Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Lokalplan i Juelsminde tager yderligere form: Mere lys og luft ved nybyggeri på havneområdet

Udvalget for Teknik & Miljø behandlede onsdag den 7. maj det reviderede udkast til lokalplanen for Juelsminde havneområde. På den baggrund lægges der nu op til, at flere byggefelter langs havnebassinet ikke må bebygges med en stor, sammenhængende bygning – men at byggefelterne minimum skal rumme to eller tre adskilte bygninge...

09. maj 2025

Indhold

    Med udvalgets indstilling beskrives det mere konkret, hvordan evt. nybyggeri vil blive mindre tæt, så der bibeholdes et relativt åbent havneområde med lys og luft, samtidig med at der gives rum til udvikling. 

    Formand for Udvalget for Teknik & Miljø, Ove Kjærskov Nielsen (O), forklarer:

    - Der er ydet et rigtigt flot stykke forarbejde fra havn, visionsråd og andre gode kræfter i Juelsminde, og samtidig har vi fået mange høringssvar. Begge dele har vi stor respekt for, og derfor er vi gået meget grundigt til værks. Både i forvaltningen, i bedømmelsesudvalget sammen med havnen og i Udvalget for Teknik & Miljø. For det er helt afgørende, at vi får skabt mulighed for udvikling i Juelsminde. Lige så afgørende er det, at det sker på en afbalanceret måde, som, sammen med det nye havnetorv, skaber en merværdi og styrker havnens eksisterende kvaliteter.

    - Med det tilrettede forslag til lokalplan har vi været lydhøre over for både høringssvar og for sagkundskaben. Det betyder, at vi nu kan lægge et gennemarbejdet forslag frem for Kommunalbestyrelsen, som giver nye muligheder for virksomheder, for forskellige aktiviteter på havnen og som harmonerer med de vedtagne planer for havnetorvet og eksisterende byggeri. 

    Derudover viser en ny visualisering, hvordan havneområdet ville kunne se ud ved en eventuel fuld udnyttelse af det nuværende lokalplansforslag.  

    FAKTA:

    • Forslaget til lokalplanen for havneområdet i Juelsminde skal behandles endeligt på Kommunalbestyrelsens møde den 28. maj 2025.

    • Lokalplanen har ikke handlepligt. Det vil sige, at lokalplanen alene beskriver nogle rammer, som der eventuelt kan bygges inden for, hvis byggeri også godkendes af det bedømmelsesudvalg, som er knyttet til lokalplanen. Det er ikke et krav, at der bliver bygget i lokalplanens byggefelter. Derfor kan eksisterende bygninger som udgangspunkt blive liggende.

    • Der defineres i det nuværende forslag til lokalplanen særlige krav til de forskellige byggefelter. Det gælder særligt byggefelt 5 ved det kommende havnetorv, hvor der skal være 12 meters afstand til nabobygningen (Møllers) – samt byggefelterne 6, 7 og 8 langs havnekajen.

      I disse tre byggefelter (6, 7 & 8) lægges der op til, at der ikke må bygges en lang bygning. Byggefelterne skal som minimum rumme henholdsvis to bygninger (byggefelt 6 – 7) og tre bygninger (byggefelt 8). Herved opnås både passager mellem bygningerne samt lys og luft.

      I disse fire byggefelter er max-højden 13 meter.  

    • I den vedlagte visualisering vises, hvordan havneområdet eventuelt ville kunne se ud i fremtiden ved en fuld udnyttelse af det nuværende forslag til lokalplan. 
       
    • Udvalget lægger også op til, at der må bygges mindre end først foreslået ved den tidligere telefoncentral/Blomsteriet (byggefelt 3). 

    Kontakt

    Ove Kjærskov Nielsen (O)

    Telefon: 20 72 66 66

    E-mail: Ove.Nielsen@hedensted.dk