Kontakt
Ole Vind (V)
E-mail: Ole.Vind@Hedensted.dk
Lars Poulsen (V)
Telefon: 24 96 13 64
E-mail: Lars.Poulsen@hedensted.dk
Efter flere gode workshops med borgere og brugere af Hedensteds kommende kulturhus kan Hedensted Kommune nu løfte sløret for de første – men foreløbige – skitsetegninger af kulturhuset. Næste skridt bliver at fastlægge kulturhusets udseende, indretning og økonomiske ramme helt præcist, før et byggeri kan gå i gang.
Det gamle andelsmejeri i hjertet af Hedensted skal omdannes til et nyt kulturhus. Derfor arbejder Hedensted Kommune på flere fronter med at realisere projektet. En del af arbejdet har været at gennemføre en række aktiviteter og workshops, som har givet input til, hvad det kommende kulturhus skal kunne, og hvordan det skal indrettes.
De mange input er nu samlet i et skitseforslag og fortælling, som skal danne grundlaget for det videre arbejde med realisering af projektet – uden at være en facitliste. Arbejdet har båret præg af stort engagement og rigtig mange konstruktive bidrag fra forskellige borgergrupper, erhvervsdrivende og foreninger, forklarer Hedensted-borgmester Ole Vind (V):
- Vi oplever generelt en rigtig stor interesse for at være med til at udvikle Hedensted midtby. Vi kan se det i bybilledet, hvor der er kommet nye spisesteder til. Og ved at vi har formået at tiltrække både private investeringer i Østerbrogade og fondsmidler til kulturhuset.
- Derfor er jeg også utrolig glad for, at vi samtidig oplever stor interesse og opbakning fra borgere, foreninger og aktører, som er gået helhjertet ind i arbejdet med kulturhuset. De har bidraget med masser af konstruktive forslag til indretning og funktioner. Det store engagement gør samlet set, at udviklingen af Hedensted midtby, det kommende kulturhus og Østerbrogade har flere stærke ben at stå på i de kommende år.
Skitseforslaget lægger blandt andet op til, at der laves en tilbygning med en større fleksibel sal med mulighed for flere aktiviteter og plads til, at forskellige brugergrupper selv kan sætte aktiviteter i gang.
Salen har været et gennemgående og stort ønske fra mange af de involverede, herunder Hedensted Fællesråd, hvor Karl-Frederik Bitsch, forklarer:
- Målet er ikke at skabe byens største sal, men byens mest anvendelige sal. En sal der supplerer eksisterende mødesteder med mere fleksible muligheder. På den måde kan vi skabe et kulturhus, der giver mere liv til det, der allerede findes og til, at både eksisterende og nye fællesskaber kan blomstre.
Udover en ny sal lægger skitseforslaget op til at fremhæve det gamle mejeris særlige karakter. Den hvælvede skummesal skal så vidt muligt genetableres og give kulturhuset et historisk samlingspunkt. Samtidigt indrettes lokaler til møder, foreningsliv og kulturel udfoldelse, så det bliver muligt at have flere aktiviteter i gang samtidig. Og plads til både planlagte arrangementer og uformelle møder. Ambitionen er et levende hus, hvor man kan deltage i fællesskaber, sætte nye initiativer i gang eller blot kigge indenfor.
Formand for Udvalget for Vækst & Fællesskab, Lars Poulsen (V) er glad for at projektet er kommet godt i gang:
- Vi står nu med et rigtigt stærkt afsæt til næste fase af arbejdet med kulturhuset, som vi kan fortsætte dialogen med fonde, arkitekter og kommende brugerne om. Jeg glæder mig over, at vi bygger videre på bygningens historiske funktion og identitet som mejeri. Det var et sted, hvor man skabte noget i fællesskab. Det samme bliver kulturhuset - bare på en ny måde, hvor målet er, at brugere fra hele kommunen kan afvikle flere forskellige aktiviteter og selv sætte ting i gang. Det betyder også, at det bliver mere spændende at bruge Hedensted midtby.
De omkringliggende udearealer er tiltænkt en væsentlig rolle i at give et løft til midtbyen. Her er planen at skabe et grønt sammenhængende område på de nuværende arealer rundt om det kommende kulturhus, som gøres til et større grønt bælte ved at åbne op mod Trykkeriparken og Østerbrogade.
FAKTA:
E-mail: Ole.Vind@Hedensted.dk
Telefon: 24 96 13 64
E-mail: Lars.Poulsen@hedensted.dk