Udvalget skal beslutte, om Hedensted Kommune (affaldssiden) skal indgå i et pilotprojekt sammen med Hedensted Spildevand.
Affaldsområdet er takstfinansieret. Der er ikke direkte omkostninger udover administrative ressourcer i projektet, midler hertil er indeholdt i budgettet.
Hedensted Spildevand A/S ønsker i et pilotprojekt at afprøve, om det kan give brugbare resultater at "indsamle" kildesorteret organisk dagrenovation via køkkenkværne gennem det eksisterende ledningsnet til rensningsanlæg. Projektets formål er at undersøge potentialet i kildesorteret organisk dagrenovation - i forhold til følgende parametre;
Pilotprojektet, som Hedensted Spildevand står bag, betyder, at der skal installeres køkkenkværne hos udvalgte borgerne, og i løbet af projektperioden skal det undersøges, om det er muligt at udnytte det eksisterende spildevandsledningsnet til indsamling og samtidig bevare så meget energi i affaldet/spildevandet, så det er muligt at energiudnytte det. En løsning, der samtidig sikrer, at næringsstofferne i restproduktet (slammet) bliver udnyttet som jordforbedringsmiddel. I dag bliver det organiske affald brændt med energiudbyttelse, men her sker der ingen udnyttelse af næringsstofferne. De husstande, der indgår i projektet, vil få installeret en køkkenkværn, som efter projektperioden skal afmonteres igen.
Der vil til projektet blive søgt finansiering gennem diverse midler. Projektperioden forventes at løbe over 2 år frem til foråret 2019.
Regeringens ressourcestrategi fra 2013, som er grundlaget for Hedensted Kommunes affaldshåndteringsplan, fokuserer blandt andet på at forbrænde mindre mængder affald og bedre udnyttelse af de værdier og ressourcer, som er i affaldet. Samtidig skal der fokuseres på kvaliteten i genanvendelsen og på mindst mulig miljøpåvirkning. Det er målet, at 50% af følgende materialetyper i husholdningsaffaldet; organisk affald, papir-, pap-, glas-, plast-, metal- og træaffald skal indsamles til genanvendelse i 2022.
Der skal endvidere udnyttes meget mere madaffald til fremstilling af biogas, og det skal gøres muligt at udnytte vigtige næringsstoffer som fosfor fra spildvandsslam og husdyrgødning.
I Hedensted Kommunes affaldshåndteringsplan 2014-2018 omhandler et af initiativerne "Organisk affald. Mål: at frasortere det organiske affald, så det kan bioforgasses. Organisk affald er fyldt med energi, som kan udnyttes bedre gennem bioforgasning end ved forbrænding, sådan som vi gør i dag. Sorteringen skal være nem, og der skal være en høj udnyttelsesgrad af det organiske affald. Ligesom det skal sikre, at der findes afsætningsmuligheder for det organiske affald. Det skal undersøges, om sorteringen skal ske i den enkelte husholdning, eller om der skal vælges en central løsning med frasortering af den organiske del efter indsamlingen af restaffaldet. Det forventes, at der etableres en indsamlingsordning for organisk affald i løbet af planperioden".
Det er således helt i tråd med mål og initiativer i affaldshåndteringsplanen at deltage i undersøgelse af, om indsamling gennem spildevandsnettet og den senere energi- og næringsstofudnyttelse er en brugbar løsning.
Direktør Ole Pedersen, Hedensted Spildevand A/S, deltager i behandlingen af dette punkt.
at | Hedensted Kommune deltager i pilotprojektet om indsamling af kildesorteret organisk dagrenovation. |
Anbefales godkendt. Oversendes til Byrådet.