250 jobsøgende fik nye muligheder og kontakter til jobmessen i Hedensted
Virksomheder, a-kasser og uddannelsesinstitutioner mødte jobsøgende på jobmessen i Hedensted, hvor nye kontakter blev skabt, og vejen til job eller karriereskift blev kortere for deltagerne.

Jobmessen i Hedensted var igen i år et centralt samlingspunkt for både jobsøgende og virksomheder. Med mere end 250 ledige deltagere og omkring 30 arbejdspladser, a-kasser og uddannelsesinstitutioner samlet på én dag, var messen en unik mulighed for at skabe direkte kontakt mellem borgere, der søger job, og de virksomheder, der har behov for arbejdskraft.
En af deltagerne var Malene Kjær, der har været ledig i et par år, og som leder efter arbejde indenfor salg og marketing.
- Jeg får meget ud af at være med i dag, siger hun og fortsætter:
- Jeg får både snakket med virksomheder, som jeg allerede kender i forvejen, men jeg får også skabt kontakt til nye arbejdspladser, som måske kan bruge noget af det, jeg kan.
I de to timer, jobmessen fandt sted i, kunne alle ledige høre mere om forskellige jobs, uddannelser og de tilbud, a-kasserne kan tilbyde de jobsøgende.

En del af noget større
For at sikre, at messen havde reel værdi for de jobsøgende, var det et krav for virksomhederne, der deltog, at de skulle have mindst én ledig stilling i deres virksomhed. Det betød, at de virksomheder, der var til stede, kunne tilbyde konkrete jobmuligheder til de jobsøgende.
En af de virksomheder er Enable, som er en del af Eltronic Group. Her stod Amalie Madsen, Senior Recruiter hos Enable, på messen for at tiltrække flere folk til Enables voksende medarbejderskare.
- Vores deltagelse er en del af en større rekrutteringsstrategi, og vi vil gerne benytte de mange forskellige muligheder, der er for at rekruttere nye værdifulde medarbejdere til vores virksomhed, fortæller Amalie Madsen.
Og selvom det ikke er garanteret, at der altid opstår kontakter, der fører til job, så var der allerede 25 minutter inde i jobmessen optimisme at spore hos Enable.
- Vi har snakket med en, som vi gerne vil arbejde videre med. Men selv hvis det ikke ender med et match, så er det stadigvæk godt givet ud for os at være med på messen her, siger Amalie Madsen.

Se flere billeder fra jobmessen lige her





