Udvalget for Vækst og Klima skal tage stilling til følgende:
om forvaltningen må udstede en betinget godkendelse, sådan at Tørring Kraftvarmeværk kan søge midler fra Fjernvarmepuljen så hurtigt som muligt
om varmeprojektforslaget vedrørende fjernvarmeforsyning af adresserne på Slårupvej og Vongevej må sendes i høring
om forvaltningen efter endt høring må udstede en endelig godkendelse, såfremt der ikke er indgået bemærkninger i høringsperioden
Det er uvist, om der vil blive søgt om en kommunegaranti.
Byrådet har den 29. august 2018 bemyndiget Udvalget for Teknik til at træffe beslutning på dette område. Efterfølgende har Byrådet besluttet, at forvaltningen kan sende projektforslag i høring, såfremt de ikke strider imod kommunens overordnede målsætning eller er af væsentlig principiel karakter.
Udvalget har på sit møde den 3. marts 2020 besluttet, at projektforslag skal forelægges udvalget, inden de sendes i høring.
Tre lignende sager har tidligere været behandlet efter samme skabelon efter at området overgik til Udvalget for Vækst og Klima.
Tørring Kraftvarmeværk har, med det indsendte projektforslag, ansøgt kommunen om lov til at levere fjernvarme til en række huse på Slårupvej og Vongevej i Tørring. Der er tale om 15 eksisterende parcelhuse, 4 rækkehuse som snart forventes opført, samt erhvervsejendommen Hotel Gudenåen. Se bilag 1. Området er i dag udlagt til at være naturgasforsynet.
En godkendelse af dette projektforslag, (bilag 2), medfører ikke tilslutningspligt for den enkelte varmforbruger.
Projektet indeholder tre hovedelementer:
• Udvidelse af Tørring Kraftvarmeværks forsyningsområde til Slårupvej og den del af Vongevej, der endnu ikke forsynes af fjernvarme.
• Ændring af områdeafgrænsning mellem naturgas og fjernvarme.
• Etablering af ledningsanlæg i udvidelsesområderne.
Godkendelse af projektet kræver forudgående høring hos berørte parter. Det vil i den aktuelle sag være naturgasselskabet Evida.
Projektets godkendelse er i overensstemmelse med kommunens energipolitiske mål om, at varmeværkerne skal udbygge deres forsyningsområder, hvor det giver mening. Projektet udviser samtidig en positiv samfunds-, selskabs- og forbrugerøkonomi.
Over en 20 års periode vil der være en samlet reduktion på 153 ton C02 ækvivalenter.
Projektet søger betinget godkendelse med henblik på ansøgning om støtte fra Fjernvarmepuljen.
Udvalget bedes tage stilling til det indsendte projektforslag og beslutte, om forvaltningen må udstede en betinget godkendelse til varmeværket, sådan at varmeværket hurtigt kan søge midler fra Fjernvarmepuljen. Udvalget bedes også tage stilling til, om forvaltningen samtidigt hermed må udsende projektforslaget i høring, og senere udstede en endelig godkendelse, såfremt der ikke er indgået bemærkninger i høringsperioden.
Forvaltningen vil orientere udvalget, såfremt forvaltningen godkender projektforslaget.
Beslutningen meddeles ansøger og berørte parter.
Bekendtgørelse af lov om varmeforsyning: LBK nr. 1215 af 14. august 2020.
Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektiv varmeforsyningsanlæg: Bek. 1794 af 2. december 2020 §§ 3 og 6.
at | udvalget beslutter, at forvaltningen må udstede en betinget godkendelse |
at | udvalget beslutter, at sende projektforslaget i høring |
at | udvalget beslutter, at forvaltningen kan godkende projektforslaget endeligt efter endt høring, såfremt der ikke er kommet bemærkninger |
Udvalget godkender sagen som indstillet.