Kontrolgruppe sparer Hedensted Kommune for millioner
Godt og vel 6 mio. kr. om året i fremtidige besparelser. Det er i runde tal den besparelse Hedensted Kommune – og dermed kommunekassen - har opnået gennem arbejdet i den såkaldte kontrolgruppe i løbet af 2025.
Kontrolgruppen arbejder med at sikre, at f.eks. sygedagpenge, kontanthjælp, fripladser til børnepasning og lignende ydelser ikke gives eller udbetales til borgere, som ikke har et reelt krav på det.
Besparelserne har ligget nogenlunde stabilt de senere år – selvom antallet af sager og sagernes type kan variere.
Udover den fremtidige besparelse kommer der hvert år et såkaldt tilbagebetalingskrav ud af gruppens arbejde. I 2025 har arbejdet udløst tilbagebetalingskrav på ca. 1. mio. kr.
Det er midler, som skal betales tilbage til kommunekassen, fordi de er blevet udbetalt på et forkert grundlag.
Det forklarer Jette A. Pedersen, der som leder for Borgerservice har ansvaret for kontrolgruppens arbejde:
- Helt grundlæggende så er det afgørende at forstå, at det er den enkelte borgers ansvar at sikre, at man overholder reglerne. Det vil typisk sige, at man giver korrekte oplysninger om indkomst, arbejde, bopæl eller andre ting, som har betydning i sager om kontanthjælp, sygedagpenge eller friplads i vores daginstitutioner. Og det skal man selvfølgelig være opmærksom på, især hvis der sker ændringer i ens liv. For giver man forkerte oplysninger, så kan man blandt andet risikere at skulle betale pengene tilbage.
I 2025 har der været flest sager, hvor borgere uretmæssigt har fået friplads til daginstitution, mens også kontanthjælp og sygedagpenge er noget, som borgere har fået udbetalt uretmæssigt. Det kan være, hvis de har været i job eller drevet egen virksomhed samtidig med, at de har modtaget offentlige ydelser. Jette. A Pedersen, forklarer:
- Uanset om det er sket bevidst eller ubevidst, så er det selvfølgelig stærkt uheldigt. Det gør jo, at vores muligheder for at levere velfærd til borgerne forringes tilsvarende, så derfor arbejder vi på forskellige måder med at mindske omfanget.
Det sker typisk gennem automatisk registersamkøring, men det sker også ved, at borgere anmelder socialt bedrageri, som efterfølgende bliver undersøgt.
- Registersamkøring gør det muligt for os at målrette indsatsen, så vi kan bruge kræfterne på at undersøge de sager, hvor noget ser åbenlyst mærkeligt ud, men vi reagerer selvfølgelig også på anmeldelser om socialt bedrageri, så vi kan medvirke til at forebygge eller stoppe misbrug af offentlige midler.
FAKTA:
Hedensted Kommunes kontrolgruppe består af to medarbejdere, som blandt andet arbejder med at forebygge, at offentlige midler bliver udbetalt på et forkert grundlag, herunder også socialt bedrageri.
I 2025 har gruppen behandlet ca. 100 sager. Heraf har en stor del af sagerne drejet sig om:
Økonomisk friplads (hvor f.eks. en mor og hendes børn bor alene på en adresse, hvor hun reelt har en samlever, men han står ikke tilmeldt hendes adresse).
Kontanthjælp (hvor borger f.eks. ikke oplyser, at han eller hun er kommet i arbejde, eller arbejder sort samtidig med at han eller hun modtager kontanthjælp.
Sygedagpenge og ressourceforløb (at vedkommende arbejder selvom vedkommende er sygemeldt.
Herudover er der mange adressesager, hvor en borger kan være rejst hjem til sit hjemland uden at give oplysninger herom, således at en ydelse fortsætter med at blive udbetalt.
Sagerne har givet anledning til en fremtidig besparelse på 6.3 mio. kr. Beløbet dækker over fremadrettede besparelser i ydelser, der ikke skal udbetales. Derudover har indsatsen bidraget til et samlet tilbagebetalingskrav på ca. 1,06 mio. kr. Det er midler som borgere skal betale tilbage, fordi de er givet på grundlag af fejlagtige oplysninger fra borgerne.
Hedensted Kommune samarbejder også med Udbetaling Danmark – her har indsatsen givet anledning til fremadrettede besparelser for ca. 1,5 mio. kr. og et tilbagebetalingskrav på ca. 235.000 kr.
I løbet af 2025 har Hedensted Kommune modtaget i alt 12 anmeldelser om socialt bedrageri.
Det er muligt at anmelde socialt bedrageri via Hedensted Kommunes hjemmeside.