Der orienteres om fremsendt ansøgning til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) vedrørende etablering af frivillig gældsrådgivning for udsatte borgere.
Der er ansøgt om samlet 1.090.000 kr. over årene 2015 til og med 2018.
Jobcentret har gennem de seneste år opnået erfaringer med at yde økonomisk rådgivning til udsatte borgere. Uden at der er gennemført egentlig analyse, har jobcentrets medarbejdere tilkendegivet, at der er et værsentligt behov hos udsatte borgere for støtte og hjælp til håndtering af privatøkonomi og gæld. Det manglende overblik over privatøkonomien virker begrænsende for målgruppens mulighed for at fastholde fokus på beskæftigelse. Aktuelt udøves der i projekt Familier på vej gældsrådgivning fra kommunalt ansat medarbejder. Tidligere har Jobcentret som et forsøg haft en gældsrådgiver ansat. Samlet er erfaringen, at gældsrådgivningen foregår bedst i et samspil mellem den indsats Jobcentret yder for målgruppen og en mere frivillig/ekstern rådgiver. Det er ovenstående rammer, som danner grundlaget for den ansøgning, som er fremsendt til STAR. Nedenfor er givet et kort resumé af projektbeskrivelsen.
Jobcentret har som mål at udvikle en lokal samskabende model for frivillig økonomisk rådgivning af borgere på offentlig forsørgelse. Modellen skal rumme en forebyggende privatøkonomisk vejledning såvel som en afhjælpende gældsrådgivning. Modellen skal være kvalitetssikret på den måde, at der stilles krav til de frivilliges kompetencer via et rekrutteringskoncept, ligesom der etableres et uddannelses- og netværksforløb for frivillige økonomiske rådgivere. Modellen skal endvidere sikre borgerne let adgang til kompetent ”ansigt til ansigt” rådgivning i trygge omgivelser.
De frivillige økonomiske rådgivere forventes primært rekrutteret via samarbejde med lokale banker, revisorer, realkreditinstitutioner og lignende. Sekundært via opsøgende arbejde i forhold til rekruttering af tidligere bankansatte, revisorer o.lign., som ønsker at arbejde frivilligt.
Jobcentret gennemfører aktuelt gruppeforløb med fokus på virksomhedsrettede forløb samt job og uddannelse for borgere med langvarig ledighed og komplekse problemer. Forløbene har en empowerment-orienteret tilgang og er på vej til at blive en fast indsatsmodel for langtidsledige borgere. Økonomisk gældsrådgivning er allerede i dag efterspurgt af borgerne, hvorfor forventningen er, at det relativt let vil kunne implementeres – at borgere på offentlig forsørgelse selv vil opsøge og indgå i såvel forebyggende som afhjælpende økonomisk rådgivning.
Visionen er - via det samskabende samarbejde med lokale banker, realkreditinstitutioner og lignende - på sigt at kunne forbedre disses mulighed - samt indsigt i perspektiverne for privatøkonomisk rådgivning/gældsrådgivning til borgere på offentlige ydelser. Visionen er også, at projektet kan forankre en blivende model for lokal frivillig økonomisk rådgivning.
Jobcentret har samarbejdserklæring fra Forbrugerrådet Tænks gældsrådgivning om faglig bistand til projektets udvikling og forankring.
Væsentlige mål for projektet:
Ingen bemærkninger.
Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.
at | orienteringen tages til efterretning. |
Indstillingen godkendt.