Udvalget for Social Omsorg og Økonomiudvalget skal tage stilling til status på vurdering af scenarier for ændring af plejehjemmet Birkelund i Juelsminde samt arbejdet med afdækning af kapacitetsbehovet på plejeboligområdet i Hedensted kommune.
Til processen med afklaring af nye plejehjem i Løsning og Juelsminde blev der på budget 2020 afsat et beløb på kr. 500.000. Beløbet er på kontoplanen for Senior Plejehjem. Efter afregning med COWI, for afdækningen af mulige scenarier for plejehjemmet Birkelund, resterer et rådighedsbeløb på ca. kr. 330.000. Da strategien i høj grad vedrører plejeboliger i Løsning og Juelsminde vurderes det, at det resterende beløb kan anvendes til inddragelse af ekstern konsulentbistand, i det omfang forvaltningen ikke selv har kompetencerne. Der pågår aktuelt dialog med mulige konsulentfirmaer vedrørende opgaven.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.
Hedensted kommune har bedt COWI vurdere scenarier for ændring af plejehjemmet Birkelund i Juelsminde. Behovet har været at få belyst, hvilke muligheder kommunen har for at opfylde de udvidede kapacitetskrav og sikre større og tidssvarende boliger fremadrettet. Derfor er dels mulighederne for afhændelse af plejehjemmet og nybyggeri til samme formål et andet sted i Juelsminde og dels mulighederne for at gøre Birkelund tidssvarende på eksisterende beliggenhed evt. suppleret med nybyggeri et andet sted, blevet undersøgt.
I forbindelse med afdækning af scenarier for plejehjemmet Birkelund i Juelsminde har forvaltningen vurderet, at der er behov for udarbejdelse af en plejeboligstrategi for Hedensted kommune, der understøtter en effektiv planlægning af behov og kapacitet og som bygger på det økonomiske råderum. Strategien skal bygge på en politisk beslutning med afsæt i de økonomiske muligheder og konsekvenser.
Nedenstående sagsfremstilling omhandler derfor dels resultatet af COWIs undersøgelse af de forskellige scenarier i relation til plejehjemmet Birkelund samt arbejdet med igangsættelse af en kapacitetsanalyse for Hedensted kommune til brug for udarbejdelse af en plejeboligstrategi.
Status på vurdering af scenarier for ændring af plejehjemmet Birkelund i Juelsminde.
COWI har arbejdet med afdækning af følgende scenarier:
1. Salg af ejendom og etablering af nyt plejehjem med op til 100 boliger på en anden placering i Juelsminde.
2. Ombygning og udvidelse af eksisterende plejehjem til 2 etager med op til 100 tidssvarende boliger.
3A. Ombygning af eksisterende plejehjem til tidssvarende boliger og etablering af nyt, mindre plejehjem andet sted i Juelsminde – i alt op til 100 tidssvarende boliger.
3B. Ombygning af eksisterende plejehjem til tidssvarende boliger og etablering af nyt støttet eller ustøttet friplejehjem andetsteds, i alt op til 100 tidssvarende boliger.
COWI har vurderet muligheden for at gennemføre de 3 forskellige scenarier i relation til tilladelser og finansiering. COWI kan alene pege på scenarie 2 og 3 som realiserbare.
Det første scenarie, der forudsætter salg af ejendommene, vurderes at være urealistisk. Det skyldes, en for nylig, skærpet fortolkning i ministeriet af grundlaget for tilladelser til salg (og dermed nedrivning). Man ser på vægten af den samlede offentlige støtte og vil i højere grad end tidligere undgå destruktion af ejendom med støttet gæld, når der til erstatning for det solgte skal opføres nyt, støttet byggeri. Ministeriet fordrer således, at et boligselskab og kommunen strækker sig længere end tidligere for at bevare støttede almene ejendomme. Dette gælder uanset om der samtidig etableres nyt i samme by. Landsbyggefonden (LBF) oplyser, at man som resultat af denne holdning har set ansøgninger, der bliver anset som velbegrundede, få afslag.
På denne baggrund peger COWI derfor på de løsninger, som er skitseret i scenarie 2 og 3. Disse to scenarier har fællestræk for så vidt angår: finansiering af en støttet ombygning og udvidelse af det eksisterende plejehjem og ombygning samt nybyggeri på en ny lokation. Hvis der etableres friplejehjem eller tilsvarende, er der dog ingen støtte, eftersom det er en privat aktør, der skal finansiere byggeriet.
