Kontakt
Ole Vind (V)
E-mail: Ole.Vind@Hedensted.dk
Med en befolkningstilvækst på 442 borgere har Hedensted Kommune i 2024 haft den næsthøjeste befolkningstilvækst nogensinde. Det er især den såkaldte nettotilflytning fra andre dele af Danmark, der driver tilvæksten, viser tal fra Danmarks Statistisk. Nettotilflytningen lå i 2024 på i alt 331 borgere og har aldrig været højere...
2024 blev endnu et år med markant befolkningstilvækst i Hedensted Kommune.
Ifølge Danmarks Statistik voksede befolkningen med 442 borgere – og er kun overgået af 2022, hvor blandt andet ukrainske flygtninge var med til at sikre den højeste befolkningstilvækst nogensinde.
Ifølge Hedensted Kommunes egne tal var befolkningstilvæksten faktisk højere i 2024 end i 2022, men det giver ikke skår i glæden hos borgmester Ole Vind (V).
- Bestemt ikke – tværtimod er jeg både glad og stolt over, at vi har formået at fortsætte den historisk gode udvikling, som vi har set de senere år. For det er utroligt positivt, at Hedensted Kommune har bidt sig fast som et populært område at bosætte sig. Samtidig er der grund til at være optimistisk omkring, at udviklingen kan fortsætte. Vi oplever fortsat stor interesse for boliger, erhvervsjord og for at blive en del af Hedensted Kommune.
Flere vender hjem
Udover nettotilflytning og befolkningstilvækst har Hedensted Kommune også godt fat i tidligere borgere, der i stor stil vender tilbage til Hedensted Kommune. I hvert fald hvis man sammenligner med andre kommuner.
Det viser en nyere analyse fra KL.
Her ligger Hedensted Kommune nr. to af alle danske kommuner, i forhold til borgere, der vender hjem til deres barndomskommune efter de er blevet 35 år.
Det oplever man blandt andet i landsbyen Ølholm, som er et godt billede på den generelle udvikling i Hedensted Kommune. Her er der vækst i balance - og trygge, nære lokalsamfund, som kan noget særligt.
Det fortæller Karina Tindbæk Uhrskov, Rikke Palmelund og Sabrina Kronborg samstemmende i denne artikel, hvor de fremhæver skolen, det trygge nærmiljø og den gode beliggenhed. De alle både er flyttet til Hedensted Kommune og samtidig vendt ”hjem” til Hedensted Kommune de senere år. Sammen med deres familier.
Historien bekræfter borgmester Ole Vind (V) i, at den målrettede satsning på kommunens lokalsamfund har båret frugt:
- Selvom Hedensted by trækker meget af vores vækst, så oplever vi vækst og investeringer bredt i vores kommune. Lige fra Juelsminde i øst, hvor der bliver bygget boliger og arbejdet med byudvikling til den vestlige del af kommunen, hvor Ølholm, Tørring og Lindved har stabile og stigende befolknings- og børnetal. Her tror jeg, det er afgørende, at vi kan tilbyde nærhed, tryghed og fællesskaber, men også mere luft i budgettet, uden at man behøver at gå på kompromis med hverken beliggenhed eller karrieremuligheder.
E-mail: Ole.Vind@Hedensted.dk