Udvalget for Teknik & Miljø bedes tage stilling til ansøgning om ændret anvendelse af arealer og bygninger på Gram Møllevej 2, Bjerre, 8783 Hornsyld (Bilag 1 - Kortbilag).
Ingen bemærkninger
Den 2. november 2021: Det tidligere Udvalg for Teknik besluttede, at der ikke skulle påbegyndes kommune- og lokalplan for området og meddelte derudover afslag til:
1. Ansøgning om landzonetilladelse til ændret anvendelse af arealer og bygninger på ejendommen til brug for nedknusnings- og entreprenørvirksomhed samt 2-4 meter høje jordvolde omkring hele ejendommen.
2. Ansøgning om udstykning af ejendommen til erhverv (Bilag 5 – Dagsordenspunkt).
Baggrund for beslutningen:
Sagen startede på baggrund af støjklager og klager over etablering af markante jordvolde. Ejer oplyste, at han havde taget ejendommen i brug til sin nedknusnings- og entreprenørvirksomhed og ansøgte som nævnt i de 2 punkter ovenfor. Hedensted Kommune meddelte afslag på ansøgningerne og afgjorde, at det ansøgte projekt var lokalplanpligtigt. Ansøger og kommunen indledte, efter udvalgets afgørelse, dialog om muligheder og begrænsninger på ejendommen (Bilag 2 – Indstillingsnotat).
Der søges nu om et revideret projekt, hvor:
- Nogle af bygningerne og arealerne tages i brug til lager, kontor og opbevaring til genbrugsmaterialer.
- Kontorfaciliteterne skal bruges af de ansatte, der arbejder i genbrugsfirmaet på ejendommen, Tronier Horsens Holding samt firmaet Tronier Ejendomme ApS.
- Reduktion af nogle af jordvoldene samt fjernelse af andre.
- En del af ejendommen arealoverføres til anden eksisterende landbrugsejendom
- Nedknusnings- og entreprenørvirksomheden flytter fra ejendommen (Bilag 3 – Ansøgning).
Der er 3 delelementer fra ansøgningen som kræver landzonetilladelse:
1) Ansøgning om jordvolde,
2) Ansøgning om ændret anvendelse af garage til lager,
3) Ansøgning om 2 containere som tilbygning til lade
Resten er omfattet af undtagelsesbestemmelserne i planloven.
Ad 1) Jordvolde
Jordvolde ønskes i stedet for 1,8 meter høje hegn rundt om hele ejendommen. De ønsker at plante vilde blomster og stedsegrønt på jordvoldene, for at få et mere naturligt udtryk. Et 1,8 meter højt hegn kan sættes op uden ansøgning. Forvaltningen vurderer, at de lavere volde, støtter op om virksomhedens behov for sikring mod tyveri og er en bedre løsning i forhold til påvirkningen af landskabet, end et hegn.
Ad 2) Garage
Der er ansøgt om at bruge garagen som lager til virksomheden. Den ændrede anvendelse af garagen vil kræve en landzonetilladelse. Når garagens anvendelse ændres, vil der, på sigt, muligvis mangle en garage til boligen. Forvaltningen vurderer, at der skal stilles vilkår om, at der ikke senere kan gives landzonetilladelse til en ny garage på ejendommen, da det vil øge bygningsvolumen uønsket.
Ad 3) Containere
Der er søgt om 2 containere med overdækning, som tilbygning til eksisterende lade. Det vurderes ikke at skæmme landskabet, da de, fra vejen, vil være skjult bag eksisterende bygning på ejendommen. Landskabets udformning omkring ejendommen betyder, at containerne ikke kan ses fra de omkringliggende arealet, fordi de er placeret nede i terrænet i forhold til det omkringliggende landskab. Derfor vurderes det ikke at skabe præcedens.
Ansøgningen har været i nabohøring. I høringsperioden har forvaltningen haft telefonisk dialog med flere naboer. Der er modtaget skriftlige bemærkninger fra 1 nabo. Bemærkningerne er sendt til kommentering hos ansøger (Bilag 4 - Nabobemærkning og ansøgers kommentarer hertil)
Forvaltningen vurderer, at projektet er blevet tilpasset og nedjusteret betydeligt. Kun eksisterende bygninger anvendes. Der etableres ikke nye veje og indkørsler. Der sker ikke nedknusning. Voldene nedjusteres til 1 meter i højden og tilpasses eksisterende terræn. Der laves kun mindre udendørsoplag på et centralt areal, som er afgrænset og skærmet af eksisterende bebyggelse. Øvrige udendørsarealer friholdes, og den eksisterende landejendom bruges til mindre erhvervsbrug. Der er ingen særlige landskabelige udpegninger for ejendommen. Det ansøgte projekt vurderes ikke at være lokalplanpligtigt, da det ikke vil medføre en væsentlig indvirkning på ændring i de eksisterende omgivelser.
Forvaltningen beder udvalget om at tage stilling til, om der kan gives landzonetilladelse på følgende vilkår:
- Tilplantning af jordvoldene med træer og buske, så de ikke fremstår som bar jord men mere som beplantningsbælter.
- Boligen kan ikke udstykkes som selvstændig ejendom
- Der kan ikke i fremtiden forventes landzonetilladelse til ny garage
- Udendørs oplag må kun foregå på arealerne som ansøgt
- Containere skal beklædes med træ eller lign. så de fremstår som mindre tilbygninger
Beslutningen meddeles ansøger og ejer
Planloven, LBK nr 1157 af 1. juli 2020, § 35, stk. 1
at | der meddeles landzonetilladelse |
Udvalget for Teknik & Miljø besluttede, at der meddeles landzonetilladelse til ændret anvendelse af arealer og bygninger på Gram Møllevej 2, Bjerre, 8783 Hornsyld.
Fraværende: Claus Thaisen