Udvalget for Teknik skal drøfte og beslutte høringssvar til Miljøstyrelsen i forbindelse med ansøgning om tilladelse til at klappe 3.000 m3 havnesediment ved Klapplads As Vig.
Ingen bemærkninger
I december 2020 gav administrationen høringsvar til Miljøstyrelsen vedrørende tilladelse til at klappe bundsediment fra Vejle Erhvervshavn på klapplads Trelde Næs i Lillebælt. Formanden for Udvalget for Teknik udtrykte efterfølgende bekymring for klapning af sediment nær kommunens kystområder. I maj 2021 blev udvalget forelagt en status over gældende klaptilladelser nær kommunens kyster.
Hedensted Kommune har den 3. november 2021 modtaget høringsbrev fra Miljøstyrelsen (bilag 1) i forbindelse med ansøgning fra Hjarnø Havn om tilladelse til at klappe (dumpe) 3.000 m3 sediment på Klapplads As Vig. Klapmaterialet opgraves i Hjarnø Havn i forbindelse med etableringen af nye pladser til sejlbåde med køl. Kystdirektoratet har meddelt tilladelse til at uddybe havnen. Miljøstyrelsen skal efter høringen tage stilling til og eventuelt meddele tilladelse til klapning af materialet på søterritoriet.
Der er konstateret et let forhøjet indhold af kobber på 44 mg/kg tørstof i sediment fra havnebassinet, der desuden består af gytje (organisk dynd/mudder) med højt organisk indhold. 90 mg kobber/kg tørstof angiver det niveau, hvor der forventes miljømæssige effekter.
Administrationen vurderer, at der er risiko for, at klapningen af sedimentet med kobber og store mængder organisk materiale vil kunne påvirke hav- og kystområderne i og nær Hedensted Kommune negativt, og har udarbejdet forslag til høringssvar (bilag 2).
Administrationen afgiver høringssvar til Miljøstyrelsen på baggrund af Udvalget for Tekniks drøftelse og beslutning i sagen.
Lovbekendtgørelse nr. 1165 af 25. november 2019 om beskyttelse af havmiljøet (havmiljøloven) § 26, stk.1-5 samt bilag 1 og 2.
Administrationen indstiller, at udkast til høringssvar drøftes og besluttes.
Der udarbejdes høringssvar, hvor det på det kraftigste frarådes at give klaptilladelse i As Vig.
Gives der, mod forventning, en tilladelse, vil Hedensted Kommune klage over afgørelsen.