Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, hvordan finansiering af merudgifter i Vækst, Teknik & Fællesskab i 2022-2023 kan finansieres. Merudgifter skyldes høj aktivitet på området.
Merudgiften på 3.930.000 kr. i 2022 til den bestående normering finansieres med 3 mio. kr. fra opsparede puljemidler fra Kommunaldirektøren, de resterende 930.000 kr. finansieres via kassen. Det skønnede merforbrug i 2023 på 4.930.000 kr. finansieres ved en tilførsel fra kassen på 3.930.000 kr. og hvor restbeløbet på 1,0 mio. kr. finansieres gennem en forhøjelse af projekteringsbidraget fra 3,5% til 5,0% fra og med 2023.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.
Hedensted Kommune er inde i en god vækst, hvilket ser ud til at fortsætte også ind i 2023. Den stærke vækst forudsætter administrative ressourcer til at imødekomme flere opgaver vedr. planforhold og tilladelser.
I de seneste år er løsningen af disse ekstra opgaver blevet imødekommet ved at ansætte ekstra medarbejdere uden tilførsel af yderligere ressourcer, men hvor den ekstra lønomkostning er finansieret ved ledige midler, primært ved overførte opsparede lønmidler eller øvrige mindreforbrug fra andre områder i Vækst, Teknik & Fællesskab. De ekstra normeringer var og er nødvendige for at imødekomme den aktuelle opgavemængde, men nu er de ledige overskydende midler ikke længere til rådighed, hvorfor der er udsigt til en overskridelse af budgettet fra 2022 og frem, hvilket fremgår af nedenstående tabel:
Siden 2020 er der endvidere etableret en model til finansiering af øgede medarbejdertimer til anlægsprojekter, hvorved der beregnes et projekteringsbidrag på 3,5% på de enkelte anlæg. Indtægten ved dette projekteringsbidrag er budgetteret til 4,0 mio. kr. men såvel i 2020 som 2021 har modellen kun bidraget med 2,4 mio. kr., hvorfor der mangler 1,6 mio. kr. i finansiering. Såfremt modellen skal videreføres med henblik på at medfinansiere de ekstra normeringer, skal projekteringsbidraget øges til minimum 5%, hvilket vil belaste udgiften til de enkelte anlægsprojekter.
Da ovenstående normeringer er afledt af et klart politisk ønske om at understøtte væksten i kommunen foreslås merudgiften finansieret som beskrevet under Økonomi.
Hvis det forudsættes, at væksten fortsætter kan det konstateres, at der, udover den nuværende normering, er behov for yderligere udvidelser af normeringer på de berørte områder i Vækst, Teknik & Fællesskab. Der vedlægges et notat, der beskriver behovet, og hvor den økonomiske meromkostning beløber sig til 2,4 mio. kr. i øget driftsudgift til 4 årsværk, som fremgår i tabellen nedenfor og en engangsudgift på 0,75 mio. kr. til en grundlæggende revision af spildevandsplanen. Ønsket om disse normeringsudvidelser mv. medtages i budgetlægningen for 2023.
Det skal bemærkes, at de øgede normeringer til indsatserne i Vækst, Teknik & Fællesskab som følge af den nye administrative struktur ikke indgår i ovenstående, da de er særskilt finansieret dels ved et beløb på 1,9 mio. kr. som led i budgetaftalen for 2022-2025 og dels ved en puljefinansiering i 2022 og 2023 skabt via interne omprioriteringer. Når puljefinansieringen udløber vil der fra og med 2024 mangle en finansiering til disse stillinger på årligt 2,8 mio. kr., hvor forslag til løsning på dels denne udgift samt den varige løsning på ovenstående midlertidige finansiering vil blive medtaget i budgetlægningen for 2024.
Direktør for Vækst-Teknik & Fællesskab deltager i Økonomiudvalgets behandling af denne sag.
Forvaltningen indstiller, 22. august 2022, pkt. 165:
at merudgiften i 2022 og 2023 finansieres som beskrevet,
at merudgiften til de foreslåede yderligere normeringer mv. medtages i budgetlægningen for 2023, og
at en varig finansieringsmæssig løsning medtages i budgetlægningen for 2024 og frem
Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, 22. august 2022, pkt. 165:
Indstilles godkendt.
Økonomiudvalget ønsker en løbende orientering om aktivitetsniveauet på området i forhold til bl.a. antal plansager, antal byggesager osv. Indholdet af den faste orientering aftales mellem forvaltningen og Udvalget for Teknik & Miljø og Udvalget for Vækst og Klima.
Godkendt.