Kommunalbestyrelsen skal beslutte, om Hedensted Kommune vil hjemtage de tildelte midler fra den statslige udgiftsramme til fornyelse af bymidter for 2022.
Hedensted Kommune er blevet tildelt ca. 345.000 kr, hvilket kræver, at kommunen selv bidrager med ca. 230.000 kr, i alt ca. 575.000 kr. Dette beløb foreslår forvaltningen finansieret ved reduktion af Nedrivningspuljen 2018-2022.
Der skal søges anlægsbevilling på 575.000 kr i både udgift og indtægt.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Bolig- og Planstyrelsen har i august udmeldt en ny statslig udgiftsramme for fornyelse af bymidter. Rammen kan søges til brug i forbindelse med bymidter i byer med mellem 4.000 og 20.000 indbyggere. Hedensted Kommune har efterfølgende ansøgt om at få del i uddeling af disse midler. I Hedensted Kommune kan midlerne anvendes i Hedensted/Løsning (i alt 12.220 indbyggere) samt Juelsminde (4.053 indbyggere). Se vedhæftede bilag, hvor det præciseres, hvad bymidten er i de 3 byer.
Bolig- og Planstyrelsen har den 25. oktober 2022 meddelt, at Hedensted Kommunes andel af den statslige udgiftsramme er 344.719 kr. Den statslige refusion fra rammen dækker 60% af udgifterne. Det vil sige for at få udbetalt beløb fra rammen, skal Hedensted kommune selv afholde 40% svarende til ca. 230.000 kr.
Rammen kan anvendes til områdefornyelse, bygningsfornyelse af private udlejningsboliger, bygningsfornyelse af ejerboliger og andelsboliger, bygningsfornyelse af erhverv (herunder nedrivning), opkøb af nedslidte ejendomme med henblik på istandsættelse eller nedrivning, forbedring af friarealer, midlertidig og permanent genhusning samt kondemnering af sundheds- og brandfarlige boliger.
I modsætning til denne nye pulje dækker den hidtidige statslige ramme for byfornyelse og landsbyfornyelse (kaldet "nedrivningspuljen") kun byer under 5.000 indbygger, det betyder, at den kan ikke anvendes i Hedensted.
Rammen skal som udgangspunkt anvendes af kommunen senest 24 måneder efter tildelingen, det vil sige senest den 1. november 2024.
Såfremt Hedensted Kommune ikke ønsker at gøre brug af rammen, skal kommunen give besked til Bolig- & Planstyrelsen om, at rammen skal overdrages til en anden kommune.
Såfremt Kommunalbestyrelsen afsætter kommunale kroner til brug af den statslige pulje, vil forvaltningen foreslå, at midlerne bruges i 2022 til forskønnelse af Trykkeriparken i Hedensted samt eventuelt etablering af parkeringspladser som en del af realiseringen af Hedensted Midtbyplan.
Direktør for Vækst, Teknik & Fællesskab deltager i Økonomiudvalgets behandling af dette punkt.
Forvaltningen indstiller, 7. november 2022, pkt. 167:
at der skal tages stilling til, om Hedensted Kommune ønsker at hjemtage midler fra den statslige ramme til fornyelse af bymidter for 2022, og hvis det ønskes,
at der meddeles anlægsbevillng og rådighedsbeløb som anført under Økonomi
Beslutning fra Udvalget for Vækst & Klima 2022-2025, 7. november 2022, pkt. 167:
Udvalget for Vækst & Klima besluttede, at hjemtage midler fra den statslige ramme til fornyelse af bymidter for 2022 og at medfinansiering sker fra restbeløbet til midtbyplanen for Hedensted Midtbyplan.
Fraværende: Jacob Ejs
Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, 21. november 2022, pkt. 254:
Indstilles godkendt.
Lovbekendtgørelse af lov om byfornyelse og udvikling af byer, LOV nr. 794 af 27. april 2021
Bekendtgørelse om fornyelse af bymidter, BEK nr. 1129 af 23.juni 2022
Godkendt.
Hanne Grangaard (A) substitueres af Helle Obenhausen Mortensen (A)
Kasper Glyngø (A) substitueres af Tina Uldum Bruun (A)