Strømsvigt
Få overblik over, hvad du selv kan gøre - og hvad kommunen gør - i tilfælde af strømsvigt.
Som privatperson kan du typisk mærke en krise mest direkte, hvis der sker et forsyningssvigt. Altså hvis der pludselig ikke er strøm i stikkontakten eller vand i hanen.
Uden strøm fungerer køleskab og komfur ikke, og i en periode kan det også være umuligt at handle ind, ringe op eller komme på nettet.
Ved at følge nogle enkle råd, kan du og din husstand bedre klare jer selv, hvis en krisesituation opstår.
Er du forberedt derhjemme?
Myndighederne anbefaler, at man er forberedt på at kunne klare sig selv i tre døgn uden hjælp udefra.
Som en del af din forberedelse er det en god idé at have basale ting i hjemmet som fx:
- 3 liter drikkevand pr. person pr. døgn
- Mad til tre døgn, der er langtidsholdbar og let at tilberede
- Nødvendig medicin og førstehjælpskasse
- Lommelygte, stearinlys og batterier
- Radio, der kan køre på batteri.
Hedensted Kommune holder de kritiske funktioner i gang
Kritiske/samfundsmæssige funktioner, der varetages af os som kommune:
- Plejehjem
- Hjemmeplejen
- Døgn- og dagtilbud
- Pasningsordninger og skoler
- Sikring af kommunale veje ved oversvømmelse og storm
- Snerydning af kommunale veje (ikke motor- og motortrafikveje)
Her sikrer vi, at driften - så vidt som muligt - kører som normalt
Kritiske/ samfundsvigtige funktioner der IKKE varetages af os som kommune jf. Sektoransvarprincippet:
- Vandforsyning
- Spildevandsafledning
- Elforsyning
- Hospitaler
- Ambulancetjenesten