Udvalget for Fællesskab drøfter muligheden for at folkeoplysende foreninger kan ansøge om lokaletilskud til indendørs padelbaner.
Ingen bemærkninger
Padelsporten er i gang med at etablere sig som en idrætsaktivitet på lige fod med tennis og badminton, hvor padelforeninger tilbyder padelmedlemskaber.
Padel spilles på en doulebane med 4 deltagere eller på en singlebane med 2 deltagere.
I takt med padelsportens vækst er der inden for det seneste år kommet to indendørs kommercielle padelcentre i Hedensted Kommune, og forvaltningen har modtaget den første forespørgsel omkring muligheden for at modtage lokaletilskud til indendørs padel. Da indendørs padel og foreningspadel er relativ nyt i hele Danmark, er der ikke et sammenligningsgrundlag i forhold til hvordan ansøgningerne er blevet behandlet i de forskellige kommuner. Hvor der er eksempler på, at der gives et fast årligt tilskud samt en fastsættelse af et maksimalt beløb hvortil foreningen kan søge lokaletilskud.
Omfanget af foreninger i Hedensted Kommune, der vil etablere indendørs foreningspadel og ansøge om lokaletilskud kendes ikke, men det kan forventes, at der vil komme flere ansøgninger.
Ved lokaletilskud til idendørs padel skal der sikres, at padel i foreningsregi er en folkeoplysende aktivitet, hvor der er undervisning, medlemsaktiviteter, fællesskab og kontinuitet. Ved padel i foreningsregi skal der ligeledes stilles krav til medlemsskab modsat de kommercielle centres pay and play.
I følge Folkeoplysningsloven skal kommunen stille egnede, ledige lokaler til rådighed for de frivillige folkeoplysende foreningers folkeoplysende aktivitet. I Hedensted Kommune er der ikke et lokale, hvortil aktiviteten kan anvises og kommunen skal i følge lovgivningen give lokaletilskud på minimum 65% til foreningernes driftsudgifter i forbindelse med deres anvendelse af ejede eller lejede lokaler for børn og unge under 25 år. I Hedensted Kommune er procentsatsen 70, hvor tilskuddet nedsættes forholdsmæssigt svarende til medlemmer over 25 års andel af foreningens samlede antal medlemmer.
Kommunen er i følge folkeoplysningsbekendtgørelsen §15, stk. 2 ikke forpligtet til at give lokaletilskud til lokaler, hvor andre samtidig har adgang mod betaling. Kommunen kan også med henvisning til Folkeoplysningslovens §26 nedsætte lokaletilskuddet, hvis driftsudgifterne for et lokale ikke står i rimeligt forhold til antallet af deltagere eller lokalets anvendelse i øvrigt, hvis driftsudgifterne overstiger det normale niveau i området.
Til orientering har Hedensted Kommune via Landdistriktspuljen givet tilskud til etablering af syv udendørs padelanlæg, som er geografisk placeret i kommunen. Der gives ikke driftstilskud eller tilskud til foreningsaktivitet på disse anlæg.
Idrætskonsulent Kia Skov Rosenbrock deltager under punktet og præsenterer mulige modeller.
Folkeoplysningsloven
at | sagen drøftes. |
Drøftet, genoptages på det kommende møde.