Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til ansøgning om forhøjelse af låneramme med 5.276.000 kr til renovering af svømmehallen i Hornsyld Idrætscenter.
Hornsyld Idrætscenter har fremsendt ansøgning om forhøjelse af den kommunale lånegaranti på 5.276.000 kr. i forbindelse med renoveringen af svømmehallen.
For at lånet ikke skal påvirke kommunens låneramme, skal Hedensted Kommune i givet fald i op til 25 år deponere et beløb svarende til 70 procent af låneoptagelsen, hvilket udgør 3.693.000 kr. Det deponerede beløb fragår kommunens likviditet. Hedensted Kommune har aktuelt deponeret i alt 41,4 mio. kr, hvoraf 19,4 mio. kr vedrører tidligere deponeringer vedrørende Hornsyld Svømmehal. Såfremt der meddeles den ansøgte lånegaranti på 5.276.000 kr, og der som følge heraf deponeres 3.693.000 kr, vil der herefter være deponeret i alt 45,1 mio. kr, hvoraf 23,1 mio. kr vedrører svømmehallen i Hornsyld.
Udvalget for Fællesskab kan eventuelt foreslå finansiering inden for eget drifts- eller anlægsbudget for 2023 for at imødegå det ikke-budgetterede likviditetsforbrug, deponeringen vil medføre.
Hedensted Kommune har mulighed for at afslå ansøgningen om kommunegaranteret lån, men i så fald vil Hornsyld Idrætscenter ikke kunne finansiere udgifterne ved låneoptagelse, idet Hornsyld Idrætscenters låneoptagelse - uanset kommunegaranti eller ej - henregnes til kommunens låneoptagelse. Bestyrelsen i Hornsyld Idrætscenter skriver i den vedlagte ansøgning blandt andet, at "Vi vil som bestyrelse forpligte os på at sikre en tilbagebetaling så hurtigt som muligt, og vi er allerede i gang med at lave plan for fondsansøgning og projektbeskrivelse til brug for dette, så vi håber, vi kan få pengene tilbagebetalt langt hurtigere end ansøgt......". Hedensted Kommune kan i tilfælde af meddelelse af kommunegaranteret låneoptagelse på de ca. 5,3 mio. kr eventuelt stille mere specifikke krav til løbetid på lånet, fratræk for eventuelle fondsmidler med videre. Kommunalbestyrelsen kan også vælge kun delvist at godkende låneoptagelsen og garantien, hvilket så vil medføre en mindre omfattende renovering end beskrevet og ønsket fra Hornsyld Idrætscenter.
Hedensted Kommune har aktuelt meddelt kommunal lånegaranti for i alt 1,77 mia. kr til idrætshaller, almen boligbyggeri, forsyningsvirksomheder med videre.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.
Byrådet godkendte i sag nr. 214 på møde den 24. november 2021 kommunal lånegaranti på 26.371.961 kr til det beskrevne scenarie 2 som nødvendig og fornuftigtig renovering af svømmehallen i Hornsyld Svømmehal. Samtidig godkendtes kommunens afledte deponering af 16.683.335 kr samt øget driftstilskud til svømmehallen på netto 730.000 kr i 30 år.
Kommunalbestyrelsen godkendte i sag nr. 170 på møde den 28. september 2022 ansøgning om forhøjelse af den kommunale lånegaranti med 5.082.514 kr begrundet i licitationsresultatet, der viste en prisstigning på ca. 20 procent i forhold til det oprindelige investeringsbudget fra efteråret 2021. Samtidig godkendtes kommunens afledte deponering af yderligere 3.557.760 kr.
Bestyrelsen for Hornsyld Idrætscenter har fremsendt ansøgning om yderligere forhøjelse af låneramme og dermed kommunal meddelelse af lånegaranti på yderligere 5.276.000 kr i forbindelse med/forlængelse af den igangværende gennemgribende renovering af svømmehallen. I tilfælde af kommunal lånegaranti på 5.276.000 kr skal Hedensted Kommune deponere 70 procent heraf svarende til 3.693.000 kr.
Bestyrelsen anfører i ansøgningen blandt andet, at der har vist sig uforudsete udgifter i forbindelse med, at 75 procent af promenadedækket skal skæres væk ned til kælderen. Dette skal ske på grund af klor, vand og luft har haft fri adgang til armeringen i ventilationsgennemføringerne i 45 år. Armeringen er derfor enten helt væk eller meget beskadiget, hvorfor der kun gives garanti på arbejdet, hvis dette lavet nyt. Arbejdet er anslået til 1,2 mio. kr eksklusiv moms.
Hvis ikke promenadedækket laves, vil "Regnskoven" skulle pilles ned, da den indgår i forannævnte 75 procent af promenadedækket. To firmaer mener samstemmende, at Regnskoven ikke kan pilles ned og sættes op igen, og anbefaler at der indkøbes en ny. Bestyrelsen anfører, at uden Regnskoven vil der efter renoveringen uden tvivl kunne forventes et tab i omsætningen, da Regnskoven er et trækplaster. Herudover vil det også betyde en stor forringelse for Bjerre Herreds Svømmeklub, som benytter Regnskoven til alle deres mindste svømmere til vandtilvænning, babysvømning, motorikøvelser, til at få varmen og til leg i slutningen af hver svømmetime. Etablering af ny "regnskov" er anslået til ca. 3 mio. kr eksklusiv moms.
Hedensted Kommune har allerede meddelt kommunal lånegaranti for i alt ca. 31,5 mio. kr, heraf oprindeligt ca. 26,4 mio. kr meddelt i november 2021, som i september 2022 blev forøget med ca. 5,1 mio. kr. Med de yderligere uforudsete udgifter på ca. 5,3 mio. kr vil renoveringen af svømmehallen beløbe sig til i alt ca. 36,7 mio. kr, som bliver finansieret via kommunegaranteret låneoptagelse. Hedensted Kommune vil herefter have deponeret ca. 23,1 mio. kr vedrørende svømmehallen i Hornsyld fratrukket ca. 0,8 mio. kr, der er frigivet primo 2023.
Lånet optages i givet fald indledningsvis som en byggekredit, der ved anlægsregnskabets afslutning konverteres til et annuitets-, serie- eller indekslån med en løbetid på maksimalt 30 år jfr. lånebekendtgørelsens § 10 og § 12, stk. 2. Det kommunegaranterede lån til renovering af svømmehallen må ligeledes i givet fald samlet udgøre 36.730.475 kr dog maksimalt de faktiske anlægsudgifter, hvis disse er mindre end netto 36.730.475 kr.
Forvaltningen indstiller, 6. juni 2023, pkt. 50:
At ansøgningen om forhøjelse af den kommunale lånegaranti på 5.276.000 kr. drøftes
At finansiering af deponering af 3.693.000 kr i tilfælde af meddelelse af lånegaranti for yderligere 5.276.000 kr drøftes, og forslag til finansiering indstilles til Økonomiudvalg og Kommunalbestyrelse.
Beslutning fra Udvalget for Fælleskab 2022-2025, 6. juni 2023, pkt. 50:
Udvalget for Fællesskab anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende sagen som indstillet.
Kommunalbestyrelsens beslutning meddeles Hornsyld Idrætscenter.
Bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier med videre samt Lov om kommunernes styrelse §§ 40 og 41.
Indstilles godkendt. Der ønskes et oplæg fra forvaltningen omkring muligheder for at føre et tættere, kommunalt fagligt og økonomisk ledelsestilsyn med selvejende institutioner.
Fraværende: Rune Mikkelsen