Udvalget for Vækst & Klima skal tage stilling til følgende;
Løsning Fjernvarme forventes at søge om en kommunegaranti.
Byrådet har den 29. august 2018 bemyndiget Udvalget for Teknik til at træffe beslutning på dette område. Efterfølgende har Byrådet besluttet, at forvaltningen kan sende projektforslag i høring, såfremt de ikke strider imod kommunens overordnede målsætning eller er af væsentlig principiel karakter. Udvalget for Teknik har på sit møde den 3. marts 2020 under punkt 39 besluttet, at projektforslag skal forelægges udvalget, inden de sendes i høring.
Løsning Fjernvarme har indgået kontrakt med den nye proteinfabrik Meelunie om at udnytte op mod 5,2 MW overskudsvarme. Med denne mængde overskudsvarme ønsker Løsning Fjernvarme at forsyne virksomheden Boligbeton, Haremarksvej i Løsning, Erhverv Nord i Løsning, Erhverv Syd i Løsning og Øster Snede - Kragelund. Et oversigtskort over det samlede projektområde er vedhæftet som bilag 1. Det forventede ledningsnet for hvert af områderne er vedhæftet som bilag 2,3,4,5 og 6.
Overskudsvarmen skal sandsynligvis suppleres af en varmepumpe, som opstilles på Glarmestervej.
De ovennævnte områder bliver i dag hovedsageligt forsynet af natugas, og har et samlet varmebehov på 18,289 MWh om året. Områderne består af 297 enfamilieshuse, 23 rækkehuse og 7 etageboliger. I områderne findes der foruden Boligbeton cirka 43 potentielle erhvervskunder. Der forventes at være en stor C02 reduktion ved at konvertere områderne til fjernvarmeforsyning.
Løsning Fjernvarme ønsker at søge støtte fra Fjernvarmepuljen, og har derfor anmodet om en betinget godkendelse så hurtigt som muligt. Projektforslaget blev indsendt i slutningen af uge 23, hvilket ikke var tids nok til at det kunne vedhæftes dette dagsordenspunkt.
Udvalget bedes ud fra det oplyste beslutte, om forvaltningen må udstede en betinget godkendelse. Udvalget bedes også tage stilling til, om forvaltningen samtidigt hermed må udsende projektforslaget i høring. Efter høringsperioden er overstået, og tilsagn om støtte fra Fjernvarmepuljen er opnået, vil projektforslaget komme på et udvalgsmøde, sådan at der kan tages stilling til om den endelige godkendelse kan meddeles.
Beslutningen meddeles ansøger og deres rådgiver.
Bekendtgørelse af lov om varmeforsyning: LBK nr. 1215 af 14. august 2020
Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg: 818 af 4. maj 2021 §§ 3 og 6
at | udvalget beslutter, at der kan udstedes en betinget godkendelse |
at | udvalget beslutter, at projektforslaget kan sendes i høring |
Udvalget for Vækst & Klima besluttede:
- at der kan udstedes en betinget godkendelse.
- at udvalget beslutter, at projektforslaget kan sendes i høring.