Østjysk Landboforening inviterer til et besøg hos en lokal landmand til en uformel snak om både fremtiden for de unge i erhvervet, landbrugets aspeter og forholdet landbrug og kommune imellem.
Til efterretning. Steen Christensen deltog ikke i besøget.
Drøftelse af sagen og tilkendegivelse vedrørende ramme for sagsforløb.
Umiddelbart er der ikke økonomiske udgifter for kommunen i forbindelse med sagsbehandlingen og gennemførelse af lovliggørelsen.
Byrådet i Tørring-Uldum Kommune vedtog den 24. september 2002 lokalplan nr. 87, Mejerigrunden - et nyt boligområde i Tørring.
Hedensted Kommunes Plan- og Miljøudvalg besluttede den 4. oktober 2007 at dispensere fra lokalplan nr. 87 til opførelse af 8 andelsboliger.
Hedensted Kommunes Plan- og Miljøudvalg besluttede den 10. januar 2008 at dispensere fra lokalplan nr. 87 til opførelse af 14 andelsboliger.
Hedensted Kommunes Økonomiudvalg besluttede den 28. januar 2009 at bevilge anlæg af pumpestation til spildevand på Melhedevej (nu Krovænget).
Udvalget for Teknik er den 4. april 2017 orienteret om sagen "Verserende sag om lovliggørelse af udledning i vandløb".
Udvalget for Teknik er den 13. juni 2017 orienteret om sagen "Spildevandssag Krovænget i Tørring".
Udvalget for Teknik er den 7. november 2017 orienteret om sagen "Status på kloaksag Krovænget 1-22, Tørring, sagsid 06.11.01-K08-5-16".
Sagen drejer sig om tre grundejere, der uden tilladelse udleder tag-, vej- og overfladevand i Melhede Bæk. Forholdet er ulovligt og er ikke i overensstemmelse med Spildevandsplanen.
I henhold til Spildevandsplanen er det planlagt, at Hedensted Spildevand A/S skal forsyne området både med hensyn til spildevand og regnvand. Hedensted Kommune har til bygherre redegjort for krav, der skal opfyldes, for at kloaksystemet kan overdrages til offentlig forsyning. Kloakken anses ikke for overtaget af Hedensted Spildevand A/S.
Hedensted Kommune har i 2016 og 2017 varslet påbud om lovliggørelse af ulovlige forhold. Varslingsperioden kan betragtes som dialogfase, og grundejere samt andelshavere deltog den 31. august 2017 i møde om sagen.
Ved borgermødet fremkom ønske om politisk stillingtagen til lovliggørelsessagen.
Administrationen finder på baggrund af sagsgennemgangen, at grundejerne, siden byggeriet blev opført, kunne have været bekendt med, at der er et ikke færdigmeldt kloakarbejde på grunden. Det fremgår af BBR-ejermeddelelsen vedrørende de tre ejendomme på Krovænget 1-22, 7160 Tørring. Grundejerne har derfor haft mulighed for at lovliggøre forholdene. Administrationen finder, at Kommunen har handlet i overensstemmelse med almindelig praksis. Kommunen er normalt ikke opsøgende vedrørende overdragelse af kloakanlæg; men vil normalt afvente bygherres/ejers henvendelse vedrørende overdragelse af kloaksystem.
Administrationen har foranlediget, at der er gennemført en TV-inspektion og opmåling af kloakkken. Konklusionen er, at Hedensted Spildevand A/S ikke vil overtage kloakken, da den ikke lever op til Hedensted Spildevand A/S' krav til anlæg, der skal overtages.
Administrationen foreslår, at der varsles påbud om lovliggørelse, der muliggør grundejeres eget valg af løsning til lovliggørelse af de ulovlige forhold.
De berørte grundejere orienteres direkte om den politiske beslutning.
at | det drøftes |
Der gives påbud om lovliggørelse, idet kommunen er indstillet på at ændre spildevandsplanen, der muliggør oprettelse af et privat spildevandslaug.
Der skal tages stilling til principper for udmøntning af beløb afsat til naturpulje, skiltning mv. Samtidig søges om anlægsbevilling på 1 mio. kr.
Anlægsbevillingen, der er på 1 mio. kr. og rådighedsbeløb på 500.000 kr. i årene 2018 og 2019, skal finansieres af beløb afsat til formålet på investeringsoversigten.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.
