Kommunalbestyrelsen skal beslutte om Forslag til Lokalplan 1180 for solcelleanlæg ved Stourup med tilhørende Forslag til Kommuneplantillæg nr. 12, samlet miljørapport samt tilhørende udkast til VVM-tilladelse, skal sendes i høring.
Ingen bemærkninger.
Planlægningen er udarbejdet på baggrund af et ønske fra Juelsmindehalvøens Solar A/S om at udvikle et solcelleanlæg ved Stourup syd for Glud. Det er intentionen at muliggøre etablering af et solcelleanlæg med dertilhørende nødvendige tekniske anlæg (herunder en transformerstation), interne veje, hegn og beplantning. Solcelleanlægget forventes i driftsfasen at kunne producere vedvarende energi på 50.000 MWh årligt, svarende til et elforbrug for cirka 11.100 husstande. Se områdets disponering på lokalplankortet på bilag 1.
Se planområdets placering her.
For at projektet kan realiseres består planlægningen af et forslag til lokalplan og et forslag til kommuneplantillæg.
Lokalplan
Lokalplanen har til formål at muliggøre etablering af et solcelleanlæg med dertilhørende tekniske anlæg (herunder en transformerstation), interne veje, hegn og beplantning.
Lokalplanen har desuden til formål at sikre, at der tages hensyn til natur- og landskabsværdier, blandt andet ved etablering af afskærmende beplantning omkring solcelleanlægget, samt fastlæggelse af byggefelt til placering af step-up transformerstation. Lokalplanen skal desuden sikre, at områder med beskyttet natur ikke påvirkes af planlægningen. Derudover skal lokalplanen sikre vejadgang til området. Endelig er det lokalplanens formål at sikre, at området reetableres, såfremt driften af solcelleanlægget ophører.
Lokalplanen indeholder:
Forslag til Lokalplan 1180 for solcelleanlæg ved Stourup kan ses her, og er vedhæftet som bilag 2.
Lokalplanen er lavet sådan, at der ikke skal gives efterfølgende landzonetilladelser:
Planlovens § 15, styk 4 giver mulighed for, at lokalplaner, der udarbejdes for områder i landzone, kan indeholde bestemmelse om, at lokalplanen erstatter de landzonetilladelser, som ellers er nødvendige for lokalplanens virkeliggørelse jævnfør Planlovens § 35, styk 1. Dette kaldes for bonusvirkning. Bonusbestemmelserne i en landzonelokalplan kan indeholde betingelser svarende til de betingelser, der kan indeholdes i landzonetilladelser, såsom områdets anvendelse, bebyggelsens omfang og placering, bebyggel-sens fremtræden og ubebyggede arealer.
Kommuneplantillæg
Der er sideløbende med lokalplanen udarbejdet et kommuneplantillæg, idet planområdet ikke er i overensstemmelse med rammerne i Hedensted Kommuneplan 2021-2033. Rammeområdet vil blive udlagt til teknisk anlæg, mere specifikt solenergianlæg, med en maksimal højde på 4 meter for solcellemoduler og mindre transformere, 7 meter for step-up-transfomer og øvrigt koblingsudstyr, samt 15 meter for lynafleder i forbindelse med step-up transformer.
Planlægningen var i en indledende debatfase fra den 24. maj til den 21. juni 2022. Der kom 18 idéer og forslag til planlægningen. Bemærkningerne er blevet inddraget i planarbejdet ifølge Kommunalbestyrelsens beslutning ved igangsætning af planlægningen.
Forslag til Kommuneplantillæg nr. 12 kan ses her, og er vedhæftet som bilag 3.
Eksisterende forhold
Planområdet omfatter følgende matrikler: matrikelnummer del af 2a, 3h og 10b, Stourup By, Skjold, samt matrikelnummer del af 3c og 11a, V. Bisholt By, Skjold og matrikelnummer del af 4d, Ø. Bisholt By, Glud - og udgør et areal på cirka 52 hektar. Planområdet ligger i den nordøstlige del af Hedensted Kommune, mellem Skjold, Brund, Glud og Stourup med 200-400 meter til Stourups nordlige afgrænsning. Planområdet ligger i det åbne land og er omkranset af dyrkede marker på alle sider.
Forsyning
Regnvand:
Overfladevand skal håndteres internt i lokalplanområdet igennem nedsivning eller ledes til det offentlige kloaknet forudsat, at vandet kan forsinkes efter de krav, der fastsættes af myndigheden.
Samlet miljørapport
Planlægningen er blevet miljøvurderet, idet planerne omhandler et projekt nævnt på bilag 2, punkt 3a og vurderes at kunne have en væsentlig påvirkning på miljøet.
Bygherre har samtidigt udarbejdet miljøkonsekvensrapport (VVM) af solcelleanlægget. Formålet med miljøkonsekvensrapporten er at beskrive, analysere og vurdere projektets miljøpåvirkninger.
