Byrådet i Hedensted Kommune skal sammen med Byrådet i Horsens Kommune godkende en ny plan for kommunernes beredskab, kaldet "Plan for risikobaseret dimensionering", udarbejdet af Sydøstjyllands Brandvæsen.
Planen indebærer ikke umiddelbare økonomiske konsekvenser, da den er lavet udfra det eksisterende serviceniveau. De økonomiske konsekvenser af ovenstående tiltag er for 2021 indarbejdet i budgettet for 2021. For efterfølgende år vil der ved budgetlægningen for det enkelte år blive foretaget en nærmere vurdering af de økonomiske konsekvenser af Planen for risikobaseret dimensionering.
1. januar 2016 etablerede Hedensted og Horsens Kommuner det fælles beredskab Sydøstjyllands Brandvæsen I/S (Godkendt af Byrådet 16. december 2015 punkt 150).
Processen for udkast til Plan for risikobaseret dimensionering har været tilrettelagt således, at både brandstationernes mandskab og de to entreprenører Falck og Horsens Kommune har været inddraget ved afholdelse af workshops forud for udkastets vedtagelse i Beredskabskommissionen. Efter kommissionens vedtagelse er udkast til planen sendt til formel udtalelse hos Beredskabsstyrelsen, Sydøstjyllands Politi, Region Midt, Brand & Redning MidtVest, TrekantBrand og Østjyllands Brandvæsen.
Beredskabsstyrelsen har afgivet udtalelse, som er vedlagt i bilag. Udtalelsen indeholder ingen væsentlig kritik af udkastet til planen, men alene forskellige opfordringer til beredskabet. De væsentligste punkter i Beredskabsstyrelsens udtalelse angår udarbejdelse af møde- og alarmplaner, tilstrækkelig beskrivelse af funktionsbestemt efteruddannelse af indsatsledere, opfordring til at følge indsatsledervagten med fokus på responstider samt samtidige og længerevarende hændelser. Beredskabet er enig i styrelsens opfordringer, og derfor vil de nævnte forhold blive bearbejdet løbende og som beskrevet i udkastet til planen.
Derudover er modtaget høringssvar fra Østjyllands Brandvæsen, hvilket ikke giver anledning til ændringer i indholdet af udkastet til Plan for risikobaseret dimensionering.
Beredskabskommissionen har herefter besluttet at sende udkastet til planen til endelig vedtagelse i Hedensted og Horsens Kommuner.
Horsens Kommune behandler sagen på sine møder i henholdsvis Økonomiudvalget den 7. december og Byrådet den 14. december 2020.
Sydøstjyllands Brandvæsen har udarbejdet ny plan for kommunernes beredskab, kaldet "Plan for risikobaseret dimensionering". Det følger af vedtægterne for Sydøstjyllands Brandvæsen pkt. 8.2, at udkast til den risikobaserede dimensionering skal forelægges til godkendelse i ejerkommunernes byråd.
Pr. 1. januar 2016 etablerede Hedensted og Horsens Kommuner det fælles beredskab Sydøstjyllands Brandvæsen I/S.
Ved selskabets etablering blev vedtaget den første fælles risikobaserede dimensionering. I den forbindelse blev realiseret de effektiviseringer, som blev beskrevet i aftale om kommunernes økonomi for 2016. Planen baserer sig fortsat på en fælles anvendelse af ressourcer på tværs af brandstationernes områder. Indførelse af nye og innovative slukningsmetoder er et centralt element til fortsat forbedring af arbejdsmiljø og sikkerhed i arbejdet og i særdeleshed på skadestederne.
Udkastet til Plan for den risikobaserede dimensionering er i væsentlig grad en videreførelse af indholdet af planen for 2016. Planen er vedlagt i sin helhed. Oplæg til serviceniveau i bilaget "Forslag til plan for risikobaseret dimensionering", pkt. 3.9 er opsummeringen, der beskriver beredskabet inklusiv de ændringer, som planen lægger op til. De væsentligste elementer i oplægget til serviceniveau beskrives nedenfor:
De nuværende stationsplaceringer, responstider og beredskabsaftaler fastholdes. Der indgås derudover beredskabsaftale med Østjyllands Brandvæsen om dækning af område Vedslet/Grumstrup og Yding samt beredskabsaftale med Trekantområdets Brandvæsen om dækning af Lindved og Daugaard.