I budget 2018 og 2019 er der afsat 500.000 kr. årligt til en naturpulje. Puljen er afsat til at sikre bedre og tydeligere adgang til natur og grønne områder.
Hedensted Kommune har et stort udbud af stier og stisystemer af varierende størrelse og standard. Hedensted Kommune har foretaget tilflytteranalyser de sidste 3 år, og der er et tydeligt billede af, at tilflyttere til Hedensted Kommune bla. vælger kommunen, fordi der er adgang til grønne områder, stier og natur nær deres bolig. Adgang til natur anses for at være et betragteligt aktiv både for egne borgere, potentielle tilflyttere og turister.
Vedligehold af eksisterende stier og etablering af nye:
Der er et efterslæb på vedligeholdelse af eksisterende stier og faciliteter, som betyder, at standarden ikke altid er som ønsket eller som lovet. Der vurderes at være behov for at sikre finansiering til vedligehold af eksisterende stier, kombineret med etablering af nye, så efterslæbet ikke bliver større og større.
Dette er blandt andet gældende i Uldum Kær (se særskilt sagsfremstilling om Uldum Kær).
I forbindelse med nye udstykninger lægges der i lokalplanerne op til at sikre stiadgange ved at stille krav om etablering og finansiering af stier i forbindelse med byggemodningen. Et eksempel på dette er Lille Dalby Bakker, hvor finansiering til nye stier sikres på denne måde. Når der laves nye stier, er det nødvendigt, at der hver gang tages stilling til vedligehold og afsættes midler på driftsbudgettet.
I det følgende er der skitseret 4 forskellige principper vedrørende adgang til natur og grønne områder. Det er princip 1-3, der kan indeholdes i naturpuljen på de 500.000 kr, hvorimod princip 4 vil kræve særskilt finansiering:
Princip 1:
Pengene bruges til vedligehold af eksisterende stier og rekreative elementer så som fugletårne og borde/ bænke m.v.
Princip 2:
Pengene benyttes til medfinansiering af større stianlæg. Dette kan f.eks. være udbygning af sti og broer i Uldum Kær, udbygning af stisystem ved Hedensted Golfklub m.v.
Det vil være et godt bidrag til borgere, der selv gør en indsats ved f.eks. at søge penge til deres projekter, hvis Hedensted Kommune kan give et tilskud. Det vil ligeledes være et godt signal til fonde, hvis kommunen også bidrager. Administrationen har modtaget en ansøgning om supplerende stisystem i Uldum Kær, som søger en bevilling på 170.000 kr. Uldum Kær Naturlaug har allerede skaffet 1.046.000 kr. og mangler nu blot 170.000 for, at projektet kan realiseres. Dette projekt vil administrationen prioritere ind under princip 2. Beskrivelse af projektet er vedlagt som bilag.
Princip 3:
Pengene benyttes til at forsyne stier med lys, skilte og til at etablere mindre sti-systemer, der kan sammenkoble et stiområde med et andet.
Princip 4:
Store projekter, der ligger uden for naturpuljens økonomiske rammer. Det er projekter som for eksempel renovering af Uldum Kær og etablering af sti ved Bjørnsknude. Disse vil kræve særskilt bevilling.
Det er muligt at kombinere princip 1, 2 og 3. F.eks. kan princip 1 og 3 kombineres, så der bliver ekstra mulighed for vedligehold samtidig med, at der kan prioriteres enkelte mindre tiltag. Det vil også være muligt at kombinere alle 3 og f.eks. prioritere op til 50% på et større projekt, og så kan resten prioriteres til vedligehold og mindre poster om belysning, skiltning m.v. Andre kombinationer er også mulige.
Økonomi:
Som eksempel koster 100 meter ny sti 50-120.000 kr. at anlægge, afhængig af standard.
at | størstedelen af puljen reserveres til princip 1 – vedligehold af eksisterende stier og faciliteter. Resten af puljen kan prioriteres til princip 2 og 3 |
at | administrationen forestår prioriteringen |
at | udvalget får forelagt status for puljen ved udgangen af hvert år |
at | anlægsbevilling og rådighedsbeløb godkendes og finansieres som angivet under Økonomi |
Indstilling godkendt, idet der anvendes 170.000 kr. til nyt stianlæg i Uldum Kær.
Udvalget skal tage stilling til, om der skal igangsættes en detaljeret gennemgang, som kan danne grundlag for en renoverings- og finansieringsplan for Uldum Kær.
