Hedensted Kommune deltager i projekt om Termovej Vestergårdsmarken. Hermed en kort orientering om status på projektet.
I projektet anlægges en Termovej på kommunens udstykning på Vestergårdsmarken. Der udstykkes 6 matrikler. Termovejen betyder, at der (ligesom ved Klimavejen på Dalbyvej) håndteres regnvand, produceres varme og forberedes for køling i boligerne. Projektet er netop gået igang med at anlægge vejen, og området forventes byggemodnet inden årets udgang.
I samarbejde på tværs af projektgruppen og kommunens salgsfolk, pågår der et arbejde med at beskrive, hvilke forhold der kommer til at gøre sig gældende, når man køber en grund / bygger et hus i et boligkvarter med en Termovej. Der vil i den forbindelse blive oprettet en underside på byggegrunde.hedensted.dk, som dermed også kan fungere til fremtidige Termoveje.
Ud over at beboerne kommer til at bo i et område med bæredygtig vandhåndtering og energiforsyning, så får de en særligen mulighed for at passiv-køle bolig. En mulighed som de færreste ser som værende realistisk at realisere i et traditionelt boligområde. Prismæssigt vil en tilslutning til Termovejen komme til at ligge på niveau med gennemsnitlig fjernvarme.
Et succeskriterie for projektet er, at man som ny tilflytter til området, tilslutter sig anlægget, og ikke vælger at etablere individuel forsyning. I forbindelse med udarbejdelse af salgsbetingelser, skal det drøftes i PKØ, om der kan ilægges en forpligtelse til at tilslutte sig Termovejen.
Projektet er støttet af EUDP (EU-fonde) og ledes af VIA University i Horsens. Øvrige deltagere i projektet ud over Hedensted Kommune er Hedensted Spildevand, PlanEnergi, Energy Machines, Geodrilling, Løsning Fjernvarme og NCC.
Til efterretning