld-Bråskov, Flemming, Øster Snede og Rårup.

    Sagsfremstilling

    TagDel er kommunens borgerbudgetproces på landdistriktsområdet og gennemføres med henblik på at styrke lokalt engagement, medborgerskab og deltagelse i demokratiske processer. TagDel har igennem årene typisk affødt positive evalueringer fra lokalsamfundene som en god måde at få borgere, som man ellers ikke møder til at deltage. Deltagerantallet varierer fra sted til sted.

    Af de seks lokalområder, der har deltaget i TagDel 2025/2026 (august 2025 – juni 2026), har tre lokalområder på nuværende tidspunkt afsluttet forløbet og indsendt evalueringer.

    Evalueringerne afspejler overordnet en tilfredshed med TagDel, hvor man er lykkedes med at aktivere borgere, afholde borgermøder og for et lokalområde har man etableret arbejds- og fokusgrupper. Evalueringerne indeholder også elementer, der bl.a. peger på:

    • behov for tydeligere rammer for metode, proces og tidsplan
    • behov for klarere kommunikation om samarbejde med Kultur- & Fritidsområdet
    • usikkerhed om roller og forventninger i processen

    For de tre lokalområder, hvor der endnu ikke foreligger evalueringer, vurderes det – i tråd med erfaringer fra tidligere borgerbudgetprocesser – at manglende afslutning kan hænge sammen med:

    • vanskeligheder ved at overskue processen samtidig med andre opgaver
    • behov for mere støtte til struktur, fremdrift og procesledelse
    • begrænset lokal kapacitet og erfaring med involveringsprocesser

    Det gentagende billede fra de senest år er, at nogle lokalområder trives med vide rammer og selv kan definere rammer og drive processerne, mens andre har vanskeligere ved at løfte opgaven og dermed ikke opnår det ønskede udbytte i forhold til TagDels formål.

    Borgerbudgettering – herunder TagDel – bygger på en grundlæggende ambition om at give borgere reel indflydelse på prioritering af offentlige midler og samtidig styrke demokratisk deltagelse og lokalt ejerskab.

    Erfaringer fra borgerinvolveringsprocesser og borgerbudget viser, at sådanne processer lykkes, når:

    • der er tydelige og ensartede rammer
    • roller og ansvar er klart afklarede
    • borgerne får støtte til proces og idéudvikling
    • der er realistiske tidsplaner og ressourcer
    • beslutninger omsættes til synlige resultater

    Disse pejlemærker danner baggrund for de foreslåede ændringer af TagDel for 2026/2027. 

    Ny organisering – Ny tilgang til TagDel

    Den ændrede organisering på kultur-, fritids- og landdistriktsområdet sammen med evalueringerne og pejlemærkerne giver anledning til at gentænke TagDel, så ordningen i højere grad understøtter udviklingen af det lokale fællesskab i samspil og samarbejde mellem lokalområder, udvalg og kommune.

    Formålet med ændringerne er at:

    • styrke de lokale processer
    • sikre mere ensartede forudsætninger for deltagelse
    • sænke barrierer for deltagelse
    • øge kvaliteten og gennemførslen af processerne

    Dette foreslås gjort gennem:

    • styrket kommunal involvering
    • tydeligere krav til lokale samarbejder
    • fortsat brug af udvalgsmedlemmer som mentorer
    • mulighed for kombination af fysiske og digitale deltagelsesformer

    Den konkrete ramme for TagDel kan fremadrettet se sådan ud: 