Ingen bemærkninger
Inden for de kommende år er der behov for renovering af stier og rekreative faciliteter i Uldum Kær.
Uldum Kær er etableret i 2010 med støtte fra blandt andet Skov- og Naturstyrelsen.
Området vurderes at være et stort aktiv for borgere i Tørring, Aale og Uldum, og det at have et naturområde med stiadgang, flugter med visionerne i Tørring Masterplan om, at Gudenåen og naturen skal bruges til at ”brande” Tørring udadtil og tiltrække besøgende. Området binder de tre byer sammen og byder i sin helhed på en længere vandre- eller cykelrute, eller på muligheder for mindre ture med udgangspunkt i hver sin by.
Uldum Kær besøges årligt af turister fra ind- og udland med et betragteligt antal turistbusser, der sætter besøgende af, som går tur i området, nyder deres medbragte mad og benytter faciliteterne. Der er løbende vedligehold og opgradering af nogle af faciliteterne, hvor f.eks. madpakkehus/bålhytte og tilhørende bænke er etableret senere.
Stierne i Uldum Kær er fortsat farbare for fodgængere, men nogle stier har fået mere karakter af trampesti frem for den oprindelige brede cykelsti i ca. 2 meters bredde. Derudover vurderes nogle af de lave broer at have en tilstand, som fordrer, at de skal udskiftes/renoveres inden for nogle få år, da de ellers vil være for risikable at benytte.
Et vedligeholdelsesefterslæb har nogle konsekvenser. Det betyder, at man ikke længere har det, man havde før. Det er en kommunikationsopgave, når tingene ændrer sig. Det har også den konsekvens, at turistbrochurer bør tilpasses, så vi ikke lover mere, end vi kan holde.
I 2010 blev området etableret med følgende elementer:
· Renovering af 2.940 meter eksisterende markveje til cykelsti
· Nyanlæg af 2.141 meter cykelsti på terræn
· Renovering og oprydning af 150 meter betonaffaldsvej
· Udlægning af 5.023 meter slidlag
· Anlæg af 2-3 p-pladser a 225 m2
· 3 rørunderføringer
· 325 meter træstier på 1,60 meter i bredde
· 2 buede træbroer
· 3 lige broer
Anlægsøkonomien var på i alt cirka 10 mio. kr., og Hedensted Kommune påtog sig forpligtelsen til at vedligeholde det. Udgiften til broer og stier var på cirka 3 mio. kr.
Økonomiske nøgletal i forbindelse med eventuel renovering
Det koster 1.500 kr. pr. løbende meter at renovere træbroerne, og 3.000 kr. pr. løbende meter at sætte nye op. Det vil sige mellem 0,4 og 1 mio. kr., hvis alle træbroerne enten skal skiftes eller renoveres.
Det koster cirka 1.000 kr. pr. løbende meter at anlægge en sti. Renovering af stierne må forventes at ligge på samme niveau, da der både skal graves af og lægges nyt på. Dette fordyres særligt, fordi der ikke kan benyttes store maskiner. Dvs. cirka 1 mio. kr. for 1.000 meter sti.
at | administrationen laver en detaljeret gennemgang af stier og broer, som danner grundlag for en renoveringsplan med finansieringsbehov, som forelægges Udvalget. |
Godkendes.
Genoptagelse: Forslag til retningslinjer for administrationspraksis vedrørende bade- og bådebroer i Hedensted Kommune.
Punktet har været fremsat for Udvalget for Teknik på mødet den 15. august 2017. Beslutningen var at udsætte punktet med henblik på drøftelse på det førstkommende dialogmøde med sommerhusforeningerne.
Emnet blev fremlagt på dialogmødet med Sommerhusforeningerne den 6. marts 2018.
Kommunen behandler som udgangspunkt ansøgninger om bade- og bådebroer. Ansøgninger behandles efter bekendtgørelse om bade- og bådebroer, som udspringer af lov om kystbeskyttelse. Sagsbehandlingen skal ifølge Kystbeskyttelseslovens § 1 ske ud fra en afvejning af en række hensyn, bl.a. kystlandskabets bevarelse og den rekreative udnyttelse af kysterne og sikring af den eksisterende rekreative adgang langs kysterne.
