Hvor skal vi bo i fremtiden? Hjælp os med at tegne stregerne
Drømmer du om en moderne lejlighed tæt på byens liv, et bofællesskab med plads til samvær, eller måske et klassisk parcelhus med have og højt til loftet? I Hedensted Kommune er vi i gang med at planlægge, hvor og hvordan vi skal bo i fremtiden – og vi har brug for dine tanker for at gøre det rigtigt.
Vi ved, at vores kommune består af unikke byer og lokalsamfund med hver deres sjæl. Derfor vil vi ikke bare bygge for at bygge. Vi vil udvikle de steder, hvor lysten til at bo er størst, og vi vil gøre det på en måde, der passer på det særlige særpræg, som hver by allerede har. Men vi kan ikke gætte os til dine ønsker.
Tjek din Digitale Post – din mening tæller!
For at vi kan træffe de bedste beslutninger, sender vi snart et spørgeskema ud til 12.000 husstande via Digital Post. Det tager kun få minutter at svare, men dine svar er guld værd for os. Vi spørger blandt andet om:
- Hvordan bor du i dag, og hvordan drømmer du om at bo om 5 eller 10 år?
- Hvilke områder i kommunen synes du er særligt attraktive?
- Hvad betyder mest for dig, når du vælger et lokalområde? Er det naturen, nærheden til skole eller måske fællesskabet med naboerne?
Jo flere der svarer, desto bedre kan vi sikre, at de politiske prioriteringer matcher virkeligheden og de behov, du og dine naboer har.
Kom til boligmesse og bliv klogere
Vi stopper ikke ved spørgeskemaet. Vi vil gerne møde dig ansigt til ansigt. Derfor inviterer vi til boligmesse og borgermøde i Stenderup Multihal. Her præsenterer vi de nyeste analyser af, hvordan vi flytter os og bor i fremtiden. Det er din mulighed for at gå i direkte dialog med både kommunen og de udviklere, der skal føre idéerne ud i livet.
Hvor? Stenderup Multihal, Hedenstedvej 38, 8781 Stenderup (ved skolen)
Hvornår? Den 9. april fra klokken 15.00 til 19.00.
Tilmedling? Nej, du skal bare dukke op, når du har tid og lyst.
Kom med dine idéer til fremtidens boliger
Arbejder du professionelt med at bygge, indrette eller designe boliger? Så vil vi rigtig gerne høre fra dig. For du har formentlig andre perspektiver end de borgere, der bor i boligområderne. Derfor har vi lavet en åben indkaldelse så vi også kan få dine meninger med.
Hvad sker der herfra?
Når vi har samlet alle jeres idéer og input, bruger vi dem som fundament for en ny plan for boligudvikling i hele kommunen. Det er vigtigt at nævne, at ingen forslag er vedtaget endnu – vi er i den fase, hvor alt er i spil, og hvor de politiske drøftelser først skal til at begynde.
Vi håber, du vil hjælpe os med at skabe en kommune, hvor der er plads til alle generationer og drømme.