    • Der udpeges en mentor fra Landdistrikts-, Kultur- og Fritidsudvalget til hver TagDel forløb. Mentorens roller er at guide processerne i samarbejde med lokalrådet, kommunen og andre aktører med udgangspunkt i mentorens ressourcer og kompetencer
    • Deltagerantallet ændres for det kommende TagDel-forløb fra 5 til 3 for at give mulighed for at fokusere og afsætte de nødvendige ressourcer til de deltagende lokalsamfund    
    • Se budgetændringer for det reviderede TagDel-forløb i budgetafsnittet
    • Projekter, der allokeres TagDel-midler skal forankres i en lokal forening således at drift og vedligehold sikres. Og projekterne kan ikke aflede kommunale udgifter eller finansiere kommunale indsatser. I overensstemmelse med pejlemærkerne for TagDel skal projekterne realiseres inden for ét år og udbetalingen af midlerne sker som udgangspunkt i forbindelse med realiseringen af projekterne. 
    • Processen designes i et samarbejde ml. lokalområde, mentor, kommune og evt. facilitator med som udgangspunkt minimum ét "kick-off borgermøde", hvor processen startes og præsenteres og ét afsluttende "borgermøde", hvor midlerne udloddes
    • Forløbet planlægges af ét lokalråd i samarbejde med minimum én samarbejdspartner f.eks. en anden forening 
    • Der skal nedsættes en styregruppe på tværs af de lokale samarbejdspartnere bestående af minimum 5 personer
    • Der allokeres kommunal(e) medarbejder(e) til at understøtte lokaleområderne i hele processen herunder planlægning og at sikre fremdrift i processerne. Det er stadig lokalområdernes ansvar at planlægge og afvikle TagDel-processen 
    • Kommunen udarbejder en rolle- og opgaveoversigt med henblik på at forventningsafstemning af roller og opgaver i forbindelse med TagDel
    • Kommunen udarbejder skabelon på proces og procesredskaber som lokalområderne kan lade sig inspirere af eller gøre brug af og som kommunen sammen med mentor og lokalområde planlægger processen ud fra

    Forslag til overordnet forløb:

    • August-september: Rekruttering af lokalsamfund
    • Oktober-december: Forberedelse og planlægning
    • Januar-april: Afvikling
    • Maj-juni: Evaluering

    Indstilling

    at TagDel evalueres, og

    at den forslåede justering af rammen for TagDel herunder overordnet forløb godkendes 

    Beslutning

    Forslaget er godt men med mulighed for at der er mellem 3 og 5 der kan deltage. Beløbet på 75.000 kr. per lokalområde fastholdes. 

    Sagsnr.: 20.15.00-A00-1-26

    Beslutningstema

    Landdistrikt-, Kultur- og Fritidsudvalget skal udpege op til tre repræsentanter, som skal sidde med i den arbejdsgruppe, der skal arbejde med planlægningen af Award 2026, som afholdes i 2027.

    Økonomi

    I budgetaftalen for 2023-26 besluttede forligspartierne, at der fremadrettet skal afholdes Award hvert andet år.

    Der er årligt afsat 125.000 kr. i budgettet.

    Udgiften til Award har gennem årene været på mellem 220.000-250.000 kr.

    Historik

    Der blev sidst afholdt Award den 30. januar 2025 i Juelsminde Hallerne. Her deltog 553 gæster fordelt på 71 forskellige foreninger, klubber og arkiver.

    Sagsfremstilling

    Award 2026 afholdes torsdag den 28. januar 2027 i Hedensted Centret.

    Programmet for Award-festen har sædvanligvis indeholdt følgende elementer:

    • Uddeling af priser
    • Spisning
    • Underholdning på scenen
    • Netværk

    Arbejdsgruppen mødes med en medarbejder fra administrationen 1-2 gange og kommer med deres input til Award-festens afholdelse.

    Indstilling

    at der udpeges op til tre repræsentanter, som skal sidde med i en arbejdsgruppe.

    Beslutning

    Landdistrikts-, Kultur-, og Fritidsudvalget udpegede Claus Græsholm og Bent Sørensen

    Sagsnr.: 18.15.00-G01-3-26

    Beslutningstema

    Landdistrikt-, Kultur og Fritidsudvalget introduceres til tilskud i forbindelse med Folkeoplysningsloven.

    Sagsfremstilling

    Idræts- og fritidslivet i Hedensted Kommune er rigt og mangfoldigt. Der er ca. 140 folkeoplysende foreninger i Hedensted Kommune, som er fordelt på ca. 30 foreninger med spejdere- og uniformerede korps, 85 idrætsforeninger, 9 aftenskoler og 20 foreninger med anden folkeoplysende aktivitet.

    Udfoldelsen af idræts- og fritidslivet i foreningerne sker blandt andet i de 13 selvejende idrætshallerne, 3 svømmehaller, boldbaner, kunstgræsbane, spejderhytter, klubhuse samt andre idrætsanlæg så som tennisbaner og mtb spor. Idræts- og fritidsområdet er ligeledes kendetegnet ved at mange borgere dyrker deres idræts-, og fritidsliv i selvorganiserede grupper og benytter faciliteter, der er understøttet af kommunen som eksempelvis Vinterbadepunkt og Blå Flag strandene.

