Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om tilskud til pasning af egne børn skal øges og i hvor lang tid.
Med vedtagelsen af budget 2023 fulgte en videreførelse af praksis, hvor Hedensted Kommune yder tilskud til pasning af egne børn.
I 2023 udgør tilskuddet for de 0-2 årige 6.866 kr. og for de 3-5 årige 4.592 kr., hvilket er billigere end udgiften til tilsvarende dagtilbud.
Merudgift som følge af forvaltningens anbefaling forventes at udgøre kr. 160.000, hvilket vil blive håndteret inden for Udvalget for Lærings driftsramme for 2023. Ved at øge tilskud til pasning af egne børn til 7.781 kr. for de mindste, vil den kommunale udgift pr. barn komme op på samme niveau som den kommunale marginaludgift til ekstra vuggestuepladser og/eller 5. barnskontrakter i dagplejen. Der vil dog følge en merudgift til øget tilskud på 915 kr. pr. måned, i alt ca. 32.000 pr. måned ved samme antal årsbørn (34) som i 2022.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Udvalget for Læring behandlede på møde d. 5. september 2022 pkt. 68 Kapacitetsstyring dagtilbud. På baggrund af prognose, venteliste, den store befolkningstilvækst i Hedensted Øst og deraf følgende stigning i børnetal og ubalance i forhold til kapaciteten i den nuværende institutionsmasse, er der et presserende behov for en ny institution Hedensted Øst.
Kommunalbestyrelsen behandlede på møde 30. november 2022 pkt. 223 vedr. Ny dagsinstitution i Hedensted Øst, anlægsbevilling samt placering. Dette med henblik på frigivelse af midler til modulløsning, der forventes at stå klar til ibrugtagning juni 2023.
Der er i Hedensted Kommune et stort pres på kapaciteten af dagtilbudspladser og særligt for de mindste børn. Det kan derfor i foråret 2023 blive nødvendigt at tilbyde dagpleje/vuggestuepladser langt fra familiernes bopæl, da der ikke er plads i nærområdet. Etablering af modulbyggeri i Hedensted og Tørring giver pladser på 0-2 årsområdet, men disse forventes først klar til juni 2023.
Dagtilbudsloven giver mulighed for, at kommuner giver forældre tilskud til pasning af egne børn. Tilskuddet kan gives til børn i alderen 24 uger og indtil skolestart, og det kan maksimalt udbetales i 12 måneder. Tilskuddet fastsættes af kommunen og kan maksimalt udgøre 85% af den billigste nettodriftsudgift for et alderssvarende tilbud.
Hedensted Kommune giver i 2023 tilskud til pasning af egne børn på månedligt kr. 6.866,- for de 0-2 årige og kr. 4.592,- for de 3-5 årige. Det er muligt at hæve tilskuddet op til 7.781 kr. for de mindste og 6.228 kr. for de ældste. Der er er i 2021-2022 udbetalt tilskud til 34 årsbørn fordelt på 50-75 familier.
Det er meget forskelligt, hvor meget kommunerne giver i tilskud. Vejle Kommune besluttede i aug. 2022 i en to årig forsøgsordning at fordobling det beløb, som forældrene havde fået indtil da.
Dermed kan borgere i vore nabokommuner aktuelt modtage følgende tilskud:
• Vejle 0-2 årig 7.367 kr.; 3-5 årig 2.500 kr. (2023-priser)
• Horsens 0-2 årig 5.255 kr.; 3-5 årig 4.262 kr. (2023-priser)
Et øget tilskud til pasning af egne børn vil give forældre bedre økonomisk grundlag for at holde børnene hjemme i en periode. Det vil i teorien kunne mindske behovet for dagtilbudspladser. Vi kan dog ikke vide om og i givet fald hvilke familier, der vil vælge at gøre brug af muligheden.
Tilskuddet kan hæves for aldersgrupperne hver for sig, og det er en politisk beslutning, hvad størrelsen skal være inden for det givne maksimum. Forvaltningen vurderer, at behovet er klart størst på 0-2 års området.
Hvis tilskuddet hæves, vil det give en merudgift til tilskud til pasning af egne børn. Samlet set vil et øget tilskud medføre en merudgift for Hedensted Kommune, idet tilskuddet til pasning af egne børn pt er lavere end den kommunale udgift til ekstra vuggestuepladser og/eller 5. barnskontrakter i dagplejen.
Til den politiske diskussion om, hvorvidt et øget tilskud til pasning af egne børn er hensigtsmæssigt, bør det fremføres, at ordningen alt andet lige vil reducere arbejdsudbuddet og dermed beskatningsgrundlaget. Derudover bør nævnes, at for nogle børn i udsatte familier kan det være en fordel for deres trivsel og udvikling, at de kommer i dagtilbud.
Det er forvaltningens vurdering, at et øget tilskud til pasning af egne børn vil være et relevant tiltag for at afbøde de utilsigtede konsekvenser af de aktuelle kapacitetsudfordringer.
Forvaltningen anbefaler på den baggrund:
• At tilskud øges midlertidigt i perioden 1. februar 2023 – 30. juni 2023
• At tilskuddet øges til de maksimale 7.781 kr. for de 0-2 årige
• At tilskuddet bevares uændret på 4.592 kr. for de 3-5 årige
at | udvalget anbefaler Kommunalbestyrelsen at øge tilskuddet til pasning af egne børn, i hvilket omfang og i hvilken periode. |
Udvalget anbefaler kommunalbestyrelsen at øge tilskuddet til pasning af egne børn i den afgrænsede periode beskrevet. Rune Mikkelsen bakker op om indstillingen, men mener dog ikke, at det skal være tidsbegrænset.