Der skal tages stilling til en henvendelse fra Horsens Kommune, der ønsker betaling for den del af basisudgifterne til det arkæologiske arbejde, der vedrører Hedensted Kommune.
Der er i museumsloven ikke hjemmel til, at et museum kan kræve betaling fra en kommune for det arkæologiske arbejde. Omvendt foreskriver museumsloven heller ikke, at det skal være gratis.
Der er ikke afsat midler i budget 2016 til en eventuel betaling til Horsens Kommune.
Glud Museum er det kulturhistoriske museum for Hedensted Kommune, og museet har ansvaret for perioden fra år 1660 og til i dag. Det arkæologiske arbejde med tiden forud for 1660 varetages af et museum med et arkæologisk ansvar – som er Horsens Museum.
Det arkæologiske ansvar sikrer, at Hedensted kommune som alle andre kommuner i landet lever op til museumslovens kapitel 8 om at inddrage, underrette og samarbejde med vedkommende statslige eller statsanerkendte kulturhistoriske museum om sikring af kultur- og naturarven i forbindelse med den fysiske planlægning og forberedelse af jordarbejder m.v. Det pågældende museum er forpligtet på at samarbejde med planmyndigheder, foretage arkivalsk kontrol, udarbejde udtalelser, foretage undersøgelser og udgravninger.
Før kommunalreformen i 2007 varetog VejleMuseerne det arkæologiske ansvar i Tørring-Uldum Kommune og Hedensted Kommune, mens Horsens Museum varetog ansvaret for Juelsminde Kommune. Med kommunalreformen overtog Horsens efter eget ønske ansvaret for hele Hedensted Kommune.
I forbindelse med Kulturstyrelsens ønske om ændringer i de arkæologiske museers arbejdsområder (større enheder og dermed færre arkæologiske museer) skulle de arkæologiske museer i 2012 redefinere deres ansvarsområder.
I den forbindelse ønskede Hedensted Kommune, at VejleMuseerne skulle varetage det arkæologiske ansvar for Hedensted Kommune – og VejleMuseerne var interesserede heri og argumenterede herfor over for Kulturstyrelsen.
På trods af dette ønske fastholdt Horsens Museum fortsat at ville varetage ansvaret, og Kulturstyrelsen afgjorde til sidst sagen til fordel for Horsens Museum i oktober 2013.
Horsens Kommune ønsker nu at frasige sig det arkæologiske ansvar i Hedensted Kommune, med mindre Hedensted Kommune fremadrettet er indstillet på at betale den del af basisudgifterne til det arkæologiske arbejde, der vedrører Hedensted Kommune. Beløbet er beregnet til 400.000 kr. i gennemsnit pr. år.
Samarbejdet med Horsens Kommune har fungeret godt, men kravet om betaling undrer umiddelbart, idet Horsens Kommune så sent som i sommeren 2013, hvor man måtte være bekendt med opgavens omfang og karakter, over for Kulturstyrelsen argumenterede for at beholde det arkæologiske ansvar for Hedensted Kommune, uden at der blev nævnt noget om en eventuel betaling.
I forlængelse af Horsens Kommunes henvendelse om betaling har der været dialog med Vejle Kommune og VejleMuseerne.
Der er allerede nu et samarbejde med VejleMuseerne om bl.a. forskning, konservering og opbevaring af den arkæologiske kulturarv i museumsmagasiner.
Muligheden for en udvidelse af dette samarbejde, således at VejleMuseerne fremadrettet varetager det arkæologiske ansvar i Hedensted kommune, bør undersøges, nu da Horsens kommune overvejer at afbryde samarbejdet med Hedensted kommune.
Administrationen indstiller, 5. oktober 2015, pkt. 79:
At det meddeles Horsens Kommune, at Hedensted Kommune ikke er indstillet på at betale for varetagelse af det arkæologiske ansvar.
At der optages dialog med Kulturstyrelsen og Vejle Kommune om, at VejleMuseerne varetager det arkæologiske ansvar i Hedensted Kommune, hvis Horsens Kommune frasiger sig dette ansvar fra 1. januar 2016.
Horsens Kommune skal orienteres om udvalgets beslutning.
Bekendtgørelse af museumsloven, LBK nr 358 af 08. april 2014, §§ 8 og 26 (Museumsloven)
Godkendes.