Udvalget for Politisk Koordination og Økonomi skal tage stilling til at igangsætte en proces for en strategi for bæredygtig håndtering af overskudsjord i Hedensted Kommune som et tillæg til kommuneplanen.
Samtidig tages stilling til udpegning af konkrete lokaliteter til jorddeponi af ren og lettere forurenet jord.
Der anbefales at benytte rådgiver til at gennemføre projektet.
Arbejdet finansieres inden for driften under Udvalget for Teknik.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.
Hedensted Kommune har mange anlægsopgaver, der genererer overskudsjord eller kræver ekstra jord. Det samme gælder i høj grad eksterne entreprenører, der bor eller opererer inden for kommunegrænsen.
Overskudsjord fra bygge- og anlægsprojekter håndteres i dag som et affaldsprodukt, der bortskaffes til godkendte modtageranlæg. Det betyder ofte, at der er lange transporter til skade for både økonomi og miljø eller "hovsa-løsninger" på grund af ændret planlægning.
Hvis der i stedet ses på jordhåndtering i hele sin sammenhæng, og der planlægges i god tid, er der alle muligheder for at lave bæredygtige løsninger, der har positive konsekvenser for tre bæredygtighedsparametre: miljømæssige, sociale og økonomiske forhold.
Der har været dialog med flere lokale aktører i Hedensted Kommune, der alle udtrykker, at der er et meget stort behov for, at der kan anvises placeringer til jorddeponi inden for kommunegrænsen.
Der er i øjeblikket mulighed for jorddeponi i de færdiggravede grusgrave i Ørum. Disse giver dog store trafikale gener, særligt når store jordtransporter skal køres fra den vestlige side af Hedensted til Ørum. Der er derfor behov for flere mulige placeringer i kommunen, således at der køres mindst muligt og ikke for meget på tværs af byområder og lange stræk på mindre kommune veje.
Region Midtjylland har de sidste par år kørt et projekt om bæredygtig jordhåndtering med deltagelse af kommunerne i området. Dette har betydet, at flere af vores nabokommuner har udarbejdet en strategi og udpegning af arealer til jordhåndtering. Strategien tager også de miljømæssige spørgsmål op for, hvordan der kan genanvendes flest mulige råstoffer, og kørslen med jord og grus med mere kan minimeres. Der ses også på, hvordan den jord skal deponeres i stedet kan nyttiggøres på forskellige måder. Det kan eksempelvis være som støjvolde eller den kan indgå i rekreative områder som bakker og landskabsmodellering.
I mange år har Hedensted kommune og aktører i kommunen været begunstiget af et havneprojekt i Horsens og efterfølgende et stort støjvoldsprojekt i Vejle Kommune. Disse er nu afsluttede, og det efterlader særligt et stort behov for at kunne afhænde lettere forurenet jord lokalt.
Det foreslås derfor, at der igangsættes to sideløbende projekter for håndtering af jord i kommunen:
Der tages kontakt til relevante aktører i kommunen for en åben drøftelse af, hvor der særligt er behov for deponiarealer, hvilke og størrelse. Herudover drøftes hvordan deponierne kan få den mest rationelle drift.
Chef for Fritid & Fællesskab Peter Hüttel deltager i behandlingen af denne sag i Udvalget for Politisk Koordination & Økonomi.
Administrationen indstiller, 4. maj 2021, pkt. 102:
at der igangsættes to projekter for håndtering af jord som beskrevet.
Beslutning fra Udvalget for Teknik, 4. maj 2021, pkt. 102:
Anbefales godkendt
Der indkaldes til et møde med relevante jordaktører i kommunen om behov og muligheder.
Godkendt.
Fraværende: Ole Vind