Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Hedensted Kommune og Sydøstjyllands Politi sætter fokus på trafiksikker skolestart

Tusindvis af lokale skolebørn starter på mandag i skole. I Hedensted Kommune alene starter over 500 børn i skole for allerførste gang. Der skal selvfølgelig være styr på skoletasken og orden i penalhuset. Men trafiksikkerheden skal også være helt i top - især på skolevejene. Derfor deltager Hedensted Kommune igen i den landsd...

08. aug. 2025

Indhold

    Kampagnen skal både minde trafikanter om at vise ekstra hensyn i trafikken og være med til at klæde børn og forældre bedst muligt på til en ny hverdag.

    Som led i kampagnen vil Sydøstjyllands Politi være synligt til stede ved udvalgte skoler i kommunen, hvor de holder øje med trafikken og giver gode råd med på vejen, mens Hedensted Kommune med skilte og undervisningsmateriale sætter fokus på både sikker adfærd og på at få sænket farten.

    Hedensted-borgmester Ole Vind (V), sætter ord på indsatsen:  

    - Der er ikke noget vigtigere end børnenes sikkerhed. Vi ved, at rigtig mange nye skolebørn skal finde deres vej i trafikken for første gang, og her har vi som kommune, forældre og medtrafikanter et fælles ansvar for, at vi har trygge og sikre skoleveje. Derfor bakker vi selvfølgelig op om kampagnen og sætter ind med både skilte, synlighed, dialog og samarbejde med politiet.

    Skolestartskampagnen, som drives af Rådet for Sikker Trafik, løber over de første uger af skoleåret og har til formål at få flere trafikanter til at sænke farten og vise ekstra opmærksomhed – især i morgentimerne, hvor mange børn færdes alene i trafikken.

    Hos Sydøstjyllands Politi er indsatsen en fast del af årets arbejde med forebyggelse:

    - Vi ser desværre hvert år eksempler på bilister, der kører for stærkt eller uopmærksomt forbi skolerne – også i 40-zonerne. Derfor deltager vi aktivt i kampagnen og er synlige både med planlagte kontroller omkring skolerne – og mere ad hoc - og så i øvrigt gennem dialog med forældre og elever, når vi møder dem i den kommende tid. Vores mål er, at ingen børn skal komme til skade på vej til eller fra skole, forklarer vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.

    Hedensted Kommune har opsat kampagneskilte ved flere skoler med teksten "Børn på vej – Sænk farten", og opfordrer forældre til at øve skolevejen med deres børn og vælge sikre ruter frem for de hurtigste.

    Kontakt

    Borgmester i Hedensted Kommune

    Ole Vind (V)

    E-mail: Ole.Vind@Hedensted.dk

    Sydøstjyllands Politi

    Telefon: 40 41 52 49

    E-mail: sojyl-kommunikation@politi.dk

    Konstruktør

    Marianne Søgaard Jensen

    Telefon: 20 84 21 49

    E-mail: marianne.sogaard@hedensted.dk

    Specialkonsulent

    Rosa Nissen

    Telefon: 61 65 04 43

    E-mail: rn@sikkertrafik.dk