Stillingtagen til forslag fra Det Konservative Folkeparti vedrørende "Mere tid til kerneopgaven – afskaffelse af kommunalt besluttede regler, dokumentationskrav og administrative opgaver".
Lars Jensen har på vegne af Det Konservative Folkeparti den 6. oktober 2023 fremsendt følgende sagsfremstilling til behandling i kommunalbestyrelsen:
"Det Konservative Folkeparti ønsker at give mere tid til kerneopgaven og prioritering af de opgaver, som kommer borgerne mest mulig til gavn. Det kræver, at medarbejderne frigøres for de dokumentationskrav og administrative regler og opgaver, som kommunen selv har besluttet (enten politisk eller administrativt), og som dermed ikke er lovpligtige krav. Undtaget er de krav, regler og opgaver, som der er en særlig begrundelse for, og som skaber værdi for kerneopgaven, og som besluttes opretholdt af det enkelte fagudvalg. Regler, dokumentationskrav og administrative opgaver, der følger af lovgivningen er ikke omfattet af forslaget.
Formålet med forslaget er, at der på længere sigt frigøres tid til kerneopgaven for de ældre, børn, unge, handicappede samt borgerne i Hedensted Kommune, og at vi dermed sikrer mest mulig kvalitet i de ydelser, der leveres til borgerne.
Med forslaget er der lagt op til, at kommunalbestyrelsen træffer den overordnede beslutning, og at det vil være op til de enkelte fagudvalg at udarbejde en plan for arbejdet. Den tid der frigøres, går ubeskåret til mere tid til borgerne. Vi foreslår, at arbejdet sættes igang primo 2024 og at kommunalbestyrelsen løbende orienteres om status med arbejdet i fagudvalgene.
Økonomiske konsekvenser:
Der vil være ressourcer forbundet med opgaven med at udarbejde procesplaner og gennemgå regler, dokumentationskrav og administrative opgaver indenfor de enkelte udvalgsområder. Ressourcerne vil omfatte de involverede medarbejdere og ledere samt andre aktører herunder, der inddrages i opgaven.
Indstilling til kommunalbestyrelsen 25. oktober 2023:
1. Kommunalbestyrelsen beslutter, at alle dokumentationskrav, regler og administrative opgaver, som er besluttet af kommunen, og som ligger udover de lovpligtige opgaver, revurderes inden for alle de stående udvalg: Økonomiudvalget, Udvalget for Beskæftigelse, Udvalget for Fællesskab, Udvalget for Læring, Udvalget for Social Omsorg, Udvalget for Teknik og Miljø, samt Udvalget for Vækst og Klima.
2. De enkelte fagudvalg selv udarbejder tids- og procesplaner for implementering af forslagene, dog således arbejdet sættes igang i 2024.
3. Kommunalbestyrelsen orienteres løbende om status på arbejdet i fagudvalgene.
Beslutning fra kommunalbestyrelsen 25. oktober 2023:
Godkendt, således opgaven placeres i fagudvalgene, som selv vurderer opgavens omfang. Der udarbejdes ikke procesplaner.
På mødet fremlægges forslag fra administrationen til "Mere tid til kerneopgaven".
Kommunalbestyrelsens forretningsorden for perioden 2022-2025 § 3 siger følgende;
"Dersom et medlem senest 8 dage forud for et ordinært møde har indgivet skriftlig anmodning om behandling af en sag, sætter Borgmesteren denne sag på dagsordenen for førstkommende møde."
Udvalget for Beskæftigelse drøfter forslaget fra administrationen til "Mere tid til kerneopgaven".
Organisationen arbejder videre med at minimere de administrative opgaver for at følge statslige krav.