    Området reguleres gennem Folkeoplysningsloven. Kommunerne skal ifølge Folkeoplysningsloven blandt andet sikre at både børn, unge og voksne kan etablere og deltage i den frie folkeoplysende virksomhed. Dette gøres dels gennem tilskud til aktiviteter for børn og unge og tilskud til voksenundervisning, dels ved at stille kommunale lokaler til rådighed for folkeoplysende aktiviteter eller ved at yde lokaletilskud til egne eller lejede lokaler til aftenskoler, ungdomsklubber og folkeoplysende foreninger.

    For at synliggøre foreningerne kan borgere via Fritidsportalen søge på foreninger i nærområdet og se hvilke aktiviteter, foreninger tilbyder.

    Indstilling

    At introduktionen tages til efterretning.

    Beslutning

    Punktet udskydes til næste møde. 

    Sagsnr.: 18.15.00-G01-1-26

    Beslutningstema

    Orientering om årshjul

    Sagsfremstilling

    I årshjulet for juni måned fremgår følgende punkter:

    • Behandling af evt. ansøgninger
    • Forberedelse af Visionsmøde
    • Evaluering af TagDel

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning

    Beslutning

    Orientering taget til efterretning

    Sagsnr.: 85.02.10-A26-1-25

    Beslutningstema

    Orientering om de administrative behandlede ansøgninger

    Sagsfremstilling

    Ansøgning til Materialepuljen fra Tørring-Uldum Rideklub

    Foreningen ønsker at indkøbe 2 stk. komplette (mobile) dressurhegn. Anskaffelsesprisen er 48.000 kr.

    Forvaltningen har imødekommet ansøgningen med en bevilling på 24.000 kr. I begrundelsen for bevillingen er der bl.a. lagt vægt på, at indkøbene vil give bedre træningsrammer og udnyttelse af en nyopført multibane.

    Ansøgning til Materialepuljen fra Juelsminde Handelsstandsforening

    Foreningen har ansøgt om 38.857 kr. til støtte til afholdelse og udvidelse af Juelsminde Kunstmarked gennem indkøb af pavilloner, beachflag og skilte. 
    Forvaltningen har imødekommet ansøgningen med 50% svarende til 19.430kr. I bevillingen er der lagt vægt på, at materialerne kan gøre gavn de næste mange år og at Kunstmarkedet er en succes der tiltrækker besøgende - både lokale, fra oplandet og turister. 

    Ansøgning til Materialepuljen fra Glud Skytteforening

    Foreningen ønsker at etablere elektronisk markering på deres 50 meter bane. Anskaffelsesprisen er ca. 50.000 kr.

    Forvaltningen har imødekommet ansøgningen med en bevilling på 20.000 kr. I begrundelsen for bevillingen er der bl.a. lagt vægt på, at foreningen fremtidssikres, da elektronisk markering er i stor udvikling indenfor skydesporten. Foreningen vil med etableringen også kunne tiltrække sig værtsrollen ved afholdelse af fx landsdelsmesterskaber.
     
    Ansøgning til Materialepuljen fra Glud Skytteforening

    Foreningen ønsker at forhøje bagvolden ved deres 50 meter bane. Etableringsprisen er ca. 75.000 kr.

    Forvaltningen har imødekommet ansøgningen med en bevilling på 20.000 kr. I begrundelsen for bevillingen er der bl.a. lagt vægt på, at der er blevet stillet skærpede miljøkrav til foreningen. De vil miste deres godkendelse, i fald etableringen ikke foretages.

    Ansøgning til Udviklingspuljen fra Stouby og Omegns Lokalråd

    Foreningen har ansøgt om 20.000 kr. til støtte til afholdelse af Stoubyrevy 2026, som markering af Stoubyhallens 50 års jubilæum og Stouby GIFs 100 års jubilæum. 
    Forvaltningen har imødekommet ansøgningen med 20.000 kr. I bevillingen er der lagt vægt på, at de opfylder puljens formål, at revyen er et ekstraordinært tiltag for at samle byen, holde liv i en traditionel teaterform og det at de allerede har formået at få tilsagn fra en række andre fonde og virksomheder.