Scenarierne 2, 3A og 3B bør vurderes med udgangspunkt i såvel økonomi som praktiske forhold omkring etablering og genhusning. Det er forbundet med en del gener for beboere og personale, når man bygger om og renoverer en bygning, der er helt eller delvist i brug. Genhusning kan i praksis være en hård omgang, særligt for ældre mennesker. Scenarie 2 giver mulighed for én samlet placering af plejehjemmet med alle de tilhørende funktioner, men må også betegnes som en vanskelig opgave samlet set. Scenarie 3A og 3B kan være enklere at realisere, hvis nyt plejehjem realiseres, inden man påbegynder ombygning og renovering af de eksisterende bygninger. Dette reducerer mængden af renoveringsarbejder for det eksisterende plejehjem. COWI præciserer, at realisering af scenarie 2 og 3 beror på, at der kan indgås frivillige aftaler med lejerne.
For scenarie 2 og 3A (kommunalt plejehjem) er den samlede anlægsøkonomi i samme størrelsesorden, hvor scenarie 3B (friplejehjem) er væsentligt billigere at finansiere for Hedensted Kommune. Scenarie 2 har den fordel, at plejehjemmet bevares på én lokation, hvorved administrationen samlet set vil ’fylde mindre’, og omfang af servicearealer vil også kunne holdes på et lavere niveau. To lokationer vil øge drifts- og rekrutterings- behovet.
Scenarierne er nærmere beskrevet i bilag 1.
I scenarier, hvortil der gives støtte via LBF, kan der påregnes et samlet tidsforløb på mellem 6-10 år. I relation til scenarie 1 er det vanskeligt at vurdere konkret, hvor længe en proces omkring tilladelse (eller ej) til salg af ejendommen vil tage. Det afhænger i høj grad af Landsbyggefondens (LBF) antal sager generelt og sagsbehandlingstid til denne type (og andre) sager. Ligeledes er spørgsmålet også, hvor længe ministeriet er om at tage stilling til en ansøgning, der har været behandlet af LBF, hvilket vi ikke kender. Ved at skele til sagsbehandlingstiden til andre typer sager, som f.eks. ved helhedsplanansøgninger og godkendt skema A mv. vurderer COWI, at det nemt kan tage minimum to år plus sagsbehandlingstid i ministeriet, op mod tre år er måske realistisk.
Arbejdet med afdækning af kapacitetsbehovet på plejeboligområdet i Hedensted kommune
På baggrund af ovenstående afdækning af mulighederne i relation til plejehjemmet Birkelund i Juelsminde, eventuel etablering af friplejehjem i Juelsminde eller Løsning, etableringen af det nye demensplejehjem samt gennemsnitlig 10 ledige plejeboliger pr. måned det seneste år med tomgangsleje, er det forvaltningens vurdering, at der er behov for en langsigtet strategi, som sætter rammen for politiske prioriteringer og beslutninger inden for kommunens plejeboliger. Det er desuden forvaltningens vurdering, at en manglende strategi for plejeboliger vil kunne medføre store ikke-budgetterede omkostninger.
Strategien skal funderes på følgende forhold:
Strategien skal desuden forholde sig til følgende:
Formålet er at udarbejde en strategi for plejeboliger i kommunen med baggrund i de økonomiske muligheder og konsekvenser. Strategien skal belyse, hvordan den fremtidige sammensætning af plejeboliger vil påvirke kommunens plejeboliger i forhold til kapacitet, tomgangsleje og fremtidig driftsøkonomi.
Til brug for arbejdet er der udarbejdet et kommissorium, der er vedlagt sagen som bilag. Heraf fremgår blandt andet, hvorledes direktionen, Udvalget for Social Omsorg og Kommunalbestyrelsen vil blive inddraget. Det forventes, at en plejeboligstrategi vil være klar inden sommerferien 2023.
Rikke Slot te Pas, chef for Senior Plejehjem, deltager under punktet i udvalget for Social Omsorg.
Forvaltningen indstiller, 26. september 2022, pkt. 102:
at Udvalget for Social Omsorg tager orienteringen om COWI’s rapport med vurdering af scenarier for ændring af plejehjemmet Birkelund i Juelsminde til efterretning.
at Udvalget for Social Omsorg godkender kommissoriet for afklaring af kapacitetsbehov for plejeboliger i Hedensted Kommune.
Beslutning fra Udvalget for Social Omsorg 2022-2025, 26. september 2022, pkt. 102:
Orienteringen om COWI's rapport tages til efterretning.
Kommissoriet for udarbejdelse af plejeboligstrategi godkendes.
Fraværende: Viggo Kjær Poulsen
Orientering taget til efterretning og kommissoriet godkendt.
Fraværende: Rune Mikkelsen