Udvalget for Læring giver input til Klimaplan Hedensted Kommune.
Byrådet besluttede den 26. august 2020, at Hedensted Kommune skulle melde sig til projektet om DK2020 Klimahandlingsplaner, som handler om at danske kommuner arbejder for et klimaneutralt og robust Danmark i 2050. Projektet er et partnerskab mellem KL, Danske Regioner og Realdania, og understøttes fagligt af den grønne tænketank, Concito, og af et regionalt sekretariat faciliteret af Region Midtjylland.
I Hedensted Kommune bliver DK2020 oversat til en Klimaplan Hedensted Kommune, som en aftale om klimaindsatser i samarbejde mellem kommunens ansatte, borgere og virksomheder.
Hedensted Kommune er midt i projektperioden for DK2020, og den færdige plan skal afleveres den 15. oktober 2022. De overordnede mål for arbejdet er, at Hedensted Kommune skal have en netto-nul CO2 udledning i 2050 i overensstemmelse med Parisaftalens målsætninger, og at CO2 udledningen skal være reduceret med 70% i perioden 1990 til 2030. Arbejdet med klimaplanen indebærer en formulering af en samlet klimapolitik og handlingsplan for kommunens udvikling og grønne omstilling. Denne klimaplan skal sætte retning, mål og indeholde forslag til kommende projekter, som kan finansieres løbende gennem politiske budgetaftaler.
Indenfor Hedensted Kommunes grænser udleder vi i dag ca. 600.000 tons CO2. Dette tal skal inden 2030 ned på ca. 250.000 tons. CO2 reduktionerne skal findes i alle sektorer og hos alle målgrupper: Energi, transport, landbrug, borgere, virksomheder, og kommunen selv. Derfor står vi overfor en transformation eller et paradigmeskifte. Det er ikke en opgave vi kan løse alene ved hjælp af tekniske løsninger, men det handler om at alle skal bidrage, og alle skal hjælpe med at finde løsninger. Det er nemlig ikke alle løsninger vi kender endnu, hvorfor alt er på spil, alt skal med, alle skal involveres.
Proces frem mod aflevering:
30. marts 2022: Kommunalbestyrelsens temamøde. Her vil være en introduktion til arbejdet med en klimapolitik og handlingsplan, hvor kommunalbestyrelsen får mulighed for at give input til visionen/politikken og det konkrete handlekatalog.
4. - 7. april 2022: Fagudvalgene kommer med deres input.
Maj 2022: Udvalget for Vækst & Klima præsenteres for de konkrete indsatser i handleplanen og får status på fagudvalgenes input til handleplanen. Herefter sendes Klimaplan Hedensted Kommune i offentlig høring og i høring hos fagudvalgene.
August-oktober 2022: Færdiggørelse af planen samt godkendelse hos Concito.
Der vil løbende være dialog med borgere og erhvervsliv, bl.a. igennem nedsættelsen af det nye Klimaråd. Implementering af indsatser kører ligeledes løbende, da flere indsatser bygger videre på allerede igangsatte handlinger.
Særligt for læring:
Udvalget for Læring bedes give deres input til særlige indsatser, som kan varetages indenfor udvalgets ansvarsområder. Eksempler kan være:
Lægge kimen til mere klimavenlig adfærd i børnefamilierne via læring og praktisk erfaring med f.eks. vejrstationer, havebrug, natur og biodiversitet i skoler og institutioner.
Øvrige indsatser: Vi vil bidrage til at vores børn og unge forstår og kan bidrage til den transformation, vi er på vej igennem. Dette kan evt. gøres gennem det allerede etablerede samarbejde med Strategihuset Compas, som i samarbejde med andre kommuner, er igang med at udvikle KlimaBox til brug både før, under og efter grundskolen. KlimaBoxen er ved at blive testet i få skoler, og med en opskalering, kan vi sikre at alle kommunens børn og unge, kommer til at tale om klima-dagsordenen på en relevant, lærerig og sjov måde, som bidrager til den læring der allerede er i faste rammer igennem undervisningsministeriet.
Øvrige indsatser kortlægges på mødet, baseret på udvalgets erfaring med fagområdet.
at | udvalget for Læring drøfter, hvilke tiltag de ønsker at arbejde med i Klimaplan Hedensted Kommune |
at | udvalget for Læring drøfter næste skridt for deres involvering |
Der indledes en dialog med de lokale ledere på dagtilbud og skole, i forhold til hvordan de ønsker vi arbejder med klimadagsordenen sammen. Det handler både om dannelse, hverdags adfærd, og hvad vi som institutioner og skoler selv kan gøre. Derudover vil vi sætte et "klimalys" på de facilitetsplaner der er under udarbejdelse i forbindelse med kloge M2. Punktet genoptages i forbindelse med udvalgets gennemgang af facilitetsplaner.