Kommunalbestyrelsens spørgetid - Dagsordener og referater
Se spørgsmål fra Kommunalbestyrelsens spørgetid
Borgere og virksomheder kan rette henvendelse til den samlede Kommunalbestyrelse i form af spørgsmål til kommunalbestyrelsens spørgetid (se retningslinjer for spørgetiden).
Det er ikke til hvert kommunalbestyrelsesmøde, der er spørgsmål til spørgetiden.
Når der er spørgsmål til spørgetiden, kan du se dem nedenfor.
Udvalg: KB spørgetid 2026-2029
Mødedato: 25. marts 2026 17:00
Mødested: Rådhussalen, Juelsminde Rådhus
Sagsnr.: 00.00.00-A00-2-26
Sagsfremstilling
Der er indkommet følgende 3 spørgsmål til Kommunalbestyrelsens spørgetid fra Winnie Stausgaard Henriksen
- Hvordan sikrer Hedensted Kommune, at elever i specialtilbud modtager den undervisningstid, som folkeskoleloven og kommunens egne styrelsesvedtægter forudsætter?
- Finder kommunalbestyrelsen det i overensstemmelse med gældende regler, at elever dagligt enten ankommer for sent til undervisningen eller må forlade undervisningen før tid for at nå transport, og hvilke konkrete tiltag vil kommunen iværksætte for at sikre, at transportplanlægning ikke reducerer elevernes undervisningstid?
- Hvordan sikrer kommunen, at fraværsregistrering sker ensartet og retvisende, når elever faktuelt ankommer for sent eller må forlade undervisningen før tid – og hvordan kan kommunalbestyrelsen føre et retvisende tilsyn med skoleområdet, hvis disse mistede undervisningsminutter ikke indgår i de tal og data, som danner grundlag for den politiske opfølgning?
Beslutning
I spørgetiden blev kommunalbestyrelsens svar til de 3 stillede spørgsmål læst op.
Kommunalbestyrelsens svar til spørgsmål 1
Undervisningen tilrettelægges, som udgangspunkt, inden for de fastsatte bestemmelser der er truffet beslutning om i Kommunalbestyrelsen, og som efterlever statens bestemmelser om årlige undervisningstimetal. Kørselstilrettelæggelsen kan i visse situationer skabe afvigelser, da kommunens samlede virksomhed er logistisk forbundet.
Kommunalbestyrelsens svar til spørgsmål 2
Hver år laves en konkret transportplanlægning for de kørselsberettigede, og ambitionerne er naturligvis at alle når det de skal. Spørgsmålet her giver anledning til en skærpet opmærksomhed på planlægningen fremadrettet, så problemet så vidt muligt kan undgås.
Kommunalbestyrelsens svar til spørgsmål 3
Som nævnt i svaret til spørgsmål 1 tilrettelægges undervisningen, som udgangspunkt, indenfor de fastsatte bestemmelser der er truffet beslutning om i Kommunalbestyrelsen, og som efterlever statens bestemmelser om årlige timetal. Den praktiske organisering af undervisningen og de årlige timetal varierer årgang for årgang, og problemet opstår derfor ikke systematisk. Der er således årgange hvor eleverne er længere tid i skole end reglerne foreskriver, og årgange hvor kørselstilrettelæggelsen presses af kommunens samlede logistiske opgave. Samlet set er det altså ikke vurderingen at eleverne går glip af undervisning i nævneværdig grad. Men tak for at rette opmærksomheden mod en problematik der kan ramme enkelte steder og årgange, det vil vi forsøge at modvirke i den fremtidige planlægning.
Kim Rosenkilde
Udviklingskonsulent
Telefon 79 75 55 74
Mobil: 23 42 65 41
E-mail: kim.rosenkilde@hedensted.dk