Udvalget for Teknik & Miljø skal beslutte, om Hedensted Kommune vil overtage anlægget på Termovejen i Hornsyld, indtil de kommunale byggegrunde er solgt.
Hedensted Kommune skal betale 278.217,40 kr for anlægget. Når første hus bliver tilsluttet, vil der være en abonnementsbetaling til Hedensted Kommune på 40 kr pr. m2 bolig årligt. Denne pris vil reducere den pris, som varmelauget skal betale for anlægget, når det skal overtages. Varmelauget skal overtage anlægget, når der er solgt 3 grunde.
Der skal søges tillæg til anlægsbevilling på 278.220 kr samt afsættes tilsvarende rådighedsbeløb. Beløbet skal finansieres fra kassebeholdningen på nuværende tidspunkt.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.
Projektet om Vestergårdsmarken blev igangsat i 2019. Det var et ønske, at bygge videre på den første klimavej i Hedensted Kommune (Dalbyvej) og teste det i et boligområde. Valget faldt på Vestergårdsmarken i Hornsyld, da der på daværende tidspunkt ikke var nogen kollektiv varmeforsyning, udstykningen var lille og overskuelig og timingen passede med et EUDP projektet, som VIA var ansvarlige for. Ulempen ved udstykningen er og var bekymringen for, om grundene kan sælges hurtigt nok til, at projektet kan høste erfaringer.
Termovejen ved Vestergårdsmarken består af en almindelig stikvej, hvor overfladevand fra de 6 matrikler, samt vejen selv, ledes ned i vejkassen. Dermed hjælper vejkassen med at forsinke vandet, indtil det kan ledes til regnvandsbassin. Nede i vejkassen ligger der jordvarmeslanger, der giver varme til de 6 boliger på vejen. Der er desuden 3 lodrette boringer på fællesarealet i bunden af vejen, som sikrer varmeforsyningen (og dermed giver en overskudsproduktion, som eventuelt kan bruges i naboudstykninger).
Ud over varme, kan disse boringer levere køling til husene, hvilket et almindeligt jordvarmeanlæg ikke kan.
I februar 2023 er der endnu ikke er solgt nogle grunde. Forvaltningen vurderer, at det manglende salg ikke skyldes klimavejen, men "blot" almindelig stagnation og manglende kundegrundlag til grunde i Hornsyld.
I projektet er der lagt op til, at varmeanlægget ejes af et varmelaug, som grundejerne er medlemmer af.
Situationen med grunde der ikke er solgt betyder, at der ikke er et varmelaug, der kan overtage vejen fra projektet. I øjeblikket ejes anlægget af en partner i projektet, Geodrilling. Det vurderes ikke at være hensigtsmæssigt at Geodrilling fortsat ejer anlægget, da Geodrilling ikke er en varmeleverandør, og dermed ikke har forudsætninger eller organisation til at agere mellemled i perioden fra første til sidste grund er solgt. Derfor vurderes den bedste løsning at være, at Hedensted Kommune ejer anlægget indtil grundene er solgt.
Et standardhus på 140 m² med et årligt varmebehov på 8 MWh (Svarende til et strømforbrug på 2.285 kWh) forventes at koste følgende:
På nedenstående side er de tekniske elementer omkring termovejen beskrevet på en måde, som er målrettet kommende grundejere. (fold afsnittet "Termovej og teknik" ud).
https://www.byggegrunde.hedensted.dk/hornsyld-vestergaardsmarken
Merete Valbak deltager i behandlingen af punktet.
at | udvalget beslutter, at Hedensted Kommune overtager anlægget, som videresælges, så snart der er stiftet et varmelaug. |
at | der skal meddeles tillæg til anlægsbevilling samt afsættes rådighedsbeløb, som finansieres fra kassebeholdningen, såfremt det besluttes, at Hedensted Kommune overtager anlægget. |
Udvalget for Teknik & Miljø ønskede følgende emner yderligere belyst, forud for beslutning i sagen:
1. Hvad er de løbende driftsomkostninger, og hvordan finansieres de?
2. Om andre parter kunne være interesseret i at indgå en driftsaftale og på hvilke vilkår?
3. Om og hvordan udgiften til anlægget kan lægges til prisen på de enkelte grunde?
4. Et udkast til vedtægter for det kommende varmelaug.
Behandlingen af sagen genoptages, når ovenstående oplysninger er forelagt udvalget.