Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til tillæg til anlægsbevilling vedr. Kærminde Plejehjem.
Der skal meddeles tillæg til anlægsbevilling på 0,6 mio. kr. samt afsættes tilsvarende rådighedsbeløb.
Beløbet kan finansieres af det tidligere afsatte (forhøjede) budget til grundkapitalindskud.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.
Kommunalbestyrelsen godkendte den 26. oktober en forhøjelse af bevillingen af grundkapitallånet til Østjysk Boligselskab på 0,6 mio. kr. i forbindelse med opførelse af demensplejehjemmet. (Grundkapitallån er et rentefrit lån til offentligt støttet byggeri med almene boligorganisationer som bygherrer). Der var på dette tidspunkt et behov og en anmodning fra Østjysk Boligselskab om at kunne udvide rammebeløbet til byggeriet grundet ekstraordinære prisstigninger for byggeri. For at Østjysk Boligselskab kunne udvide rammebeløbet, skulle Hedensted Kommune udvide deres grundkapitallån, svarende til 0,6 mio. kr.
Midler til forhøjelse af grundkapitallånet skulle findes indenfor rådighedsbeløbet for projektet, og midlerne blev trukket fra anlægsbudgettet.
Landsbyggefonden har givet afslag på Østjysk Boligselskabs anmodning om at udvide rammebeløbet til byggeriet af demensplejehjemmet. Det betyder, at der ikke længere her er brug for de 0,6 mio. kr., der tidligere er bevilliget af Kommunalbestyrelsen til forhøjelse af grundkapitallånet.
Til gengæld er der nu igen brug for de 0,6 mio. kr. i anlægget, da de skal dække forøgede omkostninger til anlæg, der ligger hos Hedensted Kommune. Økonomien i anlægget er i forvejen presset, da der bl.a. har været udgifter til inventarlignende ting, der ikke har været indregnet fra starten.
Reelt set betyder det, at beløbet på de 0,6 mio. kr. der blev overført fra anlægsbudgettet til forøgelse af grundkapitallånet, skal tilbage til anlægsbudgettet.
Dagsordenspunkt og beslutning fra Kommunalbestyrelsens møde den 26. oktober er med som bilag.
Forvaltningen indstiller, 6. marts 2023, pkt. 19:
at Kommunalbestyrelsen godkender tillæg til anlægsbevilling og rådighedsbeløb på 0,6 mio. kr. finansieret af tidligere bevilling til forhøjelse af grundkapitalindskud.
Beslutning fra Udvalget for Social Omsorg 2022-2025, 6. marts 2023, pkt. 19:
Udvalget for Social omsorg anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende forvaltningens indstilling.
Indstilles godkendt.