    Ansøgning til Udviklingspuljen fra Juelsminde Naturlegeplads Venner

    Foreningen har ansøgt om 15.000 kr. til afholdelse af event med Skatelandsholdet på SkateArenaen i Juelsminde. Der vil være opvisning, musik, social skate og konkurrencer. Der er fokus på at det skal være for både piger og drenge, derfor er der både pige og drenge skatere med fra landeholdet.

    Forvaltningen har imødekommet ansøgningen med 15.000 kr. I bevillingen er der lagt vægt på, at arrangementet ikke bare er for, men også med de børn og unge, der deltager og at det skaber fællesskab og sætter fokus på udendørssport.


    Ansøgning til Vedligeholdelsespuljen fra Korning Lokalråd

    Korning Lokalråd har ansøgt om 8.694 kr. til en brugt havetraktor til vedligehold af de offentlig tilgængelige stier i området. 

    Forvaltningen har imødekommet ansøgning med 8.694 kr. I bevillingen er der lagt vægt på, at vedligehold af stierne er med til gøre Korning til et attraktivt sted at bo. Samtidig understøtter det lokalrådets planer om at lave en stifolder med oversigt over de stier, man må benytte. 

    Ansøgning til Materiale- og Vedligeholdelsespuljen fra Hornsyld-Bråskov Koordinationsudvalg

    Hornsyld-Bråskov Koordinationsudvalg har ansøgt om 10.000 kr. i tilskud materialer til styrke det lokale beredskab. Der er ansøgt om tilskud til nødradio, førstehjælpskasser, megafoner, trykkeomkostninger, opslagstavler og plakater.  

    Ansøgningen er behandlet administrativt med afslag ud fra den begrundelse af at dele af det ansøgte er materialer som husstanden selv forventes at indkøbe samt at der endnu ikke foreligger en plan – både på kommunalt og lokalt niveau – for roller og opgaver for beredskab.

    Ansøgning til Materiale- og Vedligeholdelsespuljen fra Stenderup Borger & Idræt

    I Stenderup Borger & Idræt er borgerforening og idrætsforening samlet i én forening og har ansøgt om tilskud på 10.279 kr. til et TV og solafskærmning i klublokalet.

    Forvaltningen har imødekommet ansøgningen med 5.140 kr. I bevillingen er der lagt vægt på at klublokalet bruges af forskellige aktører i byen og med et større TV og solafskærmning giver det mulighed for at man også bagerst i rummet kan følge med på skærmen uden at blive generet af sollyset. 

    Ansøgning til Materiale- og Vedligeholdelsespuljen fra Løsning Lykkedes

    Løsning Lykkedes (lokalråd) har søgt om 10.000 kr. til vedligehold af nettunnel på baggrund af legepladsrapporten for deres legeplads Skærven . 

    Forvaltningen har imødekommet ansøgningen med 10.000 kr. idet ansøgningen lever op til kriterierne for puljen og bidrager til et sikkert og attraktivt legeområde. 

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning

    Beslutning

    Orientering taget til efterretning

    Sagsnr.: 18.15.00-G01-3-26

    Beslutningstema

    Orientering

    Sagsfremstilling

    Orientering fra:

    • Udvalgets medlemmer
    • Udvalget for Vækst & Fællesskab
    • Forvaltningen:
      • Grøn pulje
      • Landdistrikts-, Kultur & Fritidsudvalget godkendte på møde den 5. marts 2026 foreningen Kreaklubben som en folkeoplysende forening i Hedensted Kommune. Foreningen har den 9. april 2026 meddelt forvaltningen, at de ikke ønsker at være en forening alligevel, så godkendelsen frafalder.
      • Suppleantens rolle
      • Præmiereoverrækkelse Lokaldysten 1. okt. kl. 17-18

    Indstilling

    at orienteringen tages til efterretning

    Beslutning

    Orientering taget til efterretning

    Sagsnr.: 18.15.00-A26-1-26

    Beslutningstema

    Landdistrikts-, Kultur- og Fritidsudvalgets medlemmer underskriver digitalt her

    Indstilling

    at medlemmer af Landdistrikts-, Kultur- og Fritidsudvalget underskriver digitalt

    Beslutning

    Medlemmer underskriver digitalt