Der er hidtil ikke udarbejdet mange tilladelser til badebroer i Hedensted Kommune, men inden for de sidste år er der kommet flere ansøgninger. Administrationen har ud fra en konkret vurdering givet tilladelser til mindre badebroer. Dette har i praksis været broer på mellem 10 og 26 m i længden, 1,3 - 1,6 m i bredden (dog 2 m i bredden for broen ved Juelsminde havn), eventuelt med mindre brohoved og primært i sommerhusområder. Derudover er der stillet vilkår om, at broen skal være offentlig tilgængelig, når den er placeret på en offentlig tilgængelig strand. For hver ansøgning er der foretaget en konkret vurdering ud fra placering, anvendelse mv.
Kommunen har mulighed for at fastsætte retningslinjer for administrationspraksis for bade- og bådebroer. Herunder f.eks. retningslinjer for længde og bredde, hvorvidt - og eventuelt i hvilket omfang - der tillades brohoveder, samt hvorvidt en badebro skal være offentlig tilgængelig.
På dialogmødet med Sommerhusforeningerne den 6. marts 2018 var foreningerne generelt positive over for retningslinjerne med udtrykte samtidig bekymringer om ansvarspådragelse samt vedligehold ved offentlig brug.
Bekendtgørelse nr. 232 af 12. marts 2007 om bade- og bådebroer
Bekendtgørelse nr. 78 af 19. januar 2017 af lov om kystbeskyttelse, med senere ændringer
at | udvalget godkender retningslinjer for administrationspraksis vedrørende bade- og bådebroer |
Indstilling godkendt, idet retningslinierne gælder for alle nye broer.
Udvalget for Teknik skal tage stilling til administrationens forslag til adgang rundt om Bjørnsknude.
Udgifterne til skiltningen afholdes inden for eksisterende budget.
Udvalget er løbende blevet orienteret om sagens forløb senest på mødet den 9. januar 2018.
Adgang rundt om Bjørnsknude, Juelsminde, har i mange år været i form af en mindre sti på indersiden af kystsikringen ved Bjørnsknudevej 76. I forbindelse med et ejerskifte i 2016 er der blevet stillet tvivl om lovligheden i denne adgang af den nye ejer. Lokale intereresser har fastholdt, at adgangen lovligt kan ske på stien.
Bjørnsknudevej 76 er beskyttet mod havet i form af en kystsikring. Den nuværende ejer foretog en forbedring af sikringen, som efter et påbud fra Kystdirektoratet nu er er lovlig udført.
Adgang langs strande er reguleret af naturbeskyttelseslovens § 22, hvorefter adgang må ske til fods mellem daglig lavvande og til der, hvor den sammenhængende landvegation starter. Hvis der er mindre end 50 meter til en beboelsesbygning må der ikke tages ophold. Bestemmelsen administreres rimeligt restriktivt.
I forbindelse med byggeriet af et nyt sommerhus blev der sat et nyt hegn op på grunden ud mod Bjørnsknudevej. Hegnet blev forlænget i forhold til det tidligere, og den hidtidige adgang på grunden kunne derfor ikke fortsætte. Hvorvidt hegnet er korrekt placeret, henhører under Kystdirektoratet og borgernes henvendelse herom til Hedensted Kommune er videresendt til direktoratet. Ligeledes blev der på hegnet sat et "adgang forbudt" skilt. Et sådan skilt kan betragtes som misvisende og et såkaldt skræmmeskilt. Dette er ikke tilladt.
Det vurderes ikke muligt at kræve stien genetableret grundet Kystdirektoratets accept af den nuværende tilstand på stendiget/skråningsbeskyttelsen, og adgangsbestemmelserne i naturbeskyttelsesloven vurderes derfor ikke at kunne bringes i anvendelse.
Der har været søgt, om der kunne findes andre muligheder for adgang rundt om knuden, eksempelvis i form af en forbedret kystsikring, som samtidig kunne bruges som adgang. Udgifterne til en sådan vurderes at ligge på ca. en 1 mio. kr. for ca. 70 meter sikring/sti.
Adgang til rundt om Bjørnsknude er et vigtig element for mange i og omkring Juelsminde og bruges også af en del turister, se vedlagte bilag - blå rute. Den nuværende skiltning trænger imidlertid til et eftersyn og forbedring.
