Bred konstitueringsaftale på plads i Hedensted Kommune
Venstre, Socialdemokratiet, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance er med i aftalen, der faldt på plads onsdag aften. Dermed er seks ud af syv partier i den kommende kommunalbestyrelse med i konstitueringen.
Baggrunden for aftalen er et ønske om at sikre stabilitet, bredt samarbejde og ansvarlighed i de kommende år, hvor der venter mange store reformer inden for blandt andet skole, sundhed, ældre, Grøn Trepart samt beskæftigelse, der skal implementeres i løbet af perioden 2026-2029.
Ønsket er at forberede Hedensted Kommune bedst muligt til det forestående arbejde og at udnytte mulighederne, der er forbundet med disse forandringer igennem et bredt og stabilt politisk samarbejde, sådan at borgere og virksomheder i Hedensted Kommune får de bedst mulige rammer.
Konstitueringsaftalen forventes endeligt vedtaget på konstitueringsmødet den 1. december 2025.
Yderligere info findes i selve konstitueringsaftalen.