Der orienteres om afslutningen på kælderrenoveringen på Birkelund og de overskydende midler.
Anlægsbevillingen til det samlede renoveringsprojekt inklusiv inventar beløb sig til i alt 2.812.600 kr. eksklusiv moms. Rådighedsbeløbet blev finansieret af overførte driftsmidler i
2012 og 2013 i Distrikt Øst, Senior Service. Udover anlægsbudgettet tillagde distriktet yderligere 369.000 kr. til renovering af 3 toiletter samt kopirum i servicebygningen.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.
Plejecenter Birkelund blev bygget i 1965 og er i perioden 1999-2000 ombygget til et tidssvarende plejecenter med plejeboliger. Renoveringen omfattede en andel af det samlede antal m2 i kælderen i den kommunale servicebygning herunder omklædnings- og badefaciliteter til personalet.
Plejecenter Birkelund består af en kommunal servicebygning og 3 enheder med beboerlejligheder og fællesarealer tilhørende beboerdelen. Sidstnævnte enheder er ejet af Juelsmindehalvøens Almene Boligselskab af 1046 (JAB).
Birkelund fungerer som et plejecenter for 69 beboere, et demens daghjem for 3 daglige brugere, et daghjem for 15 daglige brugere, et åbent tilbud for pensionister og efterlønnere, en sygeplejeklinik samt arbejdsplads for ca. 105 medarbejdere.
Social omsorg, har gennem de seneste år arbejdet med fjernelse af institutionspræget på samtlige plejecentre herunder det visuelle indtryk af plejecentrene. Målet er, at centrene fremstår tidssvarende og lovgivningsmæssigt efterlever arbejdsmiljøkravene til omklædningsfaciliteter for personalet.
Kælderen på Plejecenter Birkelund var præget af gamle fugtskader i såvel gulve som vægge grundet den daværende byggeteknik. Det betyder, at hele kælderen, det vil sige gangarealer, fyrrum og serviceteknikerens kontor, skal have foretaget en gennemgribende renovering af vægge og gulve. Vægge skal bankes af, pudses op og males. Gulve skal ligeledes bankes op, hvor de er undermineret, males eller montering af klinker specielt på de mest befærdede gangarealer.
På Plejecenter Birkelund findes der ingen træningsfaciliteter for beboerne, hvilket har medført bemærkninger fra såvel embedslægen som ved det lovgivningsmæssige årlige kommunale tilsyn med plejecenteret. For at tilgodese beboernes livskvalitet ønskes det tidligere linnedrum anvendt til formålet samt indkøb af forskellige relevante træningsredskaber. Det tidligere fællesvaskeri ønskes ombygget til grovkøkken, som ligeledes kan anvendes til blandt andet aktiviteter med beboerne for eksempel juledekorationer og omplantning. Grovkøkkenet skal indrettes med køkkeninventar.
De eksisterende omklædningsfaciliteter for kvinder er lovgivningsmæssigt for små i forhold til antal medarbejdere, og det er nødvendigt med en udvidelse. Det betyder, at et depot skal sammenlægges med det nuværende omklædningsrum. Omklædningsrummene er desuden præget af fugtskader, dårlig ventilation med deraf følgende dårligt indeklima. Der skal installeres ny ventilation, som lever op til de lovgivningsmæssige krav, der stilles i dag. Det samlede antal badefaciliteter/omklædningsskabe lever endvidere ikke op til nuværende arbejdsmiljøkrav med skabe til medarbejderne.
På Plejecenter Birkelund er det nødvendigt, at der Indrettes et aflåst rum til serviceteknikernes værktøj, redskaber, kemikalier m.m. og et depotrum til blandt andet plejecentrets rengøringsmidler, papirvarer, hvortil der skal anskaffes metalreoler til opbevaring og systematisering.
Af hensyn til opbevaring af arkivalier, journaler og andet opbevaringsværdigt materiale jfr. lovgivningen etableres et aflåst og brandsikret arkivrum til journalarkivering.
Renovering er nu afsluttet og det har vist sig at være billigere end budgetteret. I det oprindelige projekt, var der tænkt fugtsikring med boremørtel og BB75 fra Vandex af hele kælderen. Det var tænkt som en sikring imod opstigende fugt fra den våde undergrund. Vurderingen har efterfølgende været, at der er risiko for at pengene for udførelse dette, ville være dårligt givet ud, da der er en reel risiko for, at den opstigende fugt ikke ville kunne stoppes.
Det vurderes derfor, at være en bedre løsning, hvis der bruges et mindre beløb en gang om året på vedligeholdelsesarbejder, hvor vægge eftergås for udblomstninger fra opstigende fugt. På den måde vil væggene i kælderen, kunne holdes pæne. Også på sigt – en mindre udgift på 600.000 kr. Der er indhentet tilbud på at det ca. vil koste 20.000 kr. årligt at vedligeholde væggene i kælderen. Ud over fugtsikring af kælderen, er opgaven løst i henhold til bevillingen (se bilag 1).
Der er i alt på sagen bogført: 1.524.440,00 kr. + moms (inkl. 107.966.00 kr. – se nedenfor).
Inventar kontoen på 450.000 kr. er forbrugt 174.765,00 + moms.
Af de 369.000 kr. som distriktet tillagde projektet er forbrugt 107.966.00 kr. + moms (inkl. I det totale bogført).
De overskydende midler (2.812.600 - 1.524.440) udgør således 1.288.160,00 kr. Disse midler ønskes overført jf. efterfølgende anlægssag. (se også anden indstilling).
Administrationen indstiller, 10. august 2015, pkt. 98:
Sagen tages til efterretning.
Udvalget for Social Omsorg, 10. august 2015, pkt. 98:
Taget til efterretning.
Sagen sendes videre til PKØ og Byråd.
Indstilles godkendt.