Helbredstillæg
Et helbredstillægskort giver tilskud til de behandlinger som den offentlige sygesikringen giver tilskud til f.eks. medicin, kiropraktor, alm. tandbehandling mv.
Hvis du skal have nye briller, tandprotese, eller ikke selv kan ordne dine fødder længere, og ønsker at få tilskud til fodpleje, skal du søge om udvidet helbredstillæg.
Du skal huske at søge inden du køber/bestiller briller, tandprotese eller fodpleje.
Tilskud til briller, tandproteser og fodpleje bliver udregnet efter prisaftaler Hedensted kommune har indgået med følgende leverandører:
Briller
Friis optik i Hedensted, Juelsminde, Horsens eller Vejle (fra 01.01.22)
Tandprotese
Tandteknikker Jørgen Holm, Bytorvet 5, 1. th, 8722 Hedensted (fra 01.05.22)
Fodpleje
Annemettes Fodpleje, Hornsyldvej 17, 7140 Stouby (fra 01.01.22)
Du bestemmer selv, hvor du vil handle, det er blot tilskuddet vi beregner ud fra disse aftaler.
Hvor meget kan jeg få i helbredstillæg?
Din personlige tillægsprocent
Størrelsen af helbredstillæget er afhængigt af størrelsen på din personlige tillægsprocent.
Udbetaling Danmark beregner din personlige tillægsprocent på baggrund af din og din eventuelle ægtefælle eller samlevers indtægt. Indtægt ved personligt arbejde fra din ægtefælle eller samlever, f.eks. løn eller honorar, indgår ikke i indtægten, men det gør andre typer af indtægter fra din ægtefælle eller samlever. Det kan fx være udbetalinger fra private pensionsopsparinger eller kapitalindkomst.
En lav indtægt betyder højere tillægsprocent, og en høj indtægt betyder lavere tillægsprocent. Det betyder, at jo lavere indtægt, desto mere kan du få i tillæg.
Din personlige tillægsprocent kan maksimalt være 100 procent. Hvis tillægsprocenten er mindre end 100 procent, får du udbetalt mindre i helbredstillæg. Du kan ikke få helbredstillæg, hvis din personlige tillægsprocent er nul.
Helbredstillægget dækker op til 85 procent af dine egne udgifter.
Dit helbredstillæg beregnes herefter i forhold til, hvor stor din personlige tillægsprocent er.
Du kan se din personlige tillægsprocent i de breve, du modtager fra Udbetaling Danmark med oplysninger om ændringer i din pension.
Prisaftaler: Hvis du vælger en anden behandler, skal du selv betale prisforskellen
Hvis du søger om almindeligt helbredstillæg eller hjælp til tandproteser, briller eller fodbehandling, og kommunen har lavet en prisaftale med bestemte butikker eller behandlere, kan du få dækket op til 85 procent af den pris, der er aftalt i prisaftalen. Hvis du vælger en anden butik eller behandler end den, din kommune har lavet en prisaftale med, skal du selv betale prisforskellen.
Du betaler ikke skat af hverken almindeligt eller udvidet helbredstillæg.
Hvad er den likvide formue?
Du har kun ret til helbredstillæg, hvis din likvide formue er under formuegrænsen på 99.200 kr. (2024). Er du gift, eller har du en samlever, er det jeres samlede likvide formue, som skal være under formuegrænsen på 99.200 kr. (2024).
Likvid formue er:
- Indestående i danske og udenlandske pengeinstitutter m.v., herunder nedsparingslån og kassekredit med pant i fast ejendom samt udenlandske obligationer og pantebreve
- Kursværdien af danske obligationer
- Pantebreve i dansk depot
- Kursværdien af deponerede, børsnoterede aktier
- Kursværdien af investeringsforeningsbeviser
- Kontant beholdning
- Andre værdipapirer, både i Danmark og i udlandet
Friværdi i fast ejendom indgår ikke i din likvide formue.
Hvilken betydning har det for mit helbredstillæg, hvis min formue ændrer sig?
Det har ikke betydning for udbetalingen af dit helbredstillæg, hvis din formue ændrer sig i løbet af året, så den overstiger formuegrænsen på 99.200 kr. (2024). Men hvis din formue er over formuegrænsen, når din formue bliver gjort op i den årlige opgørelse, har du ikke længere ret til helbredstillæg.
Hvis din personlige tillægsprocent ændrer sig, kan der dog ske ændringer i den løbende udbetaling af helbredstillægget. Din personlige tillægsprocent omregnes løbende, hvis fx dine indtægter ændrer sig mere end rent midlertidigt. En omregning i løbet af året medfører ikke, at din formue skal vurderes på ny inden årets udløb.