Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til anlægsbevilling til projektering og anlæg af forlængelse af Kildeparken, etape 4 - Lokalplan 1165, Erhvervsområde ved Kildeparken
Der søges om tillæg til anlægsbevillling og rådighedsbeløb på 8,5 mio. kr til anlæg af vejanlæg og vandhåndtering for Kildeparkens etape 4. Bevillingen er eksklusiv jordkøb til vejanlægget, da dette gennemføres særskilt, når lokalplan for området er endeligt godkendt.
Der er tidligere meddelt anlægsbevilling på 2,5 mio. kr til planlægning og forprojektering i Kildeparken etape 4-6.
Anlægsbevillingen foreslås finansieret via kassen, men forventes inddækket via fremtidigt salg af erhvervsjord.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til de økonomiske aspekter.
Byrådet besluttede den 24. februar 2021, under punkt 52, at sende et areal på 194.100 m2 erhvervsjord i Kildeparken i Hedensted i udbud i perioden 25. februar 2021 til 11. marts 2021.
Byrådet besluttede den 24. marts 2021, under punkt 71, at sælge jorden samt at Udvalget for Teknik løbende skal inddrages i planlægnings- og byggeprocessen.
Udvalget for Teknik godkendte første del af dispensationen til placering af bebyggelsen samt omfang på mødet den 4. maj 2021, under punkt 98.
Udvalget for Teknik godkendte anden del af dispensationen til bebyggelsens udtryk, skiltning og beplantning på mødet den 10. august 2021, under punkt 151.
Udvalget for Politisk Koordination og Økonomi godkendte på mødet den 6. december 2021, under punkt 304, hovedprincipperne for udarbejdelse af planforslagene på baggrund af eksisterende virksomheders ønske om udvidelse samt det forestående behov for mere erhvervsjord langs motorvej E45.
Kommunalbestyrelsen godkendte på mødet den 27. april 2022, under punkt 64, anlægsbevilling til planlægning og forprojektering i Kildeparken med 2,5 mio. kr.
Forslag til kommuneplantillæg nr. 4 og lokalplan 1165 for Erhvervsområde ved Kildeparken i Hedensted med tilhørende miljøvurdering af planerne, blev forelagt til godkendelse af Kommunalbestyrelsen på mødet den 25. juni 2022.
Kommunalbestyrelsen besluttede på mødet den 29. juni 2022 under pkt. 114 at etape 4 igangsættes.
I forlængelse af Kommunalbestyrelsens beslutning om anlæg af etape 4 søges om anlægsbevilling og rådighedsbeløb på 8,5 mio kr. til anlæg af etape 4 som anført under økonomi. Der skal etableres 400 meter ny vejstrækning af Kildeparken forbi Normals byggeri, et regnvandsbassin, 250 meter interimsvej og fjernelse af 400 meter Årupvej . Vejanlægget etablerer adgang til Normals sydlige del og sikrer opretholdelse af gennemgående trafik på kommunevejen Årupvej. Vejanlægget er vist på vedhæftede skitse.
Forvaltningen indstiller, 7. september 2022, pkt. 146:
At der meddeles anlægsbevilling samt rådighedsbeløb på 8,5 mio. kr. med finansiering som anført under økonomi.
Beslutning fra Udvalget for Teknik & Miljø 2022-2025, 7. september 2022, pkt. 146:
Udvalget for Teknik & Miljø anbefaler Kommunalbestyrelsen at meddele anlægsbevilling samt rådighedsbeløb på 8,5 mio. kr til projektering og anlæg af forlængelse af Kildeparken, etape 4 med finansiering som anført under økonomi.
Fraværende: Claus Thaisen
Bemærkning til Økonomiudvalget 19. september.
Direktør for Vækst, Teknik & Fællesskab Jonas Kroustrup deltager i Økonomiudvalgets behandling af dette punkt.
Beslutning fra Økonomiudvalget 2022-2025, 19. september 2022, pkt. 199:
Indstilles godkendt.
GODKENDT.