Med baggrund i ovennævnte foreslår administrationen:
Bekendtgørelse af lov om naturbeskyttelse nr. 934 af 27. juni 2017, § 22
at | færdsel må ske til fods mellem daglig lavvande og til der, hvor den sammenhængende landvegation starter |
at | der træffes afgørelse om, at den nuværende skiltning ikke er tilladt og |
at | forslag til nyt skilt vedrørende adgangsforhold ved Bjørnsknude godkendes (forslag: Færdsel til fods mellem daglig lavvandslinie og den sammenhængende landvegetation er tilladt. Ophold er ikke tilladt) og |
at | der arbejdes på en forbedring af skiltningen til og rundt om Bjørnsknude |
at | der arbejdes på tiltag, der kan sikre offentlighedens adgang rundt om Bjørnsknude på ydersiden af den nuværende kystsikring |
Indstilling godkendt, idet skiltningen justeres således, at adgangsforholdene præciseres. Der arbejdes med nye skilte, der viser adgang til Bjørnsknude.
Der skal tages stilling til et nyt vejnavn til nyt boligområde i Juelsminde.
Ingen bemærkninger
Juelsmindehalvøens Boligselskab af 1946 (JAB) har købt Strandhusevej 27, Juelsminde til etablering af 33 tæt/lave boliger.
JAB har i den forbindelse søgt om at navngive den interne vej i området "Dyrskuepladsen", se vedhæftede bilag, idet området i folkemunde altid har heddet Dyrskuepladsen.
Vejnavnet Dyrskuepladsen overholder gældende krav:
Bekendtgørelse af lov om bygnings- og boligregistrering, LBK nr. 1080 af 5. september 2013, §3
Bekendtgørelse om vejnavne og adresser, BEK nr. 436 af 2. maj 2014, §3
at | vejen navngives Dyrskuepladsen |
Godkendes.
I 2017 måtte DDS spejderne i Barrit lukke ned og af samme grund måtte de afsige sig opgaven med avisindsamling. Det er imidlertid lykkedes at videreføre opgaven, til DDS på kredsplan.
I 2018 har FDF i Juelsminde meddelt, at de ikke længere kan løse opgaven, idet man ikke længere kan rekrutere frivillige. Vi har forsøgt at afsætte indsamlingen i Juelsminde og omegn til de organisationer, som indsamler i naboområderne, men uden held.
Vi har derfor måtte melde ud, at der i år ikke foretages de sædvanlige 4 indsamlinger i Juelsmindeområdet og henvist til genbrugsstationen eller affaldsøerne (sagsid 07.18.14-G00-1-17)
Til efterretning. Ved næste møde drøftes papirindsamling.
Trafikforhold i Hedensted Nord blev drøftet. Ved næste møde drøftes drift af offentlige toiletter.
Projektforslag sendes i lovpligtig fire ugers høring.
Projektforslaget kan endligt godkendes af Udvalget for Teknik efter endt høring.
Etablering af det oprindelige anlæg på 11.000 m2 har tidligere været behandlet af Byrådet samtidig med lokalplan 1096 for området 16. december 2015.
Hedensted Fjernvarme søger om en udvidelse af deres solfangeranlæg med ca 10%. Udvidelsen af et solfangeranlæg skal godkendes af Byrådet i henhold til varmeforsyningsloven.
Solfangerne vil blive placeret syd for det eksisterende anlæg i umiddelbar forlængelse af disse.
Gennemføres udvidelsen vil det betyde en besparelse på ca 100 tons CO2 pr år i anlæggets levetid i forhold til at fyre med gas, som vil være det nuværende alternativ for Hedensted Fjernevarme.
Natur og Miljø anbefaler at projektet godkendes, da projektet er i overensstemmelse med kommunens energipolitiske mål om, at varmeværkerne skal omlægge til CO2 fri brændsel. Projektet udviser samtidig en positiv samfunds-, selskabs- og forbrugerøkonomi.
På nuværende tidspunkt skal der kun tages stilling til at udsende projektforslaget i høring hos berørte parter. I denne sag er de berørte parter DONG Energy. Efter endt høring vil sagen blive behandelt politisk igen.
Dong A/S er høringsberettiget part, da projektet erstatter et gas forbrug.
Byrådet kan beslutte, at udvalget godkender forslaget endeligt efter endt høring.
Projektforslaget sendes i fire ugers høring hos Dong A/S.
Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg, Energistyrelsens bekendtgørelse nr. 825 af 24. juni 2016 §§3,17,23 og 25.
Bekendtgørelse af lov om varmeforsyning nr. 523 af 22. maj 2017 §4.
at | udvalget anbefaler Byrådet at sende forslaget i høring |
at | udvalget anbefaler Byrådet, at projektforslaget kan godkendes efter endt høring af Udvalget For Teknik |
Indstilling godkendt.