Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til ansøgning om anlægsbevilling og rådighedsbeløb til planlægning og gennemførelse af trafikale forbedringer ved Løsning Skole.
Der søges om anlægsbevilling og rådighedsbeløb på 0,6 mio. kr. til planlægning og gennemførelse af trafikale forbedringer ved Løsning Skole.
Ansøgningen finansieres af beløb afsat på investeringsoversigten i budget 2024 på 0,6 mio. kr. til formålet.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
I budget 2024 er der i investeringsoversigten afsat 0,6 mio. kr til formålet
Der er i foråret 2023 blevet udarbejdet en trafikal analyse i samarbejde med skolens ledelse, der belyser de udfordringer, der opstår omkring Løsning skole, som følge af snævre forhold ved skolens parkeringsplads ved Ny Skolegade samt elevafsætning fra et øget antal mini-busser til specialafdelingen.
Grundet pladsmangel og snævre forhold ved denne parkeringsplads opstår der ofte trafiksituationer med uheldige sammenblandinger af trafikanterne, blandt andet i forbindelse med en eksisterende ” Kiss and Ride” lomme i Ny Skolegade, der anvendes af mini-busserne, selvom den er tiltænkt forældre for en nem og hurtig aflevering af skolebørn.
Trafikanalysen peger på løsningsforslag, hvor den eksisterende buslomme på Juelsbovej syd for skolens område udvides, så det er muligt af foretage afsætning fra mini-busser på lokaliteten i samspil med den almindelige skolebustrafik.
I tiltagene er der også lagt op til en ny stiforbindelse på tværs af legepladsområdet, samt en sikker krydsning og fortovsanlæg til skolens bygninger. Endvidere etablering af særskilt scooter parkering der lige nu optager pladser fra den ordinære parkeringsplads.
Forvaltningen indstiller, 17. januar 2024, pkt. 1:
at ansøgning om anlægsbevilling og rådighedsbeløb anbefales godkendt som anført under økonomi.
Beslutning fra Udvalget for Teknik & Miljø 2022-2025, 17. januar 2024, pkt. 1:
Udvalget anbefaler at indstillingen godkendes.
Indstilles godkendt.