Udvalget for Læring orienteres om implementeringen af Lov om minimumsnormering i dagtilbud.
Kommunerne får midler til at ansætte mere pædagogisk personale i årene frem mod 2024, og der er afsat midler til, at der kan ske et løft af normeringer i årene frem mod 2024:
2020: 500 mio. kr.
2021: 800 mio. kr.
2022: 1.0 mia. kr.
2023: 1.3 mia. kr.
Hedensted Kommune har i 2021 fået 5.831.000 kr.
Kommunerne skal dokumentere, at de bruger pengene til bedre normeringer.
I 2021-2023 udmøntes midlerne via en direkte statslig tildelingspulje. Fra 2024 og frem udmøntes midlerne over bloktilskuddet
Det er endnu usikkert hvilke økonomiske konsekvenser, der er forbundet med den fulde implementering i 2024, hvor puljetildelingen overgår til bloktilskud.
I 2020 indgik regeringen og støttepartierne en aftale om at indføre lovbundne minimumsnormeringer i landets daginstitutioner. Der stilles således lovkrav om, at der på kommuneniveau og målt som et årligt gennemsnit skal være 1 pædagogisk personale pr. 3 børn i vuggestuer og 1 pædagogisk personale pr. 6 børn i børnehaver. Minimumsnormeringen er gældende fra 2024.
Udvalget for Læring godkendte i februar og marts 2021, at udmøntning af puljen til normeringer i dagtilbud sker ud fra følgende:
Hedensted kommune har siden 2020 fået tilført puljemidler til indfasning af minimumsnormeringerne. I 2020 blev kommunen tildelt 3.872.000 kr. I 2021 blev kommunen tildelt 5.831.000 kr. og i 2022 får Hedensted kommune 6.936.000 kr.
Midlerne anvendes til ansættelse af pædagogiske personale, der som udgangspunkt består af pædagoger, pædagogiske assistenter, pædagogmedhjælpere, ledere, pædagogstuderende og pædagogisk assistentelever.
Som en del af aftalen omkring minimumsnormeringer indgår lederne med en vægt på 85 procent i opgørelsen af minimumsnormeringer. Tidligere har ledere indgået i opgørelsen af normeringer med 100 procent.
Normeringsmidlerne følger barnets alder. Dvs. at rykkes børn i børnehave før de er fyldt tre år, sikres en normering på minimum 1 pædagogisk personale pr. 3 børn – svarende til en vuggestuenormering. Det skal sikre, at det ikke er økonomi, men pædagogisk hensyn og hensynet til det enkelte barn, som styrer tidspunktet for oprykning til børnehave. I Hedensted starter alle børn i børnehave når de er 2,11 år
Normeringen i 2022 er 4,91 timer pr barn i børnehave, hvilket svarer til 7,5 børn pr pædagogisk personale i børnehaven og 3,8 børn pr pædagogisk personale i vuggestuen.
Bilag: Lov om minimumsnormering i daginstitutioner
at | udvalget tager orienteringen til efterretning |
Orientering taget til efterretning.