Da lovkravene til indholdet i miljøvurderingen af planerne og miljøkonsekvensrapporten (VVM) stort set er identiske, er der udarbejdet en samlet miljørapport, som opfylder begge miljøvurderingsrapporter og kan ses på bilag 4.
På baggrund af afgrænsningen af miljøparametre for den samlede miljørapport, har der indledningsvis været afholdt henholdsvis en høring af berørte myndigheder og offentligheden fra den 6. marts til den 20. marts 2023.
Der er indkommet 16 høringssvar. Der er desuden afholdt en supplerende høring i perioden fra den 1. maj til den 24. maj, hvor der var information om, hvor anlægget skulle nettilsluttes. Der er indkommet to høringssvar til den supplerende høring. Høringssvar og behandlingen af høringssvar kan ses bagerst i afgrænsningsnotatet, bilag 5 og 6.
Miljørapporten viser, at solcelleanlægget ved Stourup vil have en moderat påvirkning på miljøet indenfor emnerne visuel påvirkning på landskabet og mod syd beboeres oplevelse af landskabet (anlægs- og driftsfasen), trafikbelastning i etablering- og demonteringsfasen. Til slut kan anlægget have en positiv påvirkning, idet beplantningen rundt om solcelleanlægget i løbet af driftsfasen kan blive velegnet som fourageringshabitat for flagermus, og en naturvenlig drift af solcellearealerne kan få en positiv effekt på bilag IV-arter.
VVM-tilladelsen:
Når der er VVM-pligt, skal udkast til afgørelse offentliggøres i overensstemmelse med reglerne om VVM-proceduren. Det vil sige sammen med ansøgning, miljørapport og udkast til VVM-tilladelse (også kaldet § 25-tilladelse). Udkastet til VVM-tilladelse kan ses på bilag 7.
Beslutningsproces
Planlægningen er af principiel karakter. Kommunalbestyrelsen skal derfor behandle både forslag og endelig vedtagelse af planlægningen. Det fremgår af beslutningen på mødet den 26. oktober 2022, punkt 204.
Hvis sagen ikke godkendes af udvalget, afsluttes sagen, og sendes derfor ikke videre til Kommunalbestyrelsen.
Forvaltningen indstiller, 6. september 2023, pkt. 114:
Beslutning fra Udvalget for Teknik & Miljø 2022-2025, 6. september 2023, pkt. 114:
At forvaltningens indstilling anbefales godkendt, dog således at forvaltningen tilretter planforslagene redaktionelt, så bestemmelser, der regulerer det samme, formuleres ens i de to solcellelokalplaner 1176 og 1180. Beplantningsbæltet skal kunne vedligeholdes på egen grund på begge sider.
Jeppe Mouritsen stemmer i mod, da han ikke finder det hensigtsmæssigt, at placere solceller på naturskønt beliggende, god og dyrkningssikker landbrugsjord.
Beslutningen meddeles ansøgeren.
Den 7. juni 2022 har der været afholdt borgermøde i forbindelse med foroffentlighedshøringen. På mødet har Hedensted Kommune præsenteret planlægningsprocessen og bygherre har præsenteret det konkrete solcelleprojekt.
Der har været afholdt en indledende debatfase fra den 24. maj 2022 til den 21. juni 2022 ifølge planlovens § 23c.
Planforslagene offentliggøres i henhold til planlovens § 24-26.
Ifølge værditabsordningen er opstiller af et VE-anlæg forpligtet til at afholde et offentligt møde under høringsperioden for udkast til planlægningen for opstilling af VE-anlægget. På mødet skal opstiller redegøre for VE-projektets betydning for de omkringliggende beboelsesejendomme. Energistyrelsen orienterer på mødet om værditabsordningen samt om køberetsordningen.
Planforslagene offentliggøres i henhold til planlovens § 24-26. Den samlede Miljørapport og udkast til § 25-tilladelse offentliggøres samtidigt.
Forslag til lokalplan: Forslaget til lokalplan er udarbejdet efter Lov om planlægning, LBK nr. 1157 af 1. juli 2020, § 13 stk. 2 og § 24
Forslag til kommuneplantillæg: Forslaget til kommuneplantillæg er udarbejdet efter Lov om planlægning, LBK nr. 1157 af 1. juli 2020, § 23c og § 24
Samlet miljørapport: Miljørapporten er udarbejdet efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM), LBK nr. 4 af 3. januar 2023 med senere ændringer, § 8, stk. 1, §§ 19 og 20
VVM-tilladelse: Udkastet til VVM-tilladelse er udarbejdet efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM), LBK nr. 4 af 3. januar 2023 med senere ændringer, §25.
Forvaltningens indstilling anbefales godkendt med beslutning fra Udvalget for Teknik & Miljø indarbejdet.
Fraværende: Hans Kristian Skibby.