Orientering om status i forhold til beslutningen på udvalgsmøde 7.10.2019 vedr. Naturskolevejledning (jf. afsnit om historik). Jesper Hilding Thomsen, naturfagskonsulent/naturvejleder deltager til dette punkt.
På møde i Udvalg for Læring den 7.10.2019 var der en drøftelse af kommunens fremtidig naturskoleundervisning. Her blev følgende forslag omkring naturvejledning godkendt:
Formål: Naturskolevejledningen har til formål at skabe en langsigtet forståelse for naturbevarelse, klima- og miljøforhold. Naturskolevejledningen tilbyder inspirerende naturoplevelser, naturformidling, friluftsliv, læring og rekreation i naturen omkring de enkelte skoler, Gudenåen, strande, vore store statsskovsarealer og tilstødende naturområder. Naturskolevejlederen skal endvidere fungere som ekspert i forhold til naturformidling, naturfag og naturpædagogik.
Struktur: Det er Hedensted Kommune, Læring i skolen, der fra 1. august 2020 finansierer og driver naturskoleaktiviteter i Hedensted Kommune. Hedensted Kommune ansætter egen naturskolelærer/-vejleder med den primære opgave at stå for undervisning af / naturformidling med eleverne i naturen, hvilket kræver samarbejde med Naturstyrelsen og andre, som stiller arealer og lokaler til rådighed. Ud over naturformidlingen styrkes også naturfagsundervisningen på Hedensted Kommunes folkeskoler gennem spotkurser for lærere, konkrete lokale og fælleskommunale projekter etc.
Kørsel: Den hidtidige ordningen med centralt betalt kørsel til 200 naturskoledage videreføres. Idet en del naturskoleaktivitet fremover vil ske i skolernes lokalområde, får skolerne mulighed for at bruge deres betalte kørsel på andre ’ud-af-huset’ aktiviteter fx. Glud Museum, Industrimuseet og Økolariet.
Den 1. september 2020 ansatte Hedensted Kommune en naturskolevejleder til at løfte opgaven med naturskolevejledning. På mødet gives en status på naturskolevejledning i Hedensted Kommune.
At orienteringen tages til efterretning
Orientering taget til efterretning.