Kommunalbestyrelsen skal beslutte, om der skal igangsættes en planlægning for et boligområde ved Fasanvej i Juelsminde.
Udvalget skal derudover beslutte, om principperne for udformning af området samt forudsætningerne for udarbejdelse af planforslag kan godkendes.
Ingen bemærkninger.
Hedensted Kommune har modtaget en anmodning om at udarbejde en lokalplan for et boligområde ved Fasanvej i Juelsminde.
Se planområdets placering på bilag 1 og projektudviklers skitse på bilag 2.
Det er intentionen at udvikle et boligområde, som kan anvendes til åben-lav eller tæt-lav bebyggelse med omkring 8-12 boliger. Boliger etableres på holme (mindre forhøjelser i terrænet), som omkranses af en regnvandssø med lavninger. Lavningerne og søen er med til at sikre, at området samt naboområder ikke oversvømmes hverken af hverdagens regn, ekstrem regn eller af fremtidige grundvandsstigninger.
En realisering af det ønskede projekt kræver, at der udarbejdes en lokalplan for området.
Lokalplanen udarbejdes efter følgende overordnede retningslinjer:
· Området anvendes til åben-lav og tæt-lav bebyggelse
· En bebyggelsesprocent er på maksimum 30%
· En maksimal terrænregulering er på +/- 1 meter for at muliggøre etablering af holme i området
· En maksimal bygningshøjde er på 6 meter for at sikre, at området kan højdemæssigt tilpasses omgivelserne
· Området vejforsynes fra Enghaven
· Området overføres til byzone
· Der etableres et rekreativt grønt areal i området, hvor lavningerne og regnvandssøen indgår som en del af det rekreative faciliteter
· Der sikres tværgående stiforbindelser til nærliggende bolig- og sommerhusområder
· Facader på ny bebyggelse udformes med materialer og farver, som harmonerer med omgivelserne
· Området udformes, så afvanding er i overensstemmelse med vandhåndteringsplanen
Vandhåndteringsplan
Da området er udfordret med vand (læs mere om udfordringerne i Bilag 3 – notat om klimaudfordringer), er der blevet udarbejdet en vandhåndteringsplan. Planen beskriver forskellige metoder til at håndtere de klimamæssige udfordringer i området, så projektet kan realiseres.
Forudsætninger for udarbejdelse af planforslag
I den kommende lokalplanproces vil der blive stillet krav om, at bygherren inden behandling af planforslag:
Eksisterende forhold
Planområdet omfatter matrikel nummer 18e og 18z, Klakring By, Klakring og udgør et areal på cirka 2,2 hektar. Planområdet ligger i den sydlige del af Juelsminde, cirka 400 meter fra kysten, og er placeret mellem et eksisterende parcelhuskvarter og sommerhusområde.
Planområdet er ifølge Hedensted Kommuneplan 2021-2033 omfattet af rammeområde 1.B.06 – Strandhuse, og udlagt til boligområde med en maksimal bebyggelsesprocent på 30, en maksimal bygningshøjde på 8,5 meter og et maksimalt antal etager på 2. Projektet er i overensstemmelse med kommuneplanrammen.
Miljøvurdering
Planlægningen skal miljøscreenes, hvor det vurderes, om planlægningen vil kunne påvirke miljøet væsentligt, og om der skal udarbejdes en miljøvurdering af planlægningen.
Bemyndigelse
Den kommende lokalplan vil være en almindelig lokalplan uden kommuneplantillæg. Kommunalbestyrelsen har på mødet den 26. oktober 2022 delegeret kompetencen til behandlingen af forslag og endelig vedtagelse af sådanne planer til Udvalget for Teknik & Miljø eller forvaltningen, hvis planforslaget holder sig inden for de principper, Kommunalbestyrelsen vedtog ved igangsættelse. Forslaget til lokalplanen vil derfor blive sendt til behandling i Udvalget for Teknik & Miljø. Såfremt der ikke kommer høringssvar eller enkelte høringssvar af teknisk karakter vil forvaltningen vedtage og offentliggøre lokalplanen endeligt, og efterfølgende orientere Udvalget for Teknik & Miljø.
Hvis sagen ikke godkendes af udvalget, afsluttes sagen, og sendes derfor ikke videre til Kommunalbestyrelsen.
Beslutningen meddeles ansøgeren.
Bygherren opfordres til at afholde et informationsmøde om projektet for nærmeste naboer af projektområdet.
Planforslaget vil blive offentliggjort i henhold til planlovens § 24-26.
Lokalplanen udarbejdes efter Lov om planlægning, LBK nr. 1157 af 1. juli 2020, § 13 stk. 2.
Miljøvurderingen udarbejdes efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM), LBK nr. 1976 af 27. oktober 2021, § 8, stk. 2.
· at der udarbejdes et forslag til lokalplan for et boligområde ved Fasanvej i Juelsminde i overensstemmelse med retningslinjerne beskrevet i sagsfremstillingen,
· at forudsætningerne for udarbejdelse af planforslag godkendes.
Udvalget for Teknik & Miljø anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende forvaltningens indstilling.