Udvalget for Vækst og Klima skal tage stilling til:
- om forvaltningen må udsende den udarbejdede varmeplan i høring
- om forvaltningen må indberette byerne Juelsminde, Ølsted, Stouby og Lindved som fjernvarmeforsynede varmeplansområder på Plandata.dk, såfremt der ikke kommer væsentlige negative høringssvar
Ingen bemærkninger
Udvalget for Vækst og Klima godkendte d. 7. november 2022, at forvaltningen påbegyndte udsendelse af breve til naturgasejere og udvalgte oliefyrsejere omkring status for fjernvarmeforsyning i deres områder. Udvalget fik ved samme lejlighed et overblik over det påtænkte svar til disse borgere.
Kravet om udsendelse af breve samt vedtagelse af en varmeplan udspringer af den nationale politiske aftale "Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022 - Et grønnere og sikrere Danmark - Danmark kan mere II".
Jf. Cirkulære nr. 10081 af 26/10/2022 : "Cirkulæreskrivelse om kommunal varmeplanlægning og projektgodkendelse" skal Hedensted Kommune i 2022 udarbejde en kommunal varmeplan. Varmeplanen skal:
1. medtage alle områder i kommunen, der har status som gasforsynede områder, herunder også ejendomme i gasforsynede områder, som har et oliefyr,
2. fastlægge områder, der forventes at blive fjernvarmeforsynet, herunder en forventet tidshorisont herfor, samt hvilke områder, der fremover forventes individuelt forsynet med vedvarende energi, og
3. udarbejdes og godkendes af kommunalbestyrelsen inden udgangen af 2022
Hedensted Kommunes varmeteam har i en længere periode arbejdet med at klarlægge fjernvarmepotentialet i Hedensted Kommune. Til det formål har det rådgivende ingeniørfirma Sweco udarbejdet en samlet screening for hele kommunen, som er vedhæftet som bilag 1. Screeningen har undersøgt potentialet ud fra tre indikatorer:
- Forventet selskabsøkonomi.
- Forventet forbrugertilslutning ud fra en brugerøkonomisk betragtning på baggrund af den beregnede selskabsøkonomi.
- Forventet samfundsøkonomi sammenlignet med et individuelt alternativ med varmepumper.
Screeningen indikerer en positiv samfundsøkonomi for Juelsminde, Ølsted og Stouby. Derudover indikeres der en marginalt negativ samfundsøkonomi for Lindved. Sideløbende med at Sweco har screenet hele kommunen, har blandet andet Løsning Fjernvarme også igangsat screening af udvalgte byer. For disse byer er kun screeningen for Lindved færdiggjort. Modsat Swecos screening viser den en positiv samfundsøkonomi for fjernvarmeforsyning af Lindved. Grunden til, at der kan opnås to forskellige resultater er formentlig, at Løsning Fjernvarme har et bedre lokalkendskab samt muligheden for at tage udgangspunkt i konkrete aftaler med entreprenører etc. Forvaltningen mener derfor heller ikke, at Swecos analyse skal ses som en endelig konstatering af, at der ikke kan etableres fjernvarme i byer udover Juelsminde, Ølsted, Stouby og Lindved, men da der er krav om at der konstateres positiv samfundsøkonomi hvis en by skal optages i den kommunale varmeplan som fremtidigt fjernvarmeområde, kan der ikke optages flere byer end disse fire på nuværende tidspunkt. Hvis der senere udarbejdes positive screeninger for byer såsom Glud, Snaptun, Korning, Bjerre, Stenderup, Rårup, Hyrup, Aale og Hornborg, kan de stadigvæk udlægges til fjernvarme. Borgere i disse byer har uanset fået/vil få et brev om, at der arbejdes aktivt for fjernvarme i deres område.
I og med at der stadig findes ovennævnte byer, og måske også andre, hvor en mere lokal screening i fremtiden vil kunne vise fjernvarmepotentiale, vil varmeplanen for nuværende ikke udlægge områder til individuel forsyning.
Selve varmeplanen vil kun bestå af omtrentlige omrids af byernes fremtidige forsyningsområder. Grænserne for de endelige forsyningsområder vil blive fastlagt, når der efter planen udarbejdes projektforslag i 2023. Områderidsene er vedhæftet denne sag som bilag 2,3,4 og 5.
Varmeplanen er blevet screenet, og screeningsskemaet er vedhæftet som bilag 6. På baggrund af screeningen vurderes varmeplanen ikke at medføre en væsentlig miljøpåvirkning, og der er derfor ikke krav om miljøvurdering.
Varmeplanen skal sendes i høring.
Udvalget for Vækst og Klima skal tage stilling til om varmeplanen kan sendes i høring, og om Juelsminde, Ølsted, Stouby og Lindved derefter må indberettes som fjernvarmeforsynede varmeplansområder på Plandata.dk. Indberetningen skal ske inden d. 31.december 2022.
Cirkulære nr. 10081 af 26/10/2022 : "Cirkulæreskrivelse om kommunal varmeplanlægning og projektgodkendelse".
Cirkulæret udspringer af "Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022 - Et grønnere og sikrere Danmark - Danmark kan mere II"
Bekendtgørelse af lov om varmeforsyning: LBK nr. 2068 af 16 november 2021
at forvaltningen må udsende den udarbejdede varmeplan i høring
at forvaltningen må indberette byerne Juelsminde, Ølsted, Stouby og Lindved som fjernvarmeforsynede varmeplansområder på Plandata.dk, såfremt der ikke kommer væsentlige negative høringssvar
Udvalget for Vækst & Udvikling besluttede:
- at forvaltningen må udsende den udarbejdede varmeplan i høring.
- at forvaltningen må indberette byerne Juelsminde, Ølsted, Stouby og Lindved som fjernvarmeforsynede varmeplansområder på Plandata.dk, såfremt der ikke kommer væsentlige negative høringssvar