Udvalget for Vækst & Klima orienteres om status på byudviklingen i Juelsminde og videre perspektiver for udvikling af havneområdet. Udvalget skal på baggrund heraf beslutte igangsætning af en komprimeret proces, hvor de eksisterende planer for havneområdet samles og videreudvikles med fokus på turismeudvikling, byudvikling og tiltrækning af kommercielle aktører.
Den 25. august 2021 besluttede Byrådet at afsætte midler til udarbejdelse af skitseforslag til ny indretning af Havnepladsen i Juelsminde og der er et restbeløb på 285.000 kr tilbage.
Det forslås, at udgiften på 200.000 kr bliver afholdt af restbudget (285.000 kr) afsat til Masterplan, Juelsminde.
Beløbet anvendes til et prospekt med fokus på turismeudvikling, byudvikling og kommercielle muligheder i havneområdet. Prospektet vil i høj grad bygge på de eksisterende planer for havneområdet. Formålet er blandt andet at skabe et kvalificeret grundlag for at kunne tiltrække eksterne samarbejdspartnere til udvikling af området ved Juelsminde Havn & Marina.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.
I 2016 udarbejdede Juelsminde Visionsråd en helhedsplan for Juelsminde i samarbejde med Hedensted Kommune med det formål at gøre Juelsminde mere attraktiv for tilflyttere, turister, handel og erhverv. Samtidig var der et ønske om, at gøre byens borgere stolte af og glade for deres by.
Helhedsplanen er en samlende vision for Juelsminde og et værktøj eller ramme for den fremtidige udvikling. Visionen i helhedsplanen er:
A. Fremhæve og styrke de eksisterende kvaliteter i Juelsminde og de nære landskaber
B. Styrke rammerne for øget bosætning
C. Tiltrække flere besøgende - fra vand og landsiden - for kortere eller længere ophold
D. Illustrere hvordan en nødvendig klimatilpasning i forhold til kommunens risikostyringsplan kan løses på en integreret vis - samtidigt med at der opnås merværdi.
Helhedsplanen og dens vision er efterfølgende blevet suppleret med diverse andre planer. Blandt andet for havneområdet samt i forbindelse med arbejdet med højvandssikring af Juelsminde. De fire elementer fra visionen kommer til udtryk i de tiltag, som er igangsat de seneste år i Juelsminde. Her kan nævnes boligbyggerier i Juelsminde midtby, styrkelse af grønne opholdsmuligheder og kiler/stier rundt i området (Svanedammen, Naturlegeparken med videre), sauna og opholdsområde ved den gamle Færgehavn, infrastruktur i Klakring, ny badebro på storstranden samt belægning med mere.
Som led i arbejdet med at højvandssikre Juelminde er der udarbejdet et forslag til Juelsminde Stormport, som både vil kunne sikre Juelsminde mod det stigende havvand og blive et nyt attraktivt mødested på havnen. Der er søgt om midler fra statens kystpulje til realisering af projektet, og der afventes svar.
I forlængelse af arbejdet med Helhedsplanen fra 2016 har der fra både Juelsminde Havn & Marina, Juelsminde Visionsråd samt Hedensted Kommune været et stort ønske om at styrke og udvikle området ved Juelsminde Havn, da området her besidder store kvaliteter og potentialer. Derfor har der også været arbejdet med udviklingen af Havnepladsen, hvor ønsket er at binde by, havn og hav bedre sammen, så de mange besøgende på havneområdet kan "lokkes" op i byens butikker. Det skal være med til at sikre en stærk detailhandel, som er en vigtig faktor for at styrke turisme og bosætning.
Den videre udvikling af Juelsminde Havn er omkostningstung, men rummer også store potentialer. Det er derfor nødvendigt at få eksterne samarbejdspartnere i form af eksempelvis fonde, statslige aktører med puljer og private investorer med.
De kommende år er der afsat en del statslige midler til højvandssikring og eu-midler til turismeudvikling, som passer godt med ønsket om udvikling på Juelsminde Havn og Storstranden. For at øge sandsynligheden for at få del i midlerne er det vigtigt, at kommende ansøgninger om støtte baserer sig på en samlet opdateret plan for havneområdet med bred opbakning og at planen indeholder tanker om tiltrækning af kommercielle investeringer.
Det foreslås derfor, at der igangsættes en komprimeret proces, hvor de eksisterende planer for havneområdet samles og opdateres med et fokus på turismeudvikling, byudvikling og kommercielle muligheder for havneområdet. Juelsminde Visionsråd og Juelsminde Havn & Marina inddrages gennem en styregruppe for arbejdet.
På mødet vil Rune C. Olesen og Line Holmgaard deltage og præsentere en opsummering af de eksisterende planer for Juelsminde, mulige samarbejdspartnere samt kommende ansøgningsmuligheder for ekstern finansiering.
Beslutningen meddeles Juelsminde Havn og Juelsminde Visionsråd
at | Udvalget for Vækst & Klima: |
1. drøfter status på byudviklingen i Juelsminde og de videre perspektiver for udvikling af havneområdet
2. igangsætter en komprimeret proces, hvor der på baggrund af eksisterende planer udarbejdes et prospekt for havneområdet med fokus på byudvikling, turismeudvikling og kommercielle muligheder.
Udvalget for Vækst & Klima drøftede byudviklingen i Juelsminde og havneområdet samt igangsætter udarbejdelsen af et prospekt for havneområdet, som beskrevet i sagen.