Administrationen fremlægger de scenarier/løsninger, Udvalget for Læring har bestilt samt orienterer om øvrige bestillinger. Udvalget skal på den baggrund tage stilling til, hvilke scenarier udvalget anbefaler til det videre budgetarbejde. Den videre proces frem mod 2024 aftales i forbindelse med forhandlinger om budget 2021.
Byrådet godkendte på møde den 28. februar 2019 forslag om ændringer af tildelingsmodel for skolerne i Hedensted Kommune. Samtidig blev det besluttet, at der skulle iværksættes en undersøgelse af, om området som helhed er underfinansieret. Efter drøftelser på temamøder i Udvalget for Læring og i Byrådet, blev den endelige skoleanalyse fremsendt til Udvalget for Læring.
Udvalget for Læring behandlede på møde den 8. juni 2020 pkt. 42 Skoleanalyse. Det aktuelle ønske om og behov for at se nærmere på Hedensted kommunes folkeskoler hænger sammen med det stigende pres, der har været på at få de lokale budgetter til at hænge sammen i de seneste år, særligt udslagsgivende fra 2018. De aktuelle udfordringer skal ses i lyset af, at der i 2011 var 6.000 elever på kommunens folkeskoler. Nu er der under 5.000 og i 2025 forventes blot 4.500 elever. Samtidig er der pres på specialundervisningsområdet, pres på driftsbudgetter, pres på personaletid og en strukturel virkelighed med både mange megaklasser og mikroklasser uden samlæsningsmulighed.
Beslutning: Skoleanalysen blev drøftet, og der var enighed om den videre procesplan, herunder det videre arbejde med beregninger af de forskellige beskrivelser.
Administrationen fremlægger hermed løsningsforslag i form af beskrivelser og beregninger som led i den videre proces som følge af skoleanalyse og ny Skolepolitik med henblik på nuancering og kvalificering af politiske drøftelser om finansiering af skolerne.
Mange af kommunens skoler befinder sig økonomisk på en brændende platform med et faldende elevtal og en stribe udfordringer, de ikke selv kan løse. Samtidig er er der behov for forstærket praksis jf. Skolepolitikken, der øger ambitionsniveauet for skolernes arbejde med elevernes læring, trivsel og dannelse.
For at indfri den nye skolepolitik og håndtere de udfordringer, skoleanalysen viser, skal skolerne bruge 33,9 millioner kroner mere, end skolerne har i dag. Endvidere udfordres skolerne af faldende elevtal, idet Læring både hidtil og fremadrettet afleverer millioner af kroner til kommunekassen. Dette kaldes det demografiske træk. Ydermere udfordres Læring af, at den decentrale struktur koster. Læring har år efter år fundet disse penge inden for egen ramme. Begge dele er dog økonomiske strukturerer, der udhuler Lærings økonomi år efter år.
Udvalget for Læring besluttede på møde i juni at efterspørge nogle løsninger / scenarier ved forvaltningen. Samtidig var der i Udvalget for Læring enighed om at indstille, at der i perioden frem til 2024 ikke skal være nogen demografimodel på skoleområdet. Den videre proces frem mod 2024 aftales i forbindelse med forhandlinger om budget 2021.
I vedlagte materiale behandles 12 forskellige løsninger / scenarier, som Udvalget for Læring har ønsket beskrivelser af og beregninger på:
Beskrivelse af de 12 punkter er vedlagt i bilag.
På mødet gives en kort præsentation af de enkelte løsninger/scenarier samt orientering om øvrige bestillinger.
Løsningsforslag vedr. skoleanalyse udsendes med udvalgets beslutning til skolebestyrelserne til orientering.
at udvalget drøfter hvilke scenarier/løsninger, der fra udvalgets side anbefales til det videre budgetarbejde.
Udvalget har gennemgået de 12 forslag, og indstillingen til de videre budgetforhandlinger kan ses i vedhæftede bilag.