Kom med til festlig åbning af den nye Ringvej Øst
Fredag den 6. juni fra kl. 14.00 - 16.00 åbnes den nye ringvej øst om Hedensted – og det skal fejres!

Du kan nu være blandt de første, der får lov til at gå, løbe, rulle eller cykle når vi sammen indvier den nye vej. Selvfølgelig helt uden biler, så det er sikkert for alle. Du bestemmer selv, hvor lang en rute du tager.
Borgmester Ole Vind og Udvalgsformand for Teknik og Miljø Ove Kjærskov Nielsen holder taler og herefter er der sjove aktiviteter for store og små. Du kan bl.a. opleve:
- Vejle Museerne fortæller om de arkæologiske fund der er gjort i forbindelse med anlæggelse af vejen
- Til alle børn: løb så langt du kan, og få et flot diplom med hjem.
- Kom og prøv at gå på skattejagt med en metaldetektor.
- Tegn med kridt på den nye vej og vær med til at lave et fælles kunstværk.
- Kom og prøv nogle forskellige flotte havespil lavet i træ.
- Cafe Cozy der kigger forbi, og griller pølser til dem, som bliver sultne undervejs.
- Der vil også være kage til de lækkersultne.
Mødested er ved den nye rundkørsel øst for Lille Dalby Bakker på Dalbyvej. Aktiviteterne er koncentreret omkring dette område og alle kan være med.
Tag en ven, nabo eller hele familien med til en hyggelig eftermiddag og få en fælles oplevelse.
Det er gratis, og du behøver ikke tilmelde dig - du/I skal bare møde op.
Program
Mødested:
Den nye rundkørsel øst for Lille Dalby Bakker på Dalbyvej.
Kl. 14.00:
Taler ved borgmester Ole Vind og udvalgsformand for Teknik og Miljø, Ove Kjærskov Nielsen.
Kl. 14.30:
Vejen åbnes for alle, der vil gå, løbe, rulle eller cykle.
Ved målområdet vil der være aktiviteter for store og små.
Der serveres pølser fra kl. 14.30 – 16.00.
Fakta om Ringvej Øst
Der kommer kun mere trafik i og omkring Hedensted by i takt med at området vækster og nye boligkvarterer skyder op. Det skaber et større tryk på byens veje og derfor besluttede kommunalbestyrelsen at lave en omfartsvej øst om Hedensted. Projektet har kostet ca. 50 millioner kroner og er dermed et af kommunens store infrastrukturprojekter.
Den nye ringvej er 2,3 kilometer lang og går fra Spettrupvej i nord til Højløkkevej i syd. Højløkkevej er samtidig blevet udvidet og rammer Åløkkevej, der fortsætter ned til Ørum. På den måde bliver der skabt en hovedåre for både almindelige biler og tung trafik, der kan køre rundt om byen.
Flere fakta:
- Der etableres en faunapassage for oddere ved åløbet syd for Aldumvej.
- Der vil køre omkring 3000 biler i døgnet på vejen i 2030.
- Der er under byggeriet af vejen blevet flyttet 70.000 kubikmeter jord.