2. Bemandingsniveau og udrykningssammensætninger.
Det nuværende bemandingsniveau fastholdes. Bemandingen disponeres i udrykningssammensætninger, som primært fortsætter uændret. I takt med samfundets udvikling vil der dog ske en justering, f. eks. ved udrykning til brand i el- og hybridbiler, hvor der i fremtiden også medsendes vandtankvogn udover tanksprøjte og indsatsleder.
3. Operativ ledelse.
Indsatsledervagt inklusiv bagvagtordning i dagtimerne fortsætter uændret, ligesom der er lavet aftaler om indsatslederdækning med Trekantområdets Brandvæsen og Østjyllands Brandvæsen. Indsatsleder vil således som udgangspunkt være fremme på skadestedet, således holdleder fra primær station står alene i maksimalt 15 min. Alle holdledere er uddannet til at varetage den tekniske ledelse på skadestedet. Der etableres en stabsstøttefunktion bemandet med frivillige. Der arbejdes med modeller for implementering af indsatschef og/eller operationschef.
4. Køretøjer og materiel.
Det nuværende niveau for køretøjer og materiel fastholdes med følgende ændringer. Der indkøbes lederstøttekøretøj, drone med termisk kamera, traktortrukket vandtankvogn til Endelave og trailer/skurvogn til bade- og toiletfacilitet på skadestedet. Påhængsstige S12 udfases. Der indsættes udstyr og materiel til overfladeredning på station Horsens.
5. Vandforsyning.
Vandforsyningen er baseret på centralt placerede brandhaner i bysamfund med tilstrækkelig vandværkskapacitet. Udenfor byområderne suppleres med udbygget brandhanenet og vandtankvogne. Administration af brandhaner fortsætter uændret. Branddamme medregnes ikke i vandforsyningen til brandslukning.
6. Uddannelse og Øvelse.
Det nuværende niveau fastholdes, hvilket, udover gennemførelse af lovpligtige uddannelse, bl.a. medfører, at alle operative medarbejder gennemfører 2 timers fysisk evaluering pr. år, vedligeholdelsesuddannelse for specifikke specialer på hver station, større tværgående samarbejdsøvelser med Sydøstjyllands Politi, Region Midtjylland, naboberedskaber mv.
7. Frivillige.
Brandtjenesten og forplejningstjenesten fortsætter uændret. Der arbejdes med etablering af stabsstøttefunktion og logistiktjeneste samt mulighederne for at etablere et klimaberedskab i regi af de frivillige.
8. Indkvartering og forplejning.
Målsætningen er at kunne indkvartere og forpleje 1.000 nødstedte personer. Der udarbejdes indkvarterings- og forplejningsplan dækkende hele brandvæsnets område.
9. Risikobaserede forebyggelsestiltag.
Forebyggelsestiltagene prioriteres, planlægges og afvikles i løbet af hvert kalenderår. Prioriteringen laves ud fra en risikoidentifikation af lokaliteter/potentielle skadesteder med højt risikoniveau. Det kan eksempelvis være hyppige hændelser eller hændelser med stor konsekvens eller en kombination af disse faktorer. Det vil eksempelvis være gennemførelse af konceptet Brandsikker Bolig samt kampagne om røgalarmer.
Beredskabsdirektør Rene Maegaard Hemberg deltager i behandlingen af dette punkt i Udvalget for Politisk Koordination & Økonomi. Derudover deltager Chef for Fritid & Fællesskab Peter Hüttel og afdelingsleder Michael Laursen.
Beslutning meddeles Sydøstjyllands Brandvæsen
Det følger af vedtægterne for Sydøstjyllands Brandvæsen pkt. 8.2, at udkast til den risikobaserede dimensionering skal forelægges til godkendelse i ejerkommunernes byråd.
At Byrådet godkender plan for den risikobaserede dimensionering for Hedensted og Horsens Kommuner.
Indstilles godkendt.
Beredskabet inviteres til et senere